Rejsende Lyster

Så gik der 10 dage. Det tog ikke nær så længe som jeg havde regnet med… ca. 10 dage hvis jeg tænker efter.
Og hvad kan man så bruge 10 dage på i midten af de italienske dolomitter på en selvstændig forskningsinstitution der slet ikke må have mig på besøg? Tjahh, onsdag havde de ikke tid til at se mig, torsdag sad vi og prøvede at finde ud af hvad det egentlig var vi skulle lave og fredag var vi på ski om eftermiddagen… så den første uge gik hurtigt. Desværre tog jeg på ski med nogle af de lokale og jeg skulle naturligvis følge med dem så allerede første tur ned af bjerget stod min i forvejen pressede akillessene helt af. Den føles nu som om den hænger i en tynd tråd.
I weekenden var jeg overladt ganske til mig selv. Hagen havde sin søster på besøg og selvom han havde ganske ambivalente følelser overfor hende og hendes lokomotivførende mand, så var hans tid trods alt afsat til dem og deres børn. Så jeg var ganske alene. Kein problem.
Fredag aften tog jeg på restauranten Tre Garofani der klart kan anbefales hvis ens vej skulle falde forbi Trento. Måske en anelse prætentiøs men når man er alene i byen er det kun lækkert at tjenerne kommer rendende hvert minut for at servere nye retter eller hælde mere vin op. Efter et godt restaurant besøg prøvede jeg at finde ”in”-stedet i Trento hvilket er noget lettere sagt end gjort. Hver gang jeg spurgte folk hvor man skulle gå hen i Trento grinede folk indforstået. Der er tilsyneladende intet sted i Trento der har åbent længere end til kl. 2 og selvom der er en del unge i byen så foregår festerne mest i private hjem eller obskure steder der er hemmelige for ordensmagten. Byen bliver styret af gamle folk der vil have ro klokken 12.
Det lykkedes at finde et sted der spillede salsa musik og møde noget af lokalbefolkningen. Nu skal man huske på at det er Italien hvilket er det land i Europa efter Rumænien der er dårligst til fremmedsprog. Til trods for at jeg kan gøre mig forståelig på engelsk, tysk, spansk og til nøds dansk, hjælper det intet overfor en forhærdet mafioso. De nægter at tale andet end italiensk. Som modtræk taler jeg mit gebrokne spansk til dem og det hjælper naturligvis intet.. Der er faktisk længere mellem spansk og italiensk end jeg troede, men i mine sprogsvage ører lyder det hele ens og så føler jeg at jeg har gjort mit i forsøget på at forstå hinanden.
Nåh, det lykkedes at føre en spartansk samtale med Don Alejandro de la Vega og hans kumpaner og vi fandt sammen i fælles samhørighed om unavngivne shots bestående af vodka (mener jeg), kahlua og 80% stroh rom lagt forsigtigt på toppen. Så kunne man tænde ild til sjoveren, lægge en hånd over, brænde ilten væk og tæske drinken i bordet inden man drak den. Spændende.. ak ja, skik følge og lever fly…
Mit hotel lukkede for natten kl. 1, så jeg sørgede naturligvis for at tage en taxi hjem til rette tid blot for at finde det hele lukket og slukket. Det var en lettere presset Lyster der stod på toppen af et bjerg kl .1 om natten og tæskede løs på døren til hotellet. Jeg begyndte at gå på jagt i omegnen for at finde nogen med en telefon så jeg kunne ringe til hotellet da en flink fyr kom kørende forbi. Med hans mobil og hans italienske lykkedes det at få mig ind på hotellet.
Efter i den grad at være blevet svigtet af hotellet natten inden var jeg overbevist om at jeg måtte af sted i weekenden så jeg tog en bus til Cavalese 1½ time væk. Desværre var min timing ualmindelig dårlig så jeg endte med at vente to timer på bussen og da jeg endelig nåede frem tog det næsten en time at finde et hotel. Jeg nåede dog at komme et par timer i sneen men desværre var min fod fuldstændig smadret fra dagen før så jeg måtte stoppe tidligt og tage i sauna og boblebad på hotellet. Cavalese var om muligt endnu mere fest forladt end Trento. Der er kun et sted man kan gå i byen og der er altså ikke mange mennesker når man kigger forbi en lørdag kl. 22.30. Det kan godt være at er mere gang i den senere, men det syntes jeg simpelthen ikke jeg kunne klare at vente på.
