A Travellerspoint blog

Det mexicanske bryllup - Part dos

Whiskey, musik, dans og mere whiskey

sunny 25 °C

Ahh, mexicansk tid. Man skal lige vænne sig til det, men så er det skønt. Ingen stress, ingen jag. Man kommer ikke for sent; det er bare de andre der er startet for tidligt.
Efter en lang morgenmad med drengebanden havde vi pludselig travlt. I forhold til det tidspunkt jeg havde fået opgivet aftenen inden var vi ca. 30 minutter forsinket, men det tog alle nu meget roligt. Godt nok var alle gæster på plads i kirken og brudeparret på plads foran præsten, men når ceremonien tager 1½ time er der nok tid at tage af.
P1040046.jpg
Et mexicansk kirkebryllup minder på mange måder om de danske. Undtagelserne er:
Man fatter ikke hvad der bliver sagt. Godt nok skiftede de fra latin til spansk for 30 år siden men det hjalp ikke mig meget. Mit diminutive spanske duer stadig kun til at bestille øl og få et hotelværelse.
Præsten taler meget... rigtig meget. Og passioneret. I mine ører kunne han være i gang med at sælge bibler eller brugte biler.
Der skal være fotografer. I DK er man fin hvis man har bestilt en fotograf til at tage et par billeder under gudstjenesten, men hvis man er noget ved musikken i Mexico så har man hyret ikke mindre end 6-7 fotografer og 4 videokameraer... og de er ikke bange for at gå tæt på. Meget tæt på.
Man rejser og sætter sig mange gange og det er klart en fordel til at holde blodcirkulationen igang.
Efter vielsen fik venner af bruden på skift mikrofonen så de kunne ønske forskellige gode ting for brudeparret fra vorherre. Familiemedlemmer var også oppe og sige et par ord til brudeparret.
Ligesom derhjemme er der også nadver men i den katolske kirke skal man være fri for skyld for at tage den. Af uforklarelige årsager var forholdet 4-1 af kvinder og ingen af mine skyldstyngede nyfundne mexicanske venner skulle nærme sig den. Jeg mente nu nok mine synder kunne klare en nadver så jeg smuttede op og fik den tørre oblat sat på tungen af en præst. Imponerende, så er mexicanske oblater endnu mere udtørrede end de danske. Brugte 10 minutter på at grave den ud af ganen. Hvordan bærer kirken sig ad med at få noget så tørt uden at det falder fra hinanden?

