Rejsende Lyster

Så må det vist også være på tide at få skrevet lidt mere til den noget forsinkede rejsedagbog. Som tiden dog går når man rejser og pludselig er jeg tilbage i Argentina hvor tiden går med fester og andre fjollede ting.
Men tilbage til Peru hvor jeg vist er nået til d. 2. november der blev brugt som optakt til det højt besungne Inca trail trek... Fik betalt de resterende dollar ($US 295 ialt) og om aftenen var der så introduktionsmøde for alle de kommende vandrere. Intet ophidsende, andet end at de gentagne gange fortalte hvor hårdt det ville blive.. troede ikke rigtig på dem. Under spørgerunden forhørte jeg mig om medbragt alkohol til stor morskab for resten af selskabet. Desværre var jeg alligevel den eneste der syntes der var brug for den slags, men min medbragte rom smagte nu eventyrligt godt de kolde aftener i bjergene.
Næste morgen blev jeg hentet kl. 6 hvilket er lidt for tidligt efter min smag, specielt når der ikke er varmt vand på hostellet. Det frembragte et par grimme eder og et par slag til vandinstallationen. Så uden et sidste bad var jeg nu klar til det fantastiske Inca Trail. Og jo, det er da en udemærket tur. Flotte bjerge, masser af ruiner hele vejen og der var da også tider hvor man kom til at svede.. men så fantastisk synes jeg nu ikke det var. Har set flottere bjerge, smukkere ruiner men har aldrig fået bedre mad. Det var så her de 300 dollar kom til deres ret.
Til at betjene vores gruppe på 10 turister var der 12 bærere, en kok og en guide. Når vi nåede frem til frokost eller overnatningsstederne stod der et stort telt parat, te og snacks blev serveret og maden var simpelthen i særklasse. Altid 2 eller 3 retter og jeg har ikke fået så god mad mens jeg har rejst.
Vores guide Omar var flink og gjorde meget ud af at fortælle om de fantastiske inkaer og de onde onde dominikanske spaniere der på grummeste vis udslettede så avanceret en kultur. Da inkaerne ikke havde noget skriftsprog er der ikke meget viden der har overlevet til idag og han gentog utallige gange: "But really we don't know, unfortunately... because of the dominicans" eller "It was covered by nature".
Den første dag blev vi kørt ud i bjergene til vores startsted og derfra gik det så i adstadigt tempo op i bjergene. Ingen store stigninger og vi vandrede i 2500m højde så der var ingen åndenød. Snakkede en del med Nigel, en afslappet irer der virkede en smule malplaceret i sine cowboybukser og sneakers når alle andre havde det store outdoor udstyr i orden.
En af pigerne var rimelig presset og ville betale 30 dollar for at få en porter til at bære nogle af hendes ting. Da jeg syntes jeg manglede lidt udfordringer tilbød jeg at tage nogle af hendes ting mod betaling i øl, så på anden dagen blev min rygsæk vejet til 16kg. Afsted mod første og højeste pas i 4200m højde, og gruppen blev hurtigt spredt ud. Nigel og jeg travede opad sammen og nåede efter et par timer frem til sidste hvilested inden toppen. Herfra gik hver mand for sig selv og det tog 45 minutter at nå toppen. De sidste i vores gruppe var flere timer efter os andre og da vi også skulle give bærerne tid til at klargøre frokost blev det til et længere ophold på toppen af passet. Jeg brugte noget af tiden på at kravle et par hundrede meter op ad bjerget der tårnede sig over passet.
Vores frokoststed blev også vores overnatningsted så resten af dagen gik sin stille gang med at slappe af... som man nu slapper af. Lidt alkohol, og sørme om vores meget flinke guide Omar ikke var faldet over lidt tørrede planteskud fra diverse bjergurter der kunne ryges.
3. dagen endte med at blive den hårdeste da vi nu skulle over to pas og samtidig trave ned ad den såkaldte gringokiller der bestod af 3600 velvoksne trappetrin. På pas nummer to nåede jeg toppen som den første og besluttede mig for at bruge ventetiden på at bestige et bjerg så jeg smed tasken og kravlede op til toppen en god del hundrede meter over passet. Og ned igen.
Nigel og jeg begyndte at diskutere de kolde øl vi skulle have når vi kom frem til lejren om aftenen så den sidste nedstigning foregik i løb og blev vist gjort på under en time... men så smagte de øl også ekstra godt.
Den fjerde dag skulle vi så omsider se Machu Picchu og spændingen var stor. For os og for de 150 andre turister der stod før os i køen for at komme frem til Solporten. Her lovede jeg mig selv aldrig at tage sådan en tur igen for det ødelægger jo en del af den uspolerede stemning når man går i hælene på alle de andre turister og der står 100 snakkende vesterlændinge mellem dig og billedet af Machu Picchu.
Nåh, vi nåede omsider frem til ruinerne men så sent at der var proppet med mennesker. Jeg må nok erkende at jeg ikke er det store ruin menneske og havde svært ved at sætte pris på alle de små detaljer som Omar fortalte. Kan godt se at de var dygtige til at skære sten til og stable dem ovenpå hinanden, men burde de ikke have udvundet noget jern, lavet nogle ordentlige våben og forsvaret deres kultur. Og som en lille sidebemærkning til spaniernes ødelæggelse af deres kultur. Inka riget havde blot eksisteret i 100 år og var naturligvis vokset ved erobring og da spanierne meldte deres ankomst var de svækkede af en flerårig borgerkrig mellem to af inkaerne... så smartere var de altså ikke... selvom de var gode til at bygge i sten.
Efter vores guidede tur løb jeg en tur op på toppen af Wayne Picchu, det lille bjerg der ligger bag Machu Picchu. Matt fra sydafrika fortalte at hans mor havde klaret opstigningen på 30min og man kan jo ikke lade sig slå af en ældre dame fra afrika, så jeg stormede afsted og nåede toppen efter 24min... pænt smadret.
Så var der ingen grund til at bruge mere tid på ruiner og jeg tog en bus ned til byen og gik i de varme bade mens det styrtregnede... for første gang på vores tur. Vejret var virkelig med os og vi startede hver morgen med solskin afløst af en smule skyer om eftermiddagen.
Tog tilbage til Cusco og efter endnu et usselt bad på hostellet lidt øl med de andre fra turen inden vi alle gik relativt tidligt i seng.
Og dermed slut.