Rejsende Lyster

Jeg er af Brian Birke blevet bedt om at beskrive forskellen på de højt besungne argentinske kvinder og kvinderne i La Paz og må jo med skam erkende at mit kendskab til begge steders feminine sider er langt fra ønskeligt. Kvinderne i La Paz ligner dog noget mere deres søstre i BsAs end i resten af Bolivia. Nu har jeg jo ikke set så pokkers meget af Bolivia, men langt størsteparten af landets befolkning består af renblodede indianere eller mikset blod. Og meget kan man sige om indianerene men de ligger altså et stykke fra den vestlige verdens skønhedsidealer og såmænd også et stykke fra skønhedsidealerne i sydamerika. Det kan synes lidt underligt, men man er tilsyneladende smukkere jo hvidere man er (noget os med lactosehud altid har vidst) hvis man skal dømme efter reklamer, tv-personer osv.
Godt så.
Efter lidt mere roden rundt i La Paz tog jeg en eftermiddagsbus til Copacabana ved Lake Titicaca der ikke er helt så eksotisk som navnet giver udtryk for. Kom for sent til at nyde den smukke solnedgang og brugte aftenen på at kigge lidt på byen. Turistet.
Stod tidligt op, fik afleveret den store rygsæk og gik så nordpå. 17km smuk tur i bakkerne langs kysten inden jeg nåede Yampupata. Herfra kunne man chartre sig en båd til Isla del Sol, hvilket var præcis hvad jeg havde tænkt mig at gøre. Imod al logik kostede det 70kroner at blive sejlet over med motor, hvorimod en robåd kunne lejes for 15kroner. Efter at have sikret mig at det ikke var undertegnede der selv skulle svinge årerne blev der givet hånd og så gik turen ellers langsomt mod øen.
Vel fremme travede jeg mod den nordlige del af øen alt imens jeg besteg alle de toppe jeg kunne komme i nærheden af. Det er nu ikke fordi der er de helt store bjerge, men alting virker højere og hårdere når man er i 3800m højde. Det højeste punkt var 4061m over havet, så det var ikke de store tinder, Isla del Sol kunne byde på. Men flot var det.
Nød en smuk solnedgang fra toppen af øen og blev overrasket over hvor hurtigt det bliver mørkt. Havde regnet med at kunne nå ned til Cha´llapama hvor jeg ville overnatte inden mørket satte ind, men det blev en hæsblæsende løbetur ned ad skråninger i det tiltagende tusmørke og det sidste stykke måtte jeg kravle igennem folks haver i næsten totalt mørke... god timing.
Den eneste anden person på hostellet var en kvindelig amerikaner der var professionel fløjtespiller og nu brugte sin ferie på at rejse rundt til gamle ruiner og spille fløjte... meget sjovt. På landet i Bolivia lever man med solen så når det først er mørkt går man i seng. Det lykkedes mig dog at få åbnet den lille bys eneste restaurant igen, men for den fyrstelige sum af 12 kroner for en 2-retters menu var det vel heller ikke for meget forlangt.
Syntes selv jeg stod tidligt op kl. 6, men alle andre var tilsyneladende stået op ved solopgang kl. 5.30. Spiste lidt kiks og vandrede så hastigt sydpå mod hovedbyen Yumani hvorfra færgen gik kl. 10.30. Det tog under 2 timer så der var god tid til lidt rigtig morgenmad inden færgen forlod Isla del Sol. Tilbage i Copacabana var der lige tid til at bestige bjerget der tårner sig over byen før jeg tog bussen mod Cusco.
Efter endnu en lang bustur på 11 timer nåede jeg endelig frem til Cusco. Jeg havde John fra Estados Unidos til at holde mig med selskab og han er klart en af de mest fornuftige amerikanere jeg har mødt længe. Hans kæreste var allerede i Cusco så jeg checkede ind på samme hostel. Billigt og skod dårligt.
Nu har jeg ikke set så forfærdelig mange hostels i sydamerika, men det her var da helt klart ringe. En af de vigtigste ting når man rejser er de varme bade og der er ikke noget værre end at vente 5 minutter på halvlunkent vand der pludselig bliver afløst af iskold vanddamp mens det lyder som om vandrørene er ved at eksplodere. Så bliver man bitter og småirriteret når man står der med sæbe over det hele, ja man gør så.
Jeg ved ikke hvorfor, men lokale peruvianere lader ikke til at vide hvad deres gæster ønsker... eller osgå er de bare ligeglade. Selvfølgelig er der dyre hoteller der har al tænkelig luksus for mange dollars, men kigger man på hostels så er det klart mest populære hostel, Loki, ejet og drevet af en englænder eller irer.
Det er placeret et godt stykke væk fra det populære centrum, men til gengæld har de taget sig tid til at gøre noget ved de små ting. Rummene er malet, der er sat lidt fliser op i badeværelserne, der er en hyggelig restaurant med tilhørende bar og gratis internet. For det tager de så 40kroner pr. nat for en køjeseng i et 10-mands rum.
