Rejsende Lyster

Soendag d. 18/9
Lars havde koebt ind til det traditionelle bayerske morgenbord bestaaende af Weisswurst, senf og pretzel. Faktisk ikke saa daarligt og kunne udemaerket bruges hvis man mod forventning skulle lide af toemmermaend. Det gjorde vi heldigvis ikke... endnu.
Efter den sene morgenmad gik turen til Wiesen hvor et par udlaendinge og en flok tyskere har besluttet at fejre oktobers komme ved at banke et par halvstore telte op, fylde dem op med baenke og borde, et band og saa naegte at servere andet end 1 liters oel... hvilket guddommeligt koncept. Det svarer lidt til en Roskilde festival med oel i stedet for musik.. og girdl og lederhosen i stedet for sorte stoevler, goth toej og piersinger. Det er da ikke sidste gang jeg har vaeret til det arrangement.
Vi lagde forsigtigt ud og drak et par oel forskellige steder. Men naar en oel betyder en liter guldbryg, saa bliver man alligevel i lidt opstemt humoer i det lange loeb. Saa der gik ikke laenge foer vi stod paa en baenk og skraalede med paa tyske festsange... at doemme efter de underlige blikke jeg fik var det nok mest Lars der ramte de rigtige tyske festsangsord.
Soendag var jo ogsaa dagen for det tyske valg, og naar man som Lars er en troende liberal (ja, selv jeg maatte lige gaa i rette med ham et par gange) saa er det bedste sted at tage hen naturligvis partifesten for LPD. Med 4 oel i blodet trillede vi afsted paa cyklerne og fandt et lokale fyldt af feststemte liberale der just havde faaet sig et rigtigt godt valg. Stemningen doede dog lidt da det stod klart at de konservative ikke havde faaet nok stemmer til en klar koalition (og der staar sagerne stadig en uge efter).
Efter en oel blev det alligevel for kedeligt saa vi begav os videre paa vores faerd efter liberal politik og billige oel. Af en eller anden grund havde vi faaet den opfattelse af det var sent paa aftenen og at Oktoberfesten saaledes var lukket og det blev derfor besluttet at tage paa noget diskotek, men de var allesammen lukkede hvilket undrede Lars meget... indtil vi fandt ud af at klokken kun var 20.30.
Uden at spille yderligere tid gik turen tilbage til Oktoberfest, og da den saa lukkede rigtigt kl. 23 trillede vi hjem i seng efter en dag hvor vi havde drukket 6 guldoel... og det sover man altsaa rimelig godt af.

Torsdag d. 15/9
Efter den rimelig haarde onsdag med lange gaature var der doemt fuldstaendig afslapning med regelmaessige afbrydelser for at konsumere de store maengder mad der blev fremstillet paa skift i koekkenet. Der blev som saedvanlig lagt ud med en stor morgenmad af Jymie hvorefter Ida og Robert overtog gryderne og lavede en stoerre gang svenske koedboller med dertil hoerende sovs og kartofler.
I loebet af eftermiddagen blev der sat gang i baalet i den store udendoers stenovn saa den ville vaere klar til pizzabagning om aftenen. Og saa blev der ellers lavet et vaeld af originale men nok flest hjemmestrikkede kreationer af pizzaer.
Saadan en stenovn bliver man jo noedt til at have i sin fremtidige bolig. Problemet er bare at man saa ogsaa bliver noedt til at have een ansat til at taende op i den og passe baalet hele dagen, for hvem gider rende rundt og goere den slags selv naar man skal ligge ved poolen og sippe roedvin eller oel.
Der er forresten kommet billeder paa nettet i mellemtiden. De kan ses paa http://teamwa.servebeer.com/thumbnails.php?album=49.

Fredag d. 16/9
Den lille ferie i Toscana var ved at vaere slut men man kunne vel naesten ikke sige at man havde vaeret der hvis ikke der ogsaa var kastet et kort blik paa et vist taarn med haeldning. Ind til Pisa, parkere bilen og saa fik vi taget alle de rigtige turistbilleder... ligesom alle andre. Ikke saa meget at sige til det taarn. Det er et fint lille taarn.. og skaevt er det ogsaa. Saa alt er jo som det skal vaere. Skulle man faa den fjollede idé at gaa en tur op i det, saa kraever det lige dele penge og taalmodighed. Det er vist stadig Italiens dyreste forlystelse og man faar skam foerst lov til at smide pengene naar man har ventet i 100 aar og en dag.
I stedet trillede vi vaek fra turisthelvede (det maa have vaeret en helt special dag for der var soerme fyldt med turister over det hele.. :-) ) og fandt butiksgaden hvor pigerne lystigt kastede sig og en Zara butik... ved ikke hvorfor den nu pludselig skulle have saa meget kaerlighed og penge kastet efter sig.
Aftenen sluttede som saedvanlig af med det store maaltid der denne gang blev en tour de force i madlavning da koeleskabet skulle toemmes. Tror vi naaede op paa 6-7 forskellige retter inden vi var klar til at spise kl. 22.30.