Søndag prøvede jeg at tage det roligt og tog igen kun ud i sneen om eftermiddagen og det gik lidt bedre, om end min akillessene stadig er forbavsende utilfreds med at blive proppet i et par snowboard støvler. Det hverken fatter eller accepterer jeg. Hvis nogen kender en snedig måde at udskifte sin akillessene med noget mere moderne i f.eks. titanium så er jeg meget interesseret.
Var på bar til sent med Hagen søndag aften i Trento og han er såmænd en hyggelig fætter, selvom han til tider kan have et lidt sort syn på livet, Italien og alt ind imellem.
Hele denne uge er gået med lange dage på Create-Net og besøg på de bedste restauranter Trento kan tilbyde hvilket ikke siger det helt store. Selve arbejdet er gået præcist så langsomt som man kunne forvente men vi nåede faktisk næsten det mål jeg havde sat for turen så jeg er meget godt tilfreds. Nu kan vi så rode videre med hver vores del af projektet og forhåbentlig mødes om en måned eller to og gøre det hele færdigt. Jeg ville naturligvis gerne til Trento igen, men det er nok desværre bedre at gøre det på universitetet i Danmark og Hagen vil forfærdelig gerne sende deres tekniker Luca til København. Han er en flink ung mand som desværre bærer tydelig præg af at han stadig lever hjemme hos mama ude i en eller anden lille by i bjergene. Hagen mener at han vil have godt af at komme uden for Italien for første gang i sit liv og det kan jeg jo kun bekræfte ham i.
Nu er det så blevet torsdag aften og jeg er på vej til Wien med nattog. Hvis gud og de italienske toge står mig bi skulle jeg gerne nå til Wien i morgen tidlig og møde Claudia und Danica som jeg boede sammen med i BsAs.
Ikke mere Italien for denne gang, men jeg er klart blevet positivt stemt overfor Trento til trods for at det er en af de mest døde byer jeg har været i. Kan vel bedst sammenlignes med Kolding eller andre jyske byer af lignende størrelse. Der sker ikke det store efter kl. 21, men det er til gengæld en utrolig flot by beliggende midt i bjergene… nåhh, så kan den nok ikke sammenlignes med Kolding eller andre byer i Danmark. 20 minutter til nærmeste skisportssted og her i midten af marts skinner solen næsten hver dag og vi nærmer os vel 15-20 grader… som en dansk maj. Jeg må atter engang erkende at jeg er mere afhængig af vejret end jeg troede. Kan næsten mærke hvordan livsglæden breder sig i kroppen når man traver igennem en solbeskinnet by på vej til arbejde.

Så er det atter lykkedes at undslippe den grumme og tilsyneladende uendelige danske vinter og så må jeg jo hellere skrive lidt i min rejsedagbog. Og denne gang er rejsen faktisk ikke kun fornøjelse. Det har ellers været en hård omgang at komme tilbage til Danmark efter tre fantastiske måneder i Sydamerika. Efter at jul og nytår var overstået blev det hurtigt hverdag og min sædvanlige vinterdepression, koblet med den ligeså sædvanlige slut-på-rejse depression, faldt naturligt sammen med første dag tilbage på arbejdet på uni. Småkage. Så sad jeg ellers der i to uger og kiggede ud i det danske vintermørke og drømte om rødvin og hesteridning. Arbejde blev der i hvert fald ikke lavet meget af.
Nåh, ikke mere snøften og hylen. Det lykkedes også at komme 4 dage til karneval i Køln i slutningen af februar. Mine to tyske venner fra Australien, Gita und Katja, havde inviteret mig til karneval for at overbevise mig om at det var langt bedre end Oktoberfest i Munchen. Kan ikke helt beslutte mig for om det er bedre, men helt sikkert anderledes… og meget sjovt. Da jeg først hørte om konceptet med at stå som sild i en tønde en hel aften i udklædning og drikke kölsche øl mens man skråler med på lokale uforståelige kölsche sange var jeg ikke overