Rejsende Lyster

Saa er det vist tid til at faa skrevet lidt paa dagbogen inden det hele er glemt igen. Foelgende skulle gerne vaere en kort beretning om de foerste dage i BA.
Loerdag d. 24/9
Jeg er som sagt flyttet ind hos en flink familie bestaaende af: Mor Andrea, gammelfar Eduardo og boernene Tomaz (17), Camilla (15) og Paloma (5). De er allesammen meget flinke, men taler naesten intet engelsk, hvilket er godt men lidt frustrerende naar man nu har lyst til at spoerge om noget eller forklare et eller andet... men det bliver forhaabentlig bedre.
Andrea fik forklaret mig at jeg skulle flytte vaerelse fordi der ville flytte to oestrigske piger ind i mit vaerelse, hvilket jo var helt fint. Saa ud med Eduardo og ind med mig i hans vaerelse. Efter en del anstrengelser fik hun ogsaa forklaret mig at hun holdt fest om aftenen og at jeg var inviteret. Et yderst sympatisk traek at invitere sin lejer med til fest.
Oploeftet begav jeg mig ud i solskinnet for at finde noget mad og jeg endte i San Telmo der er boheme kvarteret i Buenos Aires. Her ligger antikbutikkerne og gallerier og dem er der godt nok mange af. Sad paa Plaza Dorrego og fik en sandwich og en oel og noed solen og den obligatorisk tangoopvisning der ofte er paa offentlige steder. Det er en meget stilfuld og overlegen dans og det bliver jeg noedt til at proeve paa et tidspunkt.
Jeg var ikke sikker paa hvornaar festen ville starte saa jeg tog tidligt hjem og var der kl. 19, hvilket var ca. to en halv time foer nogen af gaesterne. Skal lige vaenne mig til den argentinske livsstil hvor doegnrytmen er rykket tre timer tilbage om aftenen. Man spiser kl. 22 (ogsaa til daglig), gaar paa café omkring midnat, paa diskotek eller lignende kl. 3 og saa fester man ellers til kl. 6-7 stykker om morgenen. Saa passer det lige med at man faar noget morgenmad inden man gaar i seng. Omsider har jeg fundet det rette sted til mit B-menneske liv.
Jeg moedte ogsaa de to oestrigske piger, Claudia og Dani (egentlig Daniza da hun oprindelig er fra Kroatien), der begge er 24 og faerdige med medicinstudiet i Wien. De snakker udemaerket spansk og igennem dem har jeg saa omsider faaet opklaret hvem jeg bor hos. Og det er en laengere historie... saa den maa vente lidt.
Andrea er uddannet psykolog og arbejder som direktoer paa en engelskskole og gaesterne var primaert hendes engelskundervisende kolleger, hvilket gjorde min aften en hel del lettere. Der havde paa et tidspunkt vaeret en mandlig engelsklaerer, men han havde kvittet saa nu var det kun kvinder. En sand hoensegaard, men de var nu meget sjove. Deres kaerester snakkede ikke ret meget engelsk (det synes jeg nu ikke der er ret mange der goer her i BA) saa jeg blev noedt til at konversere med kvinderne hele aftenen. Der blev drukket rigelige maengder af roedvin og efter indtagelse af den mexicanske mad blev der danset rundt i stuen.
Naar man nu sidder i et fremmed land saa falder snakken jo rigtig ofte paa lighederne men specielt forskellen mellem landene og paa et eller andet tidspunkt skal man saa forklare hvad minimumsloennen er i DK. Tjahh, hvad skal man sige. De kigger naturligvis noget naar man forklarer at man minimum tjener 16000,- men saa skal man altsaa lige huske at der betales minimum 50% skat, at lejligheder koster en mindre formue, at biler er udenfor raekkevidde, at der er 25% moms og desuden skatter paa alt muligt andet. At en oel koster 45,- i byen og et cafe besoeg hurtigt tager en halv dagsloen.
Naar man laegger det hele sammen saa faar man faktisk ikke saa meget ud af pengene i DK og hvis det skal koges ned til livskvalitet saa kommer man ret langt med faa penge i Buenos Aires. Som engelsklaerere tjener de lidt mere end gennemsnittet (afhaengig af hvor mange elever de kan skrabe sammen) men de gaar ud og spiser aftensmad hver anden dag, frokost paa cafeer hver dag. Naar toilettet blokerer saa ringer man efter en blikkenslager osv. Men det aendrer selvfoelgelig ikke ved det faktum at det bestemt ikke er alle der har det saa godt og at en almindelig offentlig ansat tjener omkring 1600,- om maaneden. Unaegtelig ikke meget hvis man har en familie at forsoerge.
De sidste gik kl. 5 og saa hjalp jeg Andrea med opvasken inden jeg smuttede i seng.

Soendag d. 25/9
Claudia, Dani og jeg tog til Recoleta kirkegaard hvor bl.a. Evita Peron ligger begravet sammen med resten af den argentinske elite. Et underligt sted med endeloese labyrinter af smaa mausolaeer i alle stilarter fra 1822 og saa op til i dag. Den bliver stadig brugt.
Gik lidt rundt paa det store marked der var i den naerliggende park og fandt saa en hyggeligt cafe hvor vi fik noget at spise. Jeg fik koebt en guide til busserne og efter lidt roden rundt i den lykkedes det soerme ogsaa at tage en bus hjem.
Trafikken i Buenos Aires er ikke saa kaotisk som man skulle tro. De har paa et tidligt tidspunkt indset at modkoerende trafik ikke var forenligt med den argentinske koeremaade, saa alle veje er ensrettede med nogle enkelte undtagelser og trafikken glider faktisk rimelig let. Et kig i min busguide siger mig at der er ca. 200-300 busruter i byen og naesten ligegyldigt hvor man er kan man finde en bus der gaar direkte til ens destination. Der er selvfoelgelig ingen fastlagt koereplan men jeg har endnu ikke skullet vente mere end 2 minutter paa en bus. Og de koerer saa vidt jeg ved naesten hele natten. Sweet.
Nu kan jeg vist ikke sidde og rode mere foran computeren. Det er "El noche de los museos" i aften saa jeg skal paa museer hele natten. Mere foelger forhaabentlig snart.

Ahhh, endelig fremme. Har nu vaeret i Buenos Aires i hele 4 dage og foeler mig allerede hjemme. Der er ikke noget bedre end at laere en ny storby at kende. Den foerste dag hvor alt er nyt og fremmed, ingen forstaar dig, alt er beskidt og anderledes (ahh, saa anderledes er det nu heller ikke her, men generelt set). Indtil man langsomt vaenner sig til de nye omgivelser, lyde, lugte og den jaevnt forurenede luft. Der er vel en grund til at saa mange i BA ryger, for det goer nok ikke den store forskel. Jeg kan i hvert fald maerke dagene blive flaaet af mit liv i den anden ende for hvert aandedrag jeg tager. Og saa alligevel. Har man foerst vaeret i New Delhi eller en anden indisk storby, saa er resten af verden jo et oekologisk paradis.
Til sagen: Ankom til lufthavnen, haevede penge og ringede til Etty, en flink aeldre dame jeg var blevet refereret til af en spansk skole jeg havde mailet med. Jeg er tydeligvis ved at blive gammel og fik naesten et panikanfald i flyet da jeg taenkte paa det, for jeg har i den sidste uge mailet med flere spanskskoler i et forsoeg paa at planlaegge mit ophold. Australierne kiggede ogsaa vantro paa mig da jeg fortalte dem om mine forberedelser, og mente bestemt ikke der var grund til den slags forudseenhed. Alt ordner sig naar man naar frem... og det har godt nok ogsaa vaeret min leveregel indtil videre. I flyet overvejede jeg ligefrem at droppe alle de kontakter jeg havde mailet med og saa finde noget helt andet... bare for ikke at planlaegge, men besluttede mig saa alligevel for at hoere hvad Etty kunne tilbyde af bolig.
Tog en bus til byen og en taxa til Etty og hun havde et vaerelse hos en spansk dame der boede med sine tre boern. Fint, og saa gik jeg hen og kiggede paa sagerne. Andrea (moderen) var yderst imoedekommende til trods for at hun ikke snakkede et ord engelsk, men jeg var jo heller ikke kommet for at snakke engelsk. Vaerelset saa fint ud og der var en stor tag terasse man kan benytte. Og til 1150 danske kroner for en maaned bliver det jo heller ikke meget billigere. Ahh, det goer det nu nok. Der er i hvert fald en del der har fundet billigt logi i doeraabninger rundt omkring i byen.
Efter et bad brugte jeg saa resten af dagen paa at vandre rundt i byen og se paa herlighederne. Vel er den beskidt og larmende, men naar man lige vaenner sig til det saa er der faktisk rigtig mange flotte gamle huse (kunne godt traenge til noget vedligeholdelse) og parker spredt rundt i byen. Overalt er der caféer, restauranter og smaa boder med sandwich, empanada, slik og sodavand. Og priserne... uhhh la la...
Indtil for fire aar siden havde Argentina bundet deres peso til den amerikanske dollar, ligesom vi i oejeblikket binder kronen til euroen... med den lille forskel at vores valuta rent faktisk er staerk nok til at foelge med euroen (og faktisk ogsaa staerkere end euroen, saa vidt jeg ved). De finansierede deres med laan, og flere laan indtil de praktisk taget gik statsbankerot og blev noedt til at slippe dollaren.. og vupti. Fra en dag til den anden droppede Pesoen til en tredjedel. Surt for den almene argentiner der indtil den dag havde vaeret naesten ligesaa rige som den vestlige verden, men godt for alle os andre.
Et par priseksempler:
1 times internet: 2-3 kroner. Og internet caféer ligger paa hvert gadehjoerne. Bogstaveligt talt. De er overalt med maksimum 100m imellem. Internettet er slaaet igennem hernede, men faa har internet i hjemmet. Perfekt for en lille skabsnoerd som mig saa naar jeg ikke terper spansk eller nyder solen (og den skinner hele tiden) saa sidder jeg og tamper loes i tasterne...
Et McDonald meal: Den internationalt anerkendte maalestok for et lands rigdom (dog med undtagelse af HongKong): 18,- Har dog endnu ikke proevet det... hvorfor skulle man da ogsaa det.
Busser: under 2 kroner.
Oel: Faas som regel i 1 liters flasker (hvor sympatisk), 4 kroner.
Roedvin: Fra Mendoza, glimrende roedvin, 10-20 kroner.
Og saa har jeg lige afleveret min fulde toejsamling bestaaende af 3 t-shirts og 4 par sokker til vask. En vask koster 9 kroner, men saa afleverer man altsaa ogsaa bare toejet til den flinke dame der vasker, toerrer og laegger det sammen for dig. Ligesom at bo hjemme. Tak for 19 gode aar, mor... :-)

Nu ud i solen og terpe lidt spansk.

Det lykkedes at faa vasket og pakket taske paa ny, hvilket basalt set betoed at halvdelen af toejet blev pillet ud. Det eneste man har brug for i Buenos Aires (BA) er 4 t-shirts, et par bukser, lidt sokker og tilsvarende undertoej. Resten kan vel koebes paa stedet.
Lidt noerd er man vel stadig saa faktisk blev det meste af de 6 timer jeg havde til raadighed brugt paa at installere og fylde min nyerhvervede Ipod Nano med musik. Ak ja, saa pludselig var det atter sent og der var to timer til flyet gik. Toej, kamera og alt andet der laa paa bordet blev smidt i tasken og saa gik det ellers afsted mod endnu en lufthavn.
Ahh, Koebenhavn. Utroligt naar det hele fungerer. Naaede lufthavnen med en time til overs, men hvad skuer jeg? Koeen til check-in skranken startede naesten ved togperronen. Det er tydeligvis sparetider hos SAS. Gudskelov er det muligt selv at checke ind ved at benytte de automater der er opstillet over det hele. Indsaet deres billet, vaelg siddeplads i flyet, hvor mange stykker bagage oensker de at checke ind, er de frequent flyer, er de boesse, saet selv bagageseddel paa taske og aflever den ved skranken.
Med et sidste kig paa den enorme koe der stadig voksede begav jeg mig mod sikkerhedstjekket; glad for at hoere til det teknologiske A-hold der ikke behoever at staa i koe foran check-in skranken... men til gengaeld kan staa i koe ved sikkerhedstjekket. Det maa vist vaere en del aar siden Kastrup vandt prisen for bedste lufthavn for det var da helt til grin. Der var ikke plads til flere folk ved tjekket i terminal 1 saa alle blev sendt hen til Terminal 2, hvor der saa var 100m koe ti minutter senere. Et skilt forkyndte at det kunne tage lidt laengere tid pga. terroristangrebet d. 11. september. Jo tak, fuld forstaaelse for det, men nu er det altsaa fire aar siden og amerikanerne har naaet at starte to krige siden, mens Kastrup i den mellemliggende tid ikke har naaet at goere plads til et par ekstra gennemlysningsmaskiner og ansaette ekstra personel. Saa er det da ogsaa retfaerdigt at I er saa dyr at flyve fra.
Men Lufthansa floej til tiden og afsted gik det. Foerst til Frankfurt og saa videre over vandet. Som en lille spoeg fra Luftwaffes side havde de sat portugisiske tekster paa de viste film mens de saa havde henholdsvis spansk og tysk lydspor. Aha. Jeg kedede mig dog saa meget at jeg rent faktisk saa Monster-in-law (svigermonster) med skiftende tysk og spansk tale. Det bliver den film bestemt ikke bedre af... eller ogsaa goer den.
Slumre. Spise. Slumre. Film. Spise. Slumre. Ahhh... at rejse er at leve, men man lever ikke mens man rejser.

Pokkers pokkers pokkers... Efter mange aars rejsen rundt omkring i verden lykkedes det saa endelig at misse et fly. Saa nu hvor jeg burde vaere hjemme i Danmark og se Broendby taeve FCK (nu taber de sikkert ogsaa; en ulykke kommer sjaeldent alene) sidder jeg i stedet i Munchen og venter paa at klokken skal blive 20.15 og jeg kan komme hjem med naeste Maersk air fly.
Og hvordan kunne saadan noget saa ske. Ak ja, en grum historie om Oktoberfest, vaekkeure der ikke fungerer, tog der misses og saa selvfoelgelig en foelge af at jeg ikke sov i naerheden af Tysker Lars. Naermere detaljer kan gives ved forespoergsel.
Man skal jo altid se paa det positive i disse situationer (som mor altid siger naar jeg ringer hjem og forklarer at jeg har mistet alle penge, papirer mv.). Denne gang maa det vaere at jeg i et anfald af fremsynethed bookede flyet til Buenos Aires imorgen i stedet for i dag... Det havde unaegteligt vaeret lidt vaerre hvis jeg missede min sydamerikas tur.. Ahh, man skal aldrig sige aldrig og jeg er jo ikke ligefrem hjemme endnu...
Afsted til lufthavnen og saa haaber jeg Murphy holder fri resten af dagen.

