A Travellerspoint blog

Inca Trail

Bjerge og ruiner

sunny 18 °C

Så må det vist også være på tide at få skrevet lidt mere til den noget forsinkede rejsedagbog. Som tiden dog går når man rejser og pludselig er jeg tilbage i Argentina hvor tiden går med fester og andre fjollede ting.
Men tilbage til Peru hvor jeg vist er nået til d. 2. november der blev brugt som optakt til det højt besungne Inca trail trek... Fik betalt de resterende dollar ($US 295 ialt) og om aftenen var der så introduktionsmøde for alle de kommende vandrere. Intet ophidsende, andet end at de gentagne gange fortalte hvor hårdt det ville blive.. troede ikke rigtig på dem. Under spørgerunden forhørte jeg mig om medbragt alkohol til stor morskab for resten af selskabet. Desværre var jeg alligevel den eneste der syntes der var brug for den slags, men min medbragte rom smagte nu eventyrligt godt de kolde aftener i bjergene.
Næste morgen blev jeg hentet kl. 6 hvilket er lidt for tidligt efter min smag, specielt når der ikke er varmt vand på hostellet. Det frembragte et par grimme eder og et par slag til vandinstallationen. Så uden et sidste bad var jeg nu klar til det fantastiske Inca Trail. Og jo, det er da en udemærket tur. Flotte bjerge, masser af ruiner hele vejen og der var da også tider hvor man kom til at svede.. men så fantastisk synes jeg nu ikke det var. Har set flottere bjerge, smukkere ruiner men har aldrig fået bedre mad. Det var så her de 300 dollar kom til deres ret.
Til at betjene vores gruppe på 10 turister var der 12 bærere, en kok og en guide. Når vi nåede frem til frokost eller overnatningsstederne stod der et stort telt parat, te og snacks blev serveret og maden var simpelthen i særklasse. Altid 2 eller 3 retter og jeg har ikke fået så god mad mens jeg har rejst.
Vores guide Omar var flink og gjorde meget ud af at fortælle om de fantastiske inkaer og de onde onde dominikanske spaniere der på grummeste vis udslettede så avanceret en kultur. Da inkaerne ikke havde noget skriftsprog er der ikke meget viden der har overlevet til idag og han gentog utallige gange: "But really we don't know, unfortunately... because of the dominicans" eller "It was covered by nature".
Den første dag blev vi kørt ud i bjergene til vores startsted og derfra gik det så i adstadigt tempo op i bjergene. Ingen store stigninger og vi vandrede i 2500m højde så der var ingen åndenød. Snakkede en del med Nigel, en afslappet irer der virkede en smule malplaceret i sine cowboybukser og sneakers når alle andre havde det store outdoor udstyr i orden.
En af pigerne var rimelig presset og ville betale 30 dollar for at få en porter til at bære nogle af hendes ting. Da jeg syntes jeg manglede lidt udfordringer tilbød jeg at tage nogle af hendes ting mod betaling i øl, så på anden dagen blev min rygsæk vejet til 16kg. Afsted mod første og højeste pas i 4200m højde, og gruppen blev hurtigt spredt ud. Nigel og jeg travede opad sammen og nåede efter et par timer frem til sidste hvilested inden toppen. Herfra gik hver mand for sig selv og det tog 45 minutter at nå toppen. De sidste i vores gruppe var flere timer efter os andre og da vi også skulle give bærerne tid til at klargøre frokost blev det til et længere ophold på toppen af passet. Jeg brugte noget af tiden på at kravle et par hundrede meter op ad bjerget der tårnede sig over passet.
Vores frokoststed blev også vores overnatningsted så resten af dagen gik sin stille gang med at slappe af... som man nu slapper af. Lidt alkohol, og sørme om vores meget flinke guide Omar ikke var faldet over lidt tørrede planteskud fra diverse bjergurter der kunne ryges.
3. dagen endte med at blive den hårdeste da vi nu skulle over to pas og samtidig trave ned ad den såkaldte gringokiller der bestod af 3600 velvoksne trappetrin. På pas nummer to nåede jeg toppen som den første og besluttede mig for at bruge ventetiden på at bestige et bjerg så jeg smed tasken og kravlede op til toppen en god del hundrede meter over passet. Og ned igen.
Nigel og jeg begyndte at diskutere de kolde øl vi skulle have når vi kom frem til lejren om aftenen så den sidste nedstigning foregik i løb og blev vist gjort på under en time... men så smagte de øl også ekstra godt.
Den fjerde dag skulle vi så omsider se Machu Picchu og spændingen var stor. For os og for de 150 andre turister der stod før os i køen for at komme frem til Solporten. Her lovede jeg mig selv aldrig at tage sådan en tur igen for det ødelægger jo en del af den uspolerede stemning når man går i hælene på alle de andre turister og der står 100 snakkende vesterlændinge mellem dig og billedet af Machu Picchu.
Nåh, vi nåede omsider frem til ruinerne men så sent at der var proppet med mennesker. Jeg må nok erkende at jeg ikke er det store ruin menneske og havde svært ved at sætte pris på alle de små detaljer som Omar fortalte. Kan godt se at de var dygtige til at skære sten til og stable dem ovenpå hinanden, men burde de ikke have udvundet noget jern, lavet nogle ordentlige våben og forsvaret deres kultur. Og som en lille sidebemærkning til spaniernes ødelæggelse af deres kultur. Inka riget havde blot eksisteret i 100 år og var naturligvis vokset ved erobring og da spanierne meldte deres ankomst var de svækkede af en flerårig borgerkrig mellem to af inkaerne... så smartere var de altså ikke... selvom de var gode til at bygge i sten.
Efter vores guidede tur løb jeg en tur op på toppen af Wayne Picchu, det lille bjerg der ligger bag Machu Picchu. Matt fra sydafrika fortalte at hans mor havde klaret opstigningen på 30min og man kan jo ikke lade sig slå af en ældre dame fra afrika, så jeg stormede afsted og nåede toppen efter 24min... pænt smadret.
Så var der ingen grund til at bruge mere tid på ruiner og jeg tog en bus ned til byen og gik i de varme bade mens det styrtregnede... for første gang på vores tur. Vejret var virkelig med os og vi startede hver morgen med solskin afløst af en smule skyer om eftermiddagen.
Tog tilbage til Cusco og efter endnu et usselt bad på hostellet lidt øl med de andre fra turen inden vi alle gik relativt tidligt i seng.
Og dermed slut.