Alt får en ende og vi kørte ud til det nybyggede fest-sted. Når man har valgt at bosætte sig et sted med dejligt klima holder man naturligvis sit bryllup udendørs og lige ud til vandet. Det viser sig at Veronicas familie ejer det største gasfirma (benzin er statsejet men gas er privatejet) i Sineloa-staten, hvilket jo matcher meget godt Josés familie der ejer det største gasfirma i de nordlige stater. Derudover ejer hendes familie hoteller og en tv-station (hvilket til dels forklarer mængden af kamerafolk til brylluppet) og de havde tilfældigvis en grund liggende lige ud til stillehavet som de ikke rigtigt kunne få brugt. Den var så blevet til et nybygget bryllupsfeststed som passende blev indviet af Veronica og José.
P1040058.jpg
Veronica er uddannet advokat og har de sidste to år arbejdet i forskellige dele af familiefirmaet. Nu flytter hun så med José til Hermosillo (oppe ved grænsen til USA) men burde nok kunne finde noget at lave.
Først skulle statsceremonien overstås. I Mexico er vielsen helt adskilt fra kirkebrylluppet så de skulle også giftes af en person fra kommunen. Masser af vidner til at skrive under i den store bog og selvfølgelig masser af kameraer.
Musik er en meget vigtig del af livet i Mexico og bryllupper er ingen undtagelse. Brudevalsen (eller en eller anden rokken frem og tilbage til noget popmusik) blev overstået inden maden og så var der ellers dans ad libitum resten af aftenen. De forskellige retter blev serveret løbende, men det meste af tiden gik man rundt, snakkede eller dansede og hele tiden med en whiskey med soda i hånden. Ja, hvor vi i DK lægger vægten på den gode drue var der her blevet indkøbt 110 flasker Johnny Walker til de 500 gæster. Der var naturligvis mulighed for diverse andre drinks, men da jeg forsøgte at få et glas rødvin til hovedretten var den væk.
Stilen er meget uformel. Kvinder i festlige kjoler og herrerne i lette sommerbukser og lyse skjorter. Der blev uddelt sjove hatte, t-shirts, masker og andre effekter som folk rendte rundt i resten af aftenen. Der hvor vi nøjes med at klippe lidt i gommens sokker fik José her en større lufttur inden han blev afklædt på herretoilettet, fik sine underbukser revet i stykker og tøjet blev herefter overbragt til Veronica der så skulle påklæde ham. Hun havde dog travlt med at synge karaoke på scenen sammen med resten af det mexicanske pigekor så han fik lov at vente et stykke tid.
Man starter med jazz før maden, så diverse populære popsange i starten men når der skal rigtig gang i festen sætter man 15 mand med tuba, trompeter, guitar og andet godt på en stor scene... Banda. Janneth, en flink pige, prøvede at lære mig de forbudte trin til denne traditionelle mexicanske dans, og det gik udemærket indtil vi nåede til Chapellito (lille hest); to mystiske sidelæns hop. Der skal vist mere whiskey til.
Da festen sluttede omkring kl. 3 var vi nogle stykker der fortsatte på det nærliggende diskotek. Der skulle være et maratonløb om morgenen så vi kunne nyde synet af friske løbere der varmede op mens vi gik hjemad i solopgangen kl. 6.
Det var naturligvis begrænset hvor meget jeg kunne nå at snakke med José i løbet af festen, men han har det godt (nok mest relevant for dem der kender ham) og arbejder som teknisk leder af de fire benzinstationer som familiefirmaet driver. Det er et velkendt fænomen at ejerne af disse benzintanke "fikser" standerne så de giver mindre benzin end de skal og konfronteret med dette kunne han bekræfte at "hans" standere giver 4% procent for lidt. Det normale, sagde han, er dog 6% procent, så de er jo de rene filantroper.

Posted by lyster 16:31 Archived in Mexico Tagged luxury_travel Comments (0)

Det mexicanske bryllup - Part Uno

Rejsen til Mazatlan

semi-overcast 25 °C

Den sidste uge i Danmark var rimelig hektisk. Jeg tog afsted to dage inden vores projekt skulle afsluttes (hvilket i sig selv var stressende), der var gaver der skulle købes, venner der skulle ses, en båd der skulle tømmes så først onsdag nat kl. 5 var jeg færdig med at pakke. Lige tids nok til at få 3 timers søvn. I det mindste sov jeg godt på turen over atlanten.
Min rejse var en uskøn kombination af SAS og United Airlines så jeg skulle skifte i Washington. De snedige amerikanere har besluttet sig for at alle der er fjollede nok til at sætte foden på deres jord skal igennem det store visum show hvilket tager 1 time og indebærer fingeraftryk og mugshot inden man kan flytte sin bagage fra et transportbånd over på et andet og fortsætte sin rejse. Tak skal I have. Men så har man da noget at tage sig til i ventetiden.
Brylluppet skulle stå i Mazatlan der ligger på vestkysten men jeg kunne først komme videre fra Mexico city dagen efter. Jeg ankom sent om aftenen til Mexico city, fik en taxa ind til byen, fandt et hostel, sov 10 timer, tog en taxa til lufthavnen og har indtil videre ikke set andet af byen end trafik og os... men det er der til gengæld også rigeligt af.
Tidligt fredag eftermiddag var jeg omsider fremme ved min destination: Hotel Los Sabalos som de havde placeret fornuftigt lige ud til stillehavet. Jeg var blevet indlogeret sammen med en af Josés gamle venner, René Real, der var ankommet dagen før sammen med en større venneflok. Det havde de fejret med en gevaldig bytur så de var stadig godt medtagne. Det er en meget festlig gruppe af mexicanere og jeg endte da også med at tilbringe det meste af weekenden i deres selskab. Jeg ved ikke om det er mexicanere generelt, eller specifikt for folk fra Hermosillo, men alle havde øgenavne og blev konsekvent kaldt ved det: Cabezon (hovedet), Negro (sorte), Pollo (kylling), Paco, Gonzalo osv.
Efter en tur i bølgerne og nogle øl ved poolen fik vi en større gang mexicansk seafood inkluderende hummer, rejer i alle afskygninger, blæksprutte og diverse slags grillet fisk. Herefter røg vi i byen til kl. 3 hvor de fleste af os tog konsekvensen af det forestående bryllup og smuttede hjem i seng.

Posted by lyster 22:31 Archived in Mexico Tagged round_the_world Comments (2)

Wien

Højkulturelt og vådt snowboard

semi-overcast -9 °C

Ahhh… Wien. Hjemsted for alle de ting vi kender og elsker mest. Snitzlen, valsen, Mozart og chokolade i diverse former..
Claudia fandt mig vandrende rundt på Wien Süedbahnhof, et ganske ucharmerende betonbyggeri som heldigvis ikke er kendetegnende for Wien. Jeg blev indlogeret i hendes lejlighed, fik noget morgenmad og inden hun smuttede på arbejde blev jeg udstyret med et kort og lidt informationer om hvor jeg burde begive mig hen i Wien.
Claudia og Danica (Dani) kender jeg fra min måned i BsAs hvor de lejede det andet værelse hos Andrea. I to uger mødtes vi næsten hver aften til tango og rødvin og nu skulle de altså prøve at overbevise mig om Wiens utallige goder.
Resten af fredagen gik med lidt sporadiske forsøg på shopping på den store butiksgade, Maria Hilfestrasse, og derefter en gåtur rundt om og igennem Wien. Så var den by set og den er såmænd meget pæn. Masser af store svulstige bygninger spredt med rund hånd udover byen, en flod (Donau), et par store kirker, et nyt bycenter med højhuse og lidt småbjerge i udkanten af byen. Hvad kan man så forlange mere?
Jeg tog deres metro/s-tog hjem til Ottakringer kvarteret hvor Claudia havde sin fine lille lejlighed. Kvarteret er opkaldt efter det bryggeri der ligger tæt på hendes lejlighed (eller også er det omvendt), og det er et af de fattigste kvarterer i Wien.. eller boheme kvarteret, som Claudia prøvede at sælge det. Ahh ja… få et par fattige kunstnere til at flytte ind i din bydel og så er det pludselig boheme i stedet for ghetto… men det ligner stadigvæk noget dårligt vedligeholdt skidt.
Claudia kom hjem lidt efter mig og vi fik lavet en virkelig ussel pastaret. Hun var småsyg og skulle derfor ikke drikke (ret meget) og så kunne hun jo samtidig køre os rundt i hendes lille Golf. Vi hentede Dani og tog så på Palmehuset, en lækker cafe/restaurant med DJ og loungestemning. God stil. Sluttede aftenen af på et noget mere snusket diskotek. Mindre god stil.
Lørdag prøvede vi at finde et sted at spise brunch, men det kunne simpelthen ikke lade sig gøre. Vi endte med at tage ind til byen og spise ”pallachinken” eller noget i den stil på en restaurant der serverede ægte wiensk mad. Det er efterhånden ved at gå op for mig at østrigerne spiser en del søde varer som hovedret. De har masser af ”traditionelle” retter som ville ryge ind under dessert i Danmark. Helt klart et område for Danisco.
Claudia skulle til farmands fødselsdag, så Danica og jeg overtog hendes lejlighed og gik i krig med rødvin og Kaiser Schmann; en pandekageagtig ret hvortil jeg lavede æblemos. I tilberedelsen af denne glimrende spise, som jeg havde smagt i Buenos Aires, er det dog bydende nødvendigt at man ikke tager fejl af salt og sukker… verdammt.. Så det var lige til skraldespanden og så endte vi med at bestille sushi.
Vi mødtes med Claudia på en natklub i museumskvarteret men gik relativt tidligt hjem for at komme på ski dagen efter.
Det blev til gengæld en meget speciel oplevelse. Efter at have skaffet et snowboard til Dani kørte vi 1½ time op til skisportsstedet… i regnvejr. Og regnvejret fortsatte hele vejen op på pisten. Efter 30 minutter var vi fuldstændig gennemblødte men vi fortsatte stædigt hele eftermiddagen indtil de lukkede.. som nogen af de eneste. Sneen var egentlig ikke helt umulig men det var mere sjældent end skønt og det krævede i hvert fald noget Jägerte at køre i det føre.
Mandag havde Claudia sat sig for at vise vor smuk Wien var og det er jo også lettere når solen skinner og temperaturen ligger på den rigtige side af 20 grader. Så turen gik op i bakkerne vest for byen hvorfra man kunne gå tur i skønne parker og spise frokost med udsigt over Wien. Eftermiddagen blev brugt i selskab med Dani efter at hun var færdig med sit arbejde på hospitalet. Jeg havde hele tiden haft et ønske om at være en smule kulturel når jeg nu var i kulturens højborg og vi havde kigget på forskellige musikarrangementer, men intet havde passet hvad angik tidspunkter og priser. Da vi alligevel kom forbi statsoperaen kiggede vi ind for at se om de havde billige billetter og endte med at stå i kø 30 minutter for to billetter til 25 kroner stykket til aftenens forestilling. Super, men så var det ståpladser til balletten Svanesøen. Mmmhh.. ballet. Det er så tredje gang jeg ser sådan en fætter og anden gang det var Svanesøen. Jeg tror aldrig rigtig jeg kommer til at sætte pris på svansede mænd i tights og kvinder der danser på tåspidserne.
Claudia havde inviteret et par veninder til min fødselsdagsfest da vi endelig nåede tilbage til lejligheden og så er det jo altid sjovt at blive fejret. Der blev serveret lidt sprudelwasser og chokolade, men staklerne skulle alle tidligt op og studere eller arbejde.
Tirsdag var det så endelig blevet tid til at vende næsen mod Danmark. Heldigvis på business class.. :-)

Posted by lyster 14:18 Archived in Austria Tagged family_travel Comments (0)

Mere Trento

Arbejde og snowboard

sunny 19 °C

Så gik der 10 dage. Det tog ikke nær så længe som jeg havde regnet med… ca. 10 dage hvis jeg tænker efter.
Og hvad kan man så bruge 10 dage på i midten af de italienske dolomitter på en selvstændig forskningsinstitution der slet ikke må have mig på besøg? Tjahh, onsdag havde de ikke tid til at se mig, torsdag sad vi og prøvede at finde ud af hvad det egentlig var vi skulle lave og fredag var vi på ski om eftermiddagen… så den første uge gik hurtigt. Desværre tog jeg på ski med nogle af de lokale og jeg skulle naturligvis følge med dem så allerede første tur ned af bjerget stod min i forvejen pressede akillessene helt af. Den føles nu som om den hænger i en tynd tråd.
I weekenden var jeg overladt ganske til mig selv. Hagen havde sin søster på besøg og selvom han havde ganske ambivalente følelser overfor hende og hendes lokomotivførende mand, så var hans tid trods alt afsat til dem og deres børn. Så jeg var ganske alene. Kein problem.
Fredag aften tog jeg på restauranten Tre Garofani der klart kan anbefales hvis ens vej skulle falde forbi Trento. Måske en anelse prætentiøs men når man er alene i byen er det kun lækkert at tjenerne kommer rendende hvert minut for at servere nye retter eller hælde mere vin op. Efter et godt restaurant besøg prøvede jeg at finde ”in”-stedet i Trento hvilket er noget lettere sagt end gjort. Hver gang jeg spurgte folk hvor man skulle gå hen i Trento grinede folk indforstået. Der er tilsyneladende intet sted i Trento der har åbent længere end til kl. 2 og selvom der er en del unge i byen så foregår festerne mest i private hjem eller obskure steder der er hemmelige for ordensmagten. Byen bliver styret af gamle folk der vil have ro klokken 12.
Det lykkedes at finde et sted der spillede salsa musik og møde noget af lokalbefolkningen. Nu skal man huske på at det er Italien hvilket er det land i Europa efter Rumænien der er dårligst til fremmedsprog. Til trods for at jeg kan gøre mig forståelig på engelsk, tysk, spansk og til nøds dansk, hjælper det intet overfor en forhærdet mafioso. De nægter at tale andet end italiensk. Som modtræk taler jeg mit gebrokne spansk til dem og det hjælper naturligvis intet.. Der er faktisk længere mellem spansk og italiensk end jeg troede, men i mine sprogsvage ører lyder det hele ens og så føler jeg at jeg har gjort mit i forsøget på at forstå hinanden.
Nåh, det lykkedes at føre en spartansk samtale med Don Alejandro de la Vega og hans kumpaner og vi fandt sammen i fælles samhørighed om unavngivne shots bestående af vodka (mener jeg), kahlua og 80% stroh rom lagt forsigtigt på toppen. Så kunne man tænde ild til sjoveren, lægge en hånd over, brænde ilten væk og tæske drinken i bordet inden man drak den. Spændende.. ak ja, skik følge og lever fly…
Mit hotel lukkede for natten kl. 1, så jeg sørgede naturligvis for at tage en taxi hjem til rette tid blot for at finde det hele lukket og slukket. Det var en lettere presset Lyster der stod på toppen af et bjerg kl .1 om natten og tæskede løs på døren til hotellet. Jeg begyndte at gå på jagt i omegnen for at finde nogen med en telefon så jeg kunne ringe til hotellet da en flink fyr kom kørende forbi. Med hans mobil og hans italienske lykkedes det at få mig ind på hotellet.
Efter i den grad at være blevet svigtet af hotellet natten inden var jeg overbevist om at jeg måtte af sted i weekenden så jeg tog en bus til Cavalese 1½ time væk. Desværre var min timing ualmindelig dårlig så jeg endte med at vente to timer på bussen og da jeg endelig nåede frem tog det næsten en time at finde et hotel. Jeg nåede dog at komme et par timer i sneen men desværre var min fod fuldstændig smadret fra dagen før så jeg måtte stoppe tidligt og tage i sauna og boblebad på hotellet. Cavalese var om muligt endnu mere fest forladt end Trento. Der er kun et sted man kan gå i byen og der er altså ikke mange mennesker når man kigger forbi en lørdag kl. 22.30. Det kan godt være at er mere gang i den senere, men det syntes jeg simpelthen ikke jeg kunne klare at vente på.
Søndag prøvede jeg at tage det roligt og tog igen kun ud i sneen om eftermiddagen og det gik lidt bedre, om end min akillessene stadig er forbavsende utilfreds med at blive proppet i et par snowboard støvler. Det hverken fatter eller accepterer jeg. Hvis nogen kender en snedig måde at udskifte sin akillessene med noget mere moderne i f.eks. titanium så er jeg meget interesseret.
Var på bar til sent med Hagen søndag aften i Trento og han er såmænd en hyggelig fætter, selvom han til tider kan have et lidt sort syn på livet, Italien og alt ind imellem.
Hele denne uge er gået med lange dage på Create-Net og besøg på de bedste restauranter Trento kan tilbyde hvilket ikke siger det helt store. Selve arbejdet er gået præcist så langsomt som man kunne forvente men vi nåede faktisk næsten det mål jeg havde sat for turen så jeg er meget godt tilfreds. Nu kan vi så rode videre med hver vores del af projektet og forhåbentlig mødes om en måned eller to og gøre det hele færdigt. Jeg ville naturligvis gerne til Trento igen, men det er nok desværre bedre at gøre det på universitetet i Danmark og Hagen vil forfærdelig gerne sende deres tekniker Luca til København. Han er en flink ung mand som desværre bærer tydelig præg af at han stadig lever hjemme hos mama ude i en eller anden lille by i bjergene. Hagen mener at han vil have godt af at komme uden for Italien for første gang i sit liv og det kan jeg jo kun bekræfte ham i.
Nu er det så blevet torsdag aften og jeg er på vej til Wien med nattog. Hvis gud og de italienske toge står mig bi skulle jeg gerne nå til Wien i morgen tidlig og møde Claudia und Danica som jeg boede sammen med i BsAs.
Ikke mere Italien for denne gang, men jeg er klart blevet positivt stemt overfor Trento til trods for at det er en af de mest døde byer jeg har været i. Kan vel bedst sammenlignes med Kolding eller andre jyske byer af lignende størrelse. Der sker ikke det store efter kl. 21, men det er til gengæld en utrolig flot by beliggende midt i bjergene… nåhh, så kan den nok ikke sammenlignes med Kolding eller andre byer i Danmark. 20 minutter til nærmeste skisportssted og her i midten af marts skinner solen næsten hver dag og vi nærmer os vel 15-20 grader… som en dansk maj. Jeg må atter engang erkende at jeg er mere afhængig af vejret end jeg troede. Kan næsten mærke hvordan livsglæden breder sig i kroppen når man traver igennem en solbeskinnet by på vej til arbejde.