Mandag d. 19/9
Ohhh, det er ikke sjovt at vaagne op efter en lang dag til oktoberfest, men jeg var i den gunstige situation at jeg kunne sove ud. Lars havde et moede paa sit arbejde (PhD paa det tekniske universitet i Munchen) saa han stod op kl. 9. Det havde sat sine tydelige spor og han var ikke meget vaerd da jeg saa ham kl. 12. Jeg kiggede forbi universitetet for at spise frokost med ham og saa kunne jeg jo ogsaa lige moede hans kolleger og se stedet. Han proevede konstant at saelge et PhD studie paa hans universitet til mig, men at binde sig i tre aar lyder godt nok som lidt for lang tid... jeg er jo stadig ung. Med fare for at blive lynchet af folkene paa DTU, saa toer jeg godt sige at der blev lagt lidt flere arbejdstimer og lidt mere arbejde af de tyske PhD studerende... Det kunne nu ellers vaere laekkert at arbejde i Munchen i en periode. Billig oel, billige biler og bjergene ligger og lurer 30 minutters koersel mod syd... alle de ting en udlandshungrende dansker gaar og droemmer om.
Resten af eftermiddagen sad vi og stenede i hans kontor. Saa turede vi rundt i downtown Munchen og kiggede paa jakker, men det kunne umuligt blive til noget saa bagstive som vi var. Kl. 20.30 moedtes vi med Martin (fra skitur i Schweiz, Mads) og nogle andre PhD studerende til et par oel. Bemaerk venligst at de alle kom direkte fra universitetet og det var helt normalt at de arbejdede til saa sent. PhD i Tyskland... hmmmm...
Tirsdag d. 20/9
Lars smuttede atter paa arbejde saa jeg var overladt til mig selv og Munchen hele dagen. Efter noget frokost brugte jeg et par timer i den stoerste sportsbutik jeg har set. Alt alt alt for stort et udvalg. Man skulle helt klart vaere kvinde for at kunne tage en beslutning. Jeg ville saa gerne have en jakke til noget trek i sydamerika, men mulighederne var jo uendelige og priserne ligesaa. Hvad skulle man vaelge? Jeg maa bare erkende at mulighederne skal holdes nede paa to cifre for at jeg kan tage saa store beslutninger.
Om aftenen moedtes vi med en flok af Lars og Siljas venner der havde bestilt bord i en af oktoberfest hallerne. Der er tradition for at man tager til oktoberfest med venner eller arbejde (eller begge) saa dagen efter skulle Silja afsted med sit arbejde og torsdag var det saa Lars´ tur. Men foerst skulle vi altsaa lige have overstaaet det andet sociale arrangement.
Og resten er historie. En masse dansen paa baenke, flere store oel, videre i byen og saa sove lidt for laenge i stedet for at flyve hjem. Det er utroligt saa lidt der skal til for at tingene gaar galt. Vi naaede togstationen med to minutter til toget ankom og mens vi proevede at koebe billet koerte det saa ind paa perronen. Jeg opgav til sidst at koebe billet og loeb hen til doeren der lukkede, men det var for sent. Toget koerte sin vej og saa var der 20 minutter til det naeste.
I lufthavnen stormede jeg igennem terminalen, hoppede foran koen i sikkerhedstjekket og naaede gaten med al min bagage... tre minutter for sent. Med vaesende lunger fik jeg gjort hende klart at jeg ikke betragtede hendes foerste afvisning af mig som fyldestgoerende saa hun snakkede kort med nogen over radioen (kan naturligvis vaere hun fakede det) og gav mig saa sit endelige "nein". Til at tude over.
Saa der var ikke andet at goere end at booke det naeste fly med MaerskAir om aftenen, 12 timer senere. 12 timer der blev brugt paa en togtur til Munchen og en laengere gaatur rundt i byen i gaarsdagens toej; med roede oejne og sprutaande. Haarde vilkaar naar man burde vaere tilbage i Koebenhavn og goere klar til naeste rejse.
Alt godt har jo en ende og efter en lang dag i min egen personlige skaersild naaede jeg Koebenhavn og Per Martins sofa. Godnat og mange tak.