Posted by lyster 10:03 Archived in Peru Tagged round_the_world Comments (1)

Isla del Sol

Copacabana, Isla del Sol og lidt tanker om Cusco og peruvianere.

sunny 16 °C

Jeg er af Brian Birke blevet bedt om at beskrive forskellen på de højt besungne argentinske kvinder og kvinderne i La Paz og må jo med skam erkende at mit kendskab til begge steders feminine sider er langt fra ønskeligt. Kvinderne i La Paz ligner dog noget mere deres søstre i BsAs end i resten af Bolivia. Nu har jeg jo ikke set så pokkers meget af Bolivia, men langt størsteparten af landets befolkning består af renblodede indianere eller mikset blod. Og meget kan man sige om indianerene men de ligger altså et stykke fra den vestlige verdens skønhedsidealer og såmænd også et stykke fra skønhedsidealerne i sydamerika. Det kan synes lidt underligt, men man er tilsyneladende smukkere jo hvidere man er (noget os med lactosehud altid har vidst) hvis man skal dømme efter reklamer, tv-personer osv.
Godt så.
Efter lidt mere roden rundt i La Paz tog jeg en eftermiddagsbus til Copacabana ved Lake Titicaca der ikke er helt så eksotisk som navnet giver udtryk for. Kom for sent til at nyde den smukke solnedgang og brugte aftenen på at kigge lidt på byen. Turistet.
Stod tidligt op, fik afleveret den store rygsæk og gik så nordpå. 17km smuk tur i bakkerne langs kysten inden jeg nåede Yampupata. Herfra kunne man chartre sig en båd til Isla del Sol, hvilket var præcis hvad jeg havde tænkt mig at gøre. Imod al logik kostede det 70kroner at blive sejlet over med motor, hvorimod en robåd kunne lejes for 15kroner. Efter at have sikret mig at det ikke var undertegnede der selv skulle svinge årerne blev der givet hånd og så gik turen ellers langsomt mod øen.
Vel fremme travede jeg mod den nordlige del af øen alt imens jeg besteg alle de toppe jeg kunne komme i nærheden af. Det er nu ikke fordi der er de helt store bjerge, men alting virker højere og hårdere når man er i 3800m højde. Det højeste punkt var 4061m over havet, så det var ikke de store tinder, Isla del Sol kunne byde på. Men flot var det.
Nød en smuk solnedgang fra toppen af øen og blev overrasket over hvor hurtigt det bliver mørkt. Havde regnet med at kunne nå ned til Cha´llapama hvor jeg ville overnatte inden mørket satte ind, men det blev en hæsblæsende løbetur ned ad skråninger i det tiltagende tusmørke og det sidste stykke måtte jeg kravle igennem folks haver i næsten totalt mørke... god timing.
Den eneste anden person på hostellet var en kvindelig amerikaner der var professionel fløjtespiller og nu brugte sin ferie på at rejse rundt til gamle ruiner og spille fløjte... meget sjovt. På landet i Bolivia lever man med solen så når det først er mørkt går man i seng. Det lykkedes mig dog at få åbnet den lille bys eneste restaurant igen, men for den fyrstelige sum af 12 kroner for en 2-retters menu var det vel heller ikke for meget forlangt.
Syntes selv jeg stod tidligt op kl. 6, men alle andre var tilsyneladende stået op ved solopgang kl. 5.30. Spiste lidt kiks og vandrede så hastigt sydpå mod hovedbyen Yumani hvorfra færgen gik kl. 10.30. Det tog under 2 timer så der var god tid til lidt rigtig morgenmad inden færgen forlod Isla del Sol. Tilbage i Copacabana var der lige tid til at bestige bjerget der tårner sig over byen før jeg tog bussen mod Cusco.
Efter endnu en lang bustur på 11 timer nåede jeg endelig frem til Cusco. Jeg havde John fra Estados Unidos til at holde mig med selskab og han er klart en af de mest fornuftige amerikanere jeg har mødt længe. Hans kæreste var allerede i Cusco så jeg checkede ind på samme hostel. Billigt og skod dårligt.
Nu har jeg ikke set så forfærdelig mange hostels i sydamerika, men det her var da helt klart ringe. En af de vigtigste ting når man rejser er de varme bade og der er ikke noget værre end at vente 5 minutter på halvlunkent vand der pludselig bliver afløst af iskold vanddamp mens det lyder som om vandrørene er ved at eksplodere. Så bliver man bitter og småirriteret når man står der med sæbe over det hele, ja man gør så.
Jeg ved ikke hvorfor, men lokale peruvianere lader ikke til at vide hvad deres gæster ønsker... eller osgå er de bare ligeglade. Selvfølgelig er der dyre hoteller der har al tænkelig luksus for mange dollars, men kigger man på hostels så er det klart mest populære hostel, Loki, ejet og drevet af en englænder eller irer.
Det er placeret et godt stykke væk fra det populære centrum, men til gengæld har de taget sig tid til at gøre noget ved de små ting. Rummene er malet, der er sat lidt fliser op i badeværelserne, der er en hyggelig restaurant med tilhørende bar og gratis internet. For det tager de så 40kroner pr. nat for en køjeseng i et 10-mands rum.
Til sammenligning betaler jeg 28 kroner for mit eget værelse med to senge og mit hostel ligger 50m fra centrum. Hvorfor er mit hostel så halvtomt, mens Loki er konstant booket op. Detaljerne.
En peruvianer tager en gammel bygning, hænger et par pærer op i rummene, får skrabet nogle gamle udslidte senge med usle madrasser af varierende kvalitet sammen og lejer det ud så billigt at folk vil bo der. Ingen maling, ingen vedligeholdelse. Der er ikke brugt penge på noget og det er tydeligt at der kun tænkes en måned frem.
Nu kunne man så komme med det argument at vesterlændingen sikkert har mange flere penge at gøre godt med, men det tror jeg egentlig ikke er tilfældet for så dyrt er det altså ikke at få malet et rum, gøre et badeværelse bare en lille smule indbydende og sørge for at der er ordentligt varmt vand. Men det kræver naturligvis at man investerer bare en lille smule og dermed planlægger mere end 6 måneder frem.
Hvor dyrt er det at købe en lampeskærm til 4 kroner og hænge over pæren? Det kan ikke være det der ødelægger budgettet, men langt de fleste steder: restauranter, hostels, butikker, hænger der blot en bar pære og lyser.
Nåh, ikke mere pjat om peruvianernes manglende forretningssans, for det er ikke kun her, men i de fleste ulande det gør sig gældende. Man tænker kun en uge frem.

Posted by lyster 11:07 Archived in Bolivia Tagged round_the_world Comments (0)

Salt, salt, salt

Salar de Uyuni og La Paz

sunny 14 °C

Onsdag d. 26/10
Efter endnu 9½ timers transport nåede jeg Uyuni hvor jeg omsider kunne finde et hotel. Togturen gik flot igennem de bolivianske bjerge men efter at det blev mørkt var der ikke så vanvittig meget sjov ved det. Har ikke rigtig mærket noget til højdesyge efter at jeg er kommet op i 3600m højde, men mine ben begyndte at gøre ondt, som om de led af vokseværk, mod slutningen af togturen. Måske et symptom... eller også bare et symptom på 38 timers kontinuerlig rejse. Rart var det i hvert fald ikke..
Ledte efter et sted at sove og det første hostel var fyldt. Mødte en underlig italiener med samme behov og vi endte i et dobbeltværelse. Han var godt nok en sær snegl og snakkede hverken spansk eller engelsk. Held og lykke i sydamerika, kammerat, for det er altså småt med folk der kan italiensk.. Kunne ikke sove pga. føromtalte smerter i benene og kulde. Det er koldt om natten. Rigtig koldt, og isolering er jo ikke ligefrem slået igennem endnu.
Torsdag d. 27/10
Jeg vågnede op, hvilket jo som regel indikerer at man er faldet i søvn så på et eller andet tidspunkt så jeg havde da fået et par timers søvn. Italiener-kaj var smuttet, hvilket egentlig ikke gjorde mig specielt ked af det. Tavsheden mellem os var næsten for meget, og mine små forsøg på at snakke spansk til ham blev ikke rigtig til noget.
Jeg trillede ud i Uyuni for at finde noget morgenmad og måske en tur til saltørkenen der er det eneste man kan gøre her... At finde en tur var bestemt ikke noget problem. Var ikke engang nået ud af bygningen før jeg var i et rejsebureau. Efter et par ivrige sælgere i diverse andre butikker endte jeg med en to dages tur med en flink italiener, Alessandro. Kunne ikke helt overskue en 3-dages tur hvor størstedelen af tiden ville foregå, spærret inde i en jeep. Specielt ikke, når jeg skulle videre med bus til La Paz bagefter.
Efter et varmt bad og noget morgenmad shoppede jeg noget varmt undertøj med Alex og det kom jeg sandelig ikke til at fortryde. Først på eftermiddagen kom vi så afsted mod verdens største saltsø.. og den er godt nok stor. På vejen stoppede vi ved et lille saltudvindings...sted. Fabrik ville nok være lige i overkanten for et familieforetagende hvor mor og døtre sad i mørket i en os af brændt salt og saltstøv og fyldte salt i poser. Lige en sag for Red Barnet, men de har vel for travlt med at redde parisiske prostituerede på stripklubber..
Nåede vel frem til Hotel de Sal der lå midt ude i saltet og meget passende var bygget fuldstændig i salt, og her skulle vi så overnatte. Stedet bød ikke på de store attraktioner bortset fra salt, så vi brugte resten af eftermiddagen i solen og fjollede rundt med 7-årige Kevin, hvis forældre driver hotellet. Jeg troede først han var åndsvag, men måske bare lidt understimuleret når man bor på et salthotel uden at se andre børn.
Det var ganske interessant at være ude i saltørkenen og vi fik vores oplevelse helt for os selv da vi var de eneste overnattende gæster. Vi håbede naturligvis hele tiden at der ville kigge et par svenske piger forbi, men til trods for en masse stjerneskud blev det ikke til noget. Så meget for den barnetro.
Nød en smuk solnedgang og så blev det rigtig rigtig koldt. Gudskelov for mine nye uldsokker og lange underbukser.. eller så lange som man nu kan få dem i Bolivia, hvilket vil sige lige under knæene. Endte med at drikke os halvfulde i noget afskyeligt rom.
Fredag d. 28/10
Det var meningen at vi skulle blive hentet kl. 11.30 og fortsætte vores tur rundt i saltet, men der gik lige et par timer mere inden vores redning kom. Afsted mod en ø i saltet fyldt med store kaktusser og så til en nydelig vulkan. Der var selvfølgelig ikke tid til at klatre op på den, og jeg mangler stadig at bestige et eller andet bjerg..
To timers køretur tilbage til Uyuni, en pizza og så 12 timer mere med bus til La Paz.. arghh.. jeg er fuldstændig smadret på nuværende tidspunkt og trænger bare til at være det samme sted et par dage, men jeg har ikke tid til at stoppe op for jeg skal være i Cusco i Peru d. 2. november.. Gud, hvor jeg dog hader fastsatte datoer.. aldrig mere.
Lørdag d. 29/10
Tjekkede ind på Hotel Torino i La Paz og fik et varmt bad. Skønt, men det ville have været bedre hvis ikke man fik stød når man rørte ved bruseren. Der er noget underligt ubehageligt ved få stød af en 220V installation når man står i vand til anklerne. Ventede hele tiden på at få det store stød, men jeg overlevede og blev ren i processen..
Ud i byen og jeg endte ved katedralen på Plaza San Francisco hvor alle de små skopudsere sværmede om mine stakkels sko der altså ikke skal pudses. Endte tilsidst i snak med Adolfo der læser på universitetet og ikke snakker et ord engelsk. Glimrende lejlighed til at få pudset det spanske af.. En overordentlig flink fyr der lige havde en eftermiddag ledig til at tage sig af en dansk turist. Jeg er dybt imponeret af ham. Han har et fuldtidsjob på en restaurant til 500 danske kroner i måneden, og så er han DJ på et diskotek hvor han tjener 40 kroner for 8 timers arbejde. Plus noget andet løsarbejde når han har tid... og så et universitetsstudie ved siden af alle hverdagsaftener.
Men vi trillede rundt i byen og kiggede lidt på seværdigheder, et museum, udsigt over La Paz, noget frokost og et par øl ind imellem det hele. Jeg var så storsindet at betale for frokost, øl og taxature men det løb også kun op i 40 kroner, hvilket betyder en del mindre for mig end for ham.
Nada más. Nu ud og spise lidt billig mad og drikke et par øl i La Paz der er endnu en positiv overraskelse. Synes den er pænere end jeg havde forventet.