Posted by lyster 14:45 Archived in Italy Tagged business_travel Comments (0)

Trento, 14. marts

Arbejd, snowboard, snowboard, arbejd

sunny

Så er det atter lykkedes at undslippe den grumme og tilsyneladende uendelige danske vinter og så må jeg jo hellere skrive lidt i min rejsedagbog. Og denne gang er rejsen faktisk ikke kun fornøjelse. Det har ellers været en hård omgang at komme tilbage til Danmark efter tre fantastiske måneder i Sydamerika. Efter at jul og nytår var overstået blev det hurtigt hverdag og min sædvanlige vinterdepression, koblet med den ligeså sædvanlige slut-på-rejse depression, faldt naturligt sammen med første dag tilbage på arbejdet på uni. Småkage. Så sad jeg ellers der i to uger og kiggede ud i det danske vintermørke og drømte om rødvin og hesteridning. Arbejde blev der i hvert fald ikke lavet meget af.
Nåh, ikke mere snøften og hylen. Det lykkedes også at komme 4 dage til karneval i Køln i slutningen af februar. Mine to tyske venner fra Australien, Gita und Katja, havde inviteret mig til karneval for at overbevise mig om at det var langt bedre end Oktoberfest i Munchen. Kan ikke helt beslutte mig for om det er bedre, men helt sikkert anderledes… og meget sjovt. Da jeg først hørte om konceptet med at stå som sild i en tønde en hel aften i udklædning og drikke kölsche øl mens man skråler med på lokale uforståelige kölsche sange var jeg ikke overbevist om det fantastiske, men efter at have gjort det i fire dage må jeg erkende at de kære tyskere har fat i noget. Selvom det blev en ganske stresset weekend er jeg nu blevet en overbevist karneval fan og kan sagtens se mig selv tage turen igen…
Efter Køln blev der rent faktisk arbejdet hårdt et par uger for at få noget klar så jeg kunne komme ned til vores italienske samarbejdspartner i Trento og det er så her jeg er havnet. Turen gik over Munchen tirsdag aften, hvor jeg kunne overnatte hos Lars og Silja og med vanlig tysk effektivitet havde han skaffet en gang øl så vi ikke bare skulle sidde og snakke hele natten. Næste morgen blev jeg sat på toget og nåede endelig frem til Trento midt inde i de italienske Dolomitter. Min tyske forbindelse i Trento, Hagen Woesner, hentede mig på stationen og fulgte mig yderst galant til mit hotel, nydeligt placeret på toppen af et bjerg, 400m over Trento. Det tager 4 minutter med svævebane at komme ned til byen, men 15 minutter med taxi hvis man vil hjem efter at de lukker svævebanen kl. 22.30.

Hmm.. jeg må jo hellere få skrevet det her færdigt inden jeg når hjem... og jeg fandt sørme et længere stykke halvfærdigt prosa om optakten til en hestetur i det sydlige Argentina. Gad vide om det nogensinde skal publiceres.

Posted by lyster 21:33 Archived in Italy Tagged business_travel Comments (0)

(Entries 6 - 10 of 32) « Page 1 [2] 3 4 5 6 7 »