Loerdag d. 17/9
Saaledes forsynet med lige dele kultur og mad var det blevet tid til at rejse hver til sit. Camille skulle til Kroatien, Ida og Robert tog hjem til Sverige, Baz var smuttet til Irland torsdag eftermiddag og Jeff, Jymie, Christelle og Simon skulle til et andet sommerhus i syditalien.
Personligt stod der Oktoberfest i min kalender de naeste dage, men foerst skulle jeg lige overstaa den ulige kamp med det italienske toguvaesen. Camille og jeg tog tidligt afsted loerdag morgen, men praesterede alligevel at fare vild paa vej til lufthavnen i Pisa hvor vi skulle aflevere bilen. En bro var lukket og skiltene der skulle lede udenom var godt nok meget kryptiske... eller ogsaa var vi bare for traette og sloeve til rigtig at kigge efter.
Paa togstationen i Pisa begyndte herlighederne foerst for alvor. Skal man have en togbillet i Pisa til et andet land saa er der kun en luge der kan bruges, og han har masser af tid til at besvare lange forespoergsler fra diverse gamle italienske fruentimmere... saa der stod jeg og slog roedder i 40 minutter. Naaede dog at staa og hyggesludre lidt med en portenos (Buenos Aires beboer) der ligesom jeg morede sig med det italienske skinnehelvede.
Intet godt varer evigt og jeg fik da tilsidst en billet til Munchen hvor jeg skulle skifte i henholdsvis Firenze og Verona. Udemaerket, selvom jeg godt nok lurede lidt paa skiftet i Verona hvor der blot var 15 minutter mellem ankomst og afgang... og ganske rigtigt. Efter at alle de tog jeg var med konsekvent var 20 minutter forsinkede saa var der et tog der gik til tiden. Toget til Tyskland. Fanden tage de tyskere og deres fordoemte effektivitet.
Saa i stedet for at spise aftensmad med Lars og tage til Oktoberfest ankom jeg kl. 23... et trefoldigt leve for Trenitalia. Maa jeres skinner ruste og jeres uniformer give jer udslaet. En skamplet for banelegemerne kun overgaaet af Banedanmark i smuk forening med et tilsyneladende udueligt trafikministerium...

Saa var dagen kommet hvor vi skulle se lidt natur og proeve at komme lidt vaek fra poolen. Jeg var utroligt tidligt oppe og fik mig en lang loebetur i omegnen mens de andre badede og spiste. Utroligt saa aktiv jeg har vaeret, men det sluttede saa ogsaa lige saa hurtigt som det startede.
Cinque Terre (5 byer paa italiensk) er som navnet antyder 5 byer der ligger smukt langs en meget stejl kyststraekning. Man kan vist godt koere til de forskellige byer, men det er noget rod (og dyrt) saa vi tog toget det sidste stykke.
Vores tur begyndte i Vernazza, der laa smukt nede ved vandet med bjergskraaninger lige bagved. En herlig lille havn havde den ogsaa og man kunne bare hoppe i fra klipperne og bade.. saa det gjorde vi. Jeff og Jymie gik ud og fandt noget mad (som de koebte) og efter den store frokost ved vandet gik folk hver til sit. Simon og jeg ville gerne vandre tilbage langs kysten mens de andre svagt gaaende (Christelle fik sin tredje operation i benet for et par maaneder siden) tog toget.
En gaatur langs kysten kan goeres paa to maader. Enten langs med vandet eller oppe paa bjerget og vi tog naturligvis den hoejt beliggende rute. 300m op ad bjerget foer det gik de samme 300m ned til den naeste by. I 30 graders varme kan den slags udfoldelser jo godt tage pusten fra en saa vi skyndte os at faa en oel da vi kom ned. Og saa gik det ellers 500m op og ned paa turen til den naeste by. Efter saadan en halvsvedig tur er der jo ikke noget bedre end at kaste sig i vandet fra klipperne.
Solnedgangen blev nydt sammen med resten af familien fra en lille restaurant inden det gik tilbage til Lucca.

Mandag, 12/9
I et vanvittigt anfald af overskud stod jeg tidligt op, fik løbesko på og tog en tre kvarters tur rundt i området. Det er jo præcist som man forestiller sig det med små huse rundt langs idylliske veje, smukt krydret med et par store herregårdsvillaer. Og så lige en hidsig scooter eller bil som man kaster sig ud i rabatten for at undgå.
Efter en hurtig dukkert i poolen var der kæmpe morgenmad a la Jymie og så blev der ellers slappet af ved poolen resten af formiddagen. Den store pool der hørte til villaen skulle vise sig at være omdrejningspunkt for det meste af ferien i toscana og der er da heller ikke taget ret mange billeder fra huset uden at den er med.
Om eftermiddagen kørte vi ind og kiggede lidt på Lucca der er en charmerende by hvor den gamle bymur er intakt hele vejen rundt om den gamle bykerne. Simon demonstrerede for første gang sit imponerende kendskab til Italien og ledte os sikkert forbi et hav af gelateri'er (isbiks) indtil han fandt det helt rigtige sted. Som han kyndigt forklarede skal de have så meget is som muligt i de enkelte bokse og isen skal være pyntet med ekstra snask.. noget i den stil. Jeg overlod her som så mange gange siden førertrøjen til de andre. Ingen grund til at blande mig for meget i planlægningen. Vi var i forvejen 9 i vores gruppe og de fleste ville gerne bestemme.
Der blev købt stort (enormt) ind til de næste par dage og så stod den ellers på mere pool og et kæmpe aftensmåltid.

Tirsdag, 13/9
Vores visit i Lucca faldt sammen med en af to årlige processioner igennem byen så det var vores plan for tirsdag. Ceremonien fandt først sted kl. 20 men det viste sig at være ganske svært at nå selvom det eneste vi lavede hele dagen var at ligge ved poolen og drikke kolde øl. Pludselig skulle vi også have noget at spise så vi smuttede på pizza restaurant inden vi tog ind til byen. Der var vi så først kl. 22, og troede egentlig at hele showet var overstået, men med vanlig italiensk sløvhed så vandrede de stadig rundt i gaderne. Nydeligt klædt ud i gamle dragter og med trommer, trompeter, faner og naturligvis med armbrøst og sværd i hånden..
Igennem hele byen var der tændt stearinlys langs murene hvilket må have været et kæmpe job, men det var jo meget kønt at se på.

Mit fine RyanAir fly var naturligvis en time forsinket, hvilket viste sig at passe perfekt. For Camille og Caroline der floej ind fra London var naturligvis ogsaa forsinkede og Simon, Christelle, Ida og Robert der kom for at modtage os i lufthavnen havde brugt en time paa at finde ud til lufthavnen. Saa vi ankom allesammen inden for 10 minutter. Hurra for RyanAir og det italienske vejvaesen.
Efter at have krammet faerdig fik vi lejet en bil og begav os mod Lucca og den villa som de havde lejet. Maaske skulle jeg lige forklare hvem de enkelte personer er:

• Simon og Christelle: soeskendepar som jeg boede hos i Sydney. Simon er kiropraktor og brugt de sidste par aar paa at arbejde og rejse rundt over det meste af jorden. Lillesoester Christelle er ved at tage sin Master degree i Sydney og basalt set gaar det ud paa at hun skal skrive en roman.
  
• Camille: Skoer australier som laeste kiropraktor sammen med Simon og ogsaa boede i huset paa Shepherd St. Har arbejdet som kiropraktor i Dublin et aar og ellers turet rundt i verden.
  
• Jeff og Jymie: Simon og Christelles foraeldre der har vaeret saa flinke at leje hus og invitere os til Italien. Jeg holdt jul og nytaar hos dem i 2001. De har vaeret distributoerer i australien for diverse produkter men har nu solgt firmaet. Arbejder dog stadig i firmaet.
  
• Ida og Robert: Ida boede sammen med familien efter at jeg var flyttet ud og hun havde medbragt sin svenske kaereste.
  
• Caroline: Endnu en australier som har boet sammen med familien i Sydney og arbejdet for diverse hostels forskellige steder i verden, bl.a. 3 aar i Canada. Arbejder for tiden i Cork, Irland og har boet sammen med Camille og Simon de sidste par maaneder. Hun bliver konsekvent kun kaldt Baz hvilket paa irsk betyder kvindelig koensbehaaring... og det goer det jo kun sjovere.
  

Saa er det paa plads.
Efter lidt fjolleri paa de italienske veje lykkedes det tilsidst at finde den store villa der ligger 10 minutters koersel syd for Lucca. Endnu en stor velkomstceremoni af Jeff og Jymmi og saa blev der ellers vekslet historier og planer over oel til ud paa natten. Godnat.