Til sammenligning betaler jeg 28 kroner for mit eget værelse med to senge og mit hostel ligger 50m fra centrum. Hvorfor er mit hostel så halvtomt, mens Loki er konstant booket op. Detaljerne.
En peruvianer tager en gammel bygning, hænger et par pærer op i rummene, får skrabet nogle gamle udslidte senge med usle madrasser af varierende kvalitet sammen og lejer det ud så billigt at folk vil bo der. Ingen maling, ingen vedligeholdelse. Der er ikke brugt penge på noget og det er tydeligt at der kun tænkes en måned frem.
Nu kunne man så komme med det argument at vesterlændingen sikkert har mange flere penge at gøre godt med, men det tror jeg egentlig ikke er tilfældet for så dyrt er det altså ikke at få malet et rum, gøre et badeværelse bare en lille smule indbydende og sørge for at der er ordentligt varmt vand. Men det kræver naturligvis at man investerer bare en lille smule og dermed planlægger mere end 6 måneder frem.
Hvor dyrt er det at købe en lampeskærm til 4 kroner og hænge over pæren? Det kan ikke være det der ødelægger budgettet, men langt de fleste steder: restauranter, hostels, butikker, hænger der blot en bar pære og lyser.
Nåh, ikke mere pjat om peruvianernes manglende forretningssans, for det er ikke kun her, men i de fleste ulande det gør sig gældende. Man tænker kun en uge frem.

Onsdag d. 26/10
Efter endnu 9½ timers transport nåede jeg Uyuni hvor jeg omsider kunne finde et hotel. Togturen gik flot igennem de bolivianske bjerge men efter at det blev mørkt var der ikke så vanvittig meget sjov ved det. Har ikke rigtig mærket noget til højdesyge efter at jeg er kommet op i 3600m højde, men mine ben begyndte at gøre ondt, som om de led af vokseværk, mod slutningen af togturen. Måske et symptom... eller også bare et symptom på 38 timers kontinuerlig rejse. Rart var det i hvert fald ikke..
Ledte efter et sted at sove og det første hostel var fyldt. Mødte en underlig italiener med samme behov og vi endte i et dobbeltværelse. Han var godt nok en sær snegl og snakkede hverken spansk eller engelsk. Held og lykke i sydamerika, kammerat, for det er altså småt med folk der kan italiensk.. Kunne ikke sove pga. føromtalte smerter i benene og kulde. Det er koldt om natten. Rigtig koldt, og isolering er jo ikke ligefrem slået igennem endnu.
Torsdag d. 27/10
Jeg vågnede op, hvilket jo som regel indikerer at man er faldet i søvn så på et eller andet tidspunkt så jeg havde da fået et par timers søvn. Italiener-kaj var smuttet, hvilket egentlig ikke gjorde mig specielt ked af det. Tavsheden mellem os var næsten for meget, og mine små forsøg på at snakke spansk til ham blev ikke rigtig til noget.
Jeg trillede ud i Uyuni for at finde noget morgenmad og måske en tur til saltørkenen der er det eneste man kan gøre her... At finde en tur var bestemt ikke noget problem. Var ikke engang nået ud af bygningen før jeg var i et rejsebureau. Efter et par ivrige sælgere i diverse andre butikker endte jeg med en to dages tur med en flink italiener, Alessandro. Kunne ikke helt overskue en 3-dages tur hvor størstedelen af tiden ville foregå, spærret inde i en jeep. Specielt ikke, når jeg skulle videre med bus til La Paz bagefter.
Efter et varmt bad og noget morgenmad shoppede jeg noget varmt undertøj med Alex og det kom jeg sandelig ikke til at fortryde. Først på eftermiddagen kom vi så afsted mod verdens største saltsø.. og den er godt nok stor. På vejen stoppede vi ved et lille saltudvindings...sted. Fabrik ville nok være lige i overkanten for et familieforetagende hvor mor og døtre sad i mørket i en os af brændt salt og saltstøv og fyldte salt i poser. Lige en sag for Red Barnet, men de har vel for travlt med at redde parisiske prostituerede på stripklubber..
Nåede vel frem til Hotel de Sal der lå midt ude i saltet og meget passende var bygget fuldstændig i salt, og her skulle vi så overnatte. Stedet bød ikke på de store attraktioner bortset fra salt, så vi brugte resten af eftermiddagen i solen og fjollede rundt med 7-årige Kevin, hvis forældre driver hotellet. Jeg troede først han var åndsvag, men måske bare lidt understimuleret når man bor på et salthotel uden at se andre børn.
Det var ganske interessant at være ude i saltørkenen og vi fik vores oplevelse helt for os selv da vi var de eneste overnattende gæster. Vi håbede naturligvis hele tiden at der ville kigge et par svenske piger forbi, men til trods for en masse stjerneskud blev det ikke til noget. Så meget for den barnetro.