Posted by lyster 17:06 Archived in Bolivia Tagged round_the_world Comments (0)

Bienvenidos a Bolivia

La Quiacha - Villacion

sunny 26 °C

Ohhh... min kommende kiropraktor bliver et lykkeligt og rigt menneske. Efter 26 timers bustur (vi var kun 5 min forsinket) nåede vi endelig La Quiacha på grænsen til Bolivia. Ud af bussen, hæve lidt ekstra penge i Argentina (det var vist ikke sikkert om man kunne finde en hæveautomat der tog visa på den anden side af grænsen) og så ellers ind i Bolivia. Mit middelmådige og yderst begrænsede spanske er rigeligt til at klare sig rundt så endnu ingen problemer.
Over grænsen, til togstation og købe billet til Uyuni, der skulle have nogle meget store udtørrede saltsøer. Toget afgår om en lille times tid så der var lige tid til at checke mail og fortælle at jeg stadig lever.
Turen var præcis så kedelig og forudsigelig som man kunne forestille sig af 26 timer i bus. Og det var ikke fordi vi kørte langsomt at det tog så lang tid. Gode veje hele turen. Argentina er bare et møgstort land. Den første dag kørte vi hen over Argentinas flade landbrugsland fyldt med køer og afgrøder og byerne så ganske pæne ud. Natten igennem kørte vi så langsomt op i højderne og i formiddags nåede vi så op til den højslette der udgør en stor del af Bolivia.. tror jeg.
Det ligner til forveksling Iran, hvilket vil sige et trøstesløst landskab med bjerge, grusbjerge og sletter fyldt med sten og lidt krat hist og pist. Ikke ligefrem et sted man kunne forestille sig at bo i længere tid af gangen. Men når man kommer fra pandekage Danmark så har alt med top jo en vis charme.
Det er fedt endelig at komme igang med at rejse igen for selvom jeg har været afsted en måned vil jeg ikke ligefrem kalde det at bo i BsAs at rejse. Nærmere et studieophold i en anden europæisk by. Nu tænker jeg for første gang på at jeg skal passe på mine ting, ikke blive hustlet af lokale charletaner og bliver passet op af lokale der gerne vil hjælpe mig mod un pocito plata... Ja ja.. når en 9 timers togtur koster under 50 danske rigsdaler kan det vel ikke gå helt galt.
Nu afsted til toget og endnu 9 timers transport, men jeg er bare glad for at jeg ikke er tvunget til at blive i Villacion en nat. Det virker ikke som den mest interessante by, men de har da en udemærket internet café hvor man kan komme til at ændre sproget.. ÆØÅ.. :-)

Posted by lyster 11:43 Archived in Bolivia Tagged round_the_world Comments (0)

Farvel Buenos Aires

rain 14 °C

Saa er det tid til at komme afsted, og tidspunktet kunne ikke vaere bedre. Efter et par uger med sol og til stadighed varmere vejr har det vaeret delvist overskyet de sidste par dage og idag gik det saa amok med regnvejr hele dagen a la Danmark. Saa er det ikke helt saa svaert at sige farvel. Farvel.
Til trods for at jeg har vaeret her en maaned har jeg naturligvis ikke faaet planlagt det ordentligt saa jeg tog ind paa et rejsekontor og forhoerte mig om flyrejser nordpaa mod Bolivia. Det var der sjovt nok ingen af imorgen og den paa onsdag koster 800,- saa det bliver til en 26 timers bustur fra imorgen kl. 10. Deres busser skulle dog vaere yderst behagelige og med god plads og saa kan det jo ikke afskraekke. Har jo haft fornoejelsen af verdens vaerste bustur ned igennem Sumatra men det var selvfoelgelig 9 aar (arrghhh...) og en hel del magelighed siden.
Tjahh, mangler jo stadig at faa skrevet om mine sidste to uger i BA, men det maa vente til jeg lige pludselig faar tid. Nu gaelder det foerst et hurtigt kig paa Bolivia og dernaest noget vandring i Perus bjerge. Det kan ikke gaa helt galt.
Den sidste uge har ellers vaeret stille og rolig efter at de oestrigske piger tog til videre. Skiftede til en ny spansk laerer der gik en del mere op i at snakke spansk. Kunne godt maerke fremskridt efter en uge med 15 timers spansk og jeg kan saa smaat goere mig forstaaelig saa laenge det ikke indebaerer svaere verber eller underlige ord. Og det er nok ogsaa ret sjaeldent det lykkes mig at boeje noget som helst rigtigt i datid... men men men. Det gaar fremad.
De sidste par dage har jeg stormet rundt og shoppet mig klar til bjergene. Der er blevet koebt jakke, fleece, vandresko og alt muligt andet habengut som sikkert ikke er noedvendigt. Derudover har jeg faaet shoppet mig et par tangosko hvis nu man skulle falde over et blankpoleret dansegulv i DK.
Blev desuden lidt skraemt af beretninger om alle de sygdomme man kunne paadrage sig i junglen saa jeg tog paa apoteket og fik alle de vaccinationer jeg skulle have haft for en maaned siden. Gul feber, tyfus, hepatitis a+b (kunne jo ligesaa godt tage dem begge to) og stivkrampe.. naar man foerst kommer igang, saa... Saa jeg er pumpet fuld af sygdom og har faktisk gaaet rundt og hostet lidt og faaet hovedpine de sidste par dage. Eller ogsaa er det bare indbildning. Og jeg ved godt at vaccinationer foerst virker efter 2 uger, saa jeg haaber ikke jeg bliver ramt af grumme bakterier indtil da.
Det er ellers en ren fornoejelse at faa vaccinationer her. Man gaar ind paa det naermeste apotek og siger hvad man skal have. Betaler for vaccinen og faar den stukket i haanden (ja, altsaa ikke med en naal) og saa kan man gaa ind i et lille rum hvor der staar en flink dame og stikker dig med din medbragte vaccine. Og det er vist det eneste hun goer for hun var godt nok god og effektiv. Ak ja, hvis bare alle kunne stikke som hende. Tror egenlig ogsaa det er ret billigt hernede. Endte med at betale 750,- for hele showet og det virker jo ikke saa dyrt efter danske normer.. Der skal doktormanden da ikke kigge ret meget paa en naal foer det koster 500,-.
Nu afsted mod Bolivia.

Posted by lyster 21:53 Archived in Argentina Tagged round_the_world Comments (0)

(Entries 11 - 15 of 32) « Page 1 2 [3] 4 5 6 7 »