Nød en smuk solnedgang og så blev det rigtig rigtig koldt. Gudskelov for mine nye uldsokker og lange underbukser.. eller så lange som man nu kan få dem i Bolivia, hvilket vil sige lige under knæene. Endte med at drikke os halvfulde i noget afskyeligt rom.
Fredag d. 28/10
Det var meningen at vi skulle blive hentet kl. 11.30 og fortsætte vores tur rundt i saltet, men der gik lige et par timer mere inden vores redning kom. Afsted mod en ø i saltet fyldt med store kaktusser og så til en nydelig vulkan. Der var selvfølgelig ikke tid til at klatre op på den, og jeg mangler stadig at bestige et eller andet bjerg..
To timers køretur tilbage til Uyuni, en pizza og så 12 timer mere med bus til La Paz.. arghh.. jeg er fuldstændig smadret på nuværende tidspunkt og trænger bare til at være det samme sted et par dage, men jeg har ikke tid til at stoppe op for jeg skal være i Cusco i Peru d. 2. november.. Gud, hvor jeg dog hader fastsatte datoer.. aldrig mere.
Lørdag d. 29/10
Tjekkede ind på Hotel Torino i La Paz og fik et varmt bad. Skønt, men det ville have været bedre hvis ikke man fik stød når man rørte ved bruseren. Der er noget underligt ubehageligt ved få stød af en 220V installation når man står i vand til anklerne. Ventede hele tiden på at få det store stød, men jeg overlevede og blev ren i processen..
Ud i byen og jeg endte ved katedralen på Plaza San Francisco hvor alle de små skopudsere sværmede om mine stakkels sko der altså ikke skal pudses. Endte tilsidst i snak med Adolfo der læser på universitetet og ikke snakker et ord engelsk. Glimrende lejlighed til at få pudset det spanske af.. En overordentlig flink fyr der lige havde en eftermiddag ledig til at tage sig af en dansk turist. Jeg er dybt imponeret af ham. Han har et fuldtidsjob på en restaurant til 500 danske kroner i måneden, og så er han DJ på et diskotek hvor han tjener 40 kroner for 8 timers arbejde. Plus noget andet løsarbejde når han har tid... og så et universitetsstudie ved siden af alle hverdagsaftener.
Men vi trillede rundt i byen og kiggede lidt på seværdigheder, et museum, udsigt over La Paz, noget frokost og et par øl ind imellem det hele. Jeg var så storsindet at betale for frokost, øl og taxature men det løb også kun op i 40 kroner, hvilket betyder en del mindre for mig end for ham.
Nada más. Nu ud og spise lidt billig mad og drikke et par øl i La Paz der er endnu en positiv overraskelse. Synes den er pænere end jeg havde forventet.

Ohhh... min kommende kiropraktor bliver et lykkeligt og rigt menneske. Efter 26 timers bustur (vi var kun 5 min forsinket) nåede vi endelig La Quiacha på grænsen til Bolivia. Ud af bussen, hæve lidt ekstra penge i Argentina (det var vist ikke sikkert om man kunne finde en hæveautomat der tog visa på den anden side af grænsen) og så ellers ind i Bolivia. Mit middelmådige og yderst begrænsede spanske er rigeligt til at klare sig rundt så endnu ingen problemer.
Over grænsen, til togstation og købe billet til Uyuni, der skulle have nogle meget store udtørrede saltsøer. Toget afgår om en lille times tid så der var lige tid til at checke mail og fortælle at jeg stadig lever.
Turen var præcis så kedelig og forudsigelig som man kunne forestille sig af 26 timer i bus. Og det var ikke fordi vi kørte langsomt at det tog så lang tid. Gode veje hele turen. Argentina er bare et møgstort land. Den første dag kørte vi hen over Argentinas flade landbrugsland fyldt med køer og afgrøder og byerne så ganske pæne ud. Natten igennem kørte vi så langsomt op i højderne og i formiddags nåede vi så op til den højslette der udgør en stor del af Bolivia.. tror jeg.
Det ligner til forveksling Iran, hvilket vil sige et trøstesløst landskab med bjerge, grusbjerge og sletter fyldt med sten og lidt krat hist og pist. Ikke ligefrem et sted man kunne forestille sig at bo i længere tid af gangen. Men når man kommer fra pandekage Danmark så har alt med top jo en vis charme.
Det er fedt endelig at komme igang med at rejse igen for selvom jeg har været afsted en måned vil jeg ikke ligefrem kalde det at bo i BsAs at rejse. Nærmere et studieophold i en anden europæisk by. Nu tænker jeg for første gang på at jeg skal passe på mine ting, ikke blive hustlet af lokale charletaner og bliver passet op af lokale der gerne vil hjælpe mig mod un pocito plata... Ja ja.. når en 9 timers togtur koster under 50 danske rigsdaler kan det vel ikke gå helt galt.
Nu afsted til toget og endnu 9 timers transport, men jeg er bare glad for at jeg ikke er tvunget til at blive i Villacion en nat. Det virker ikke som den mest interessante by, men de har da en udemærket internet café hvor man kan komme til at ændre sproget.. ÆØÅ.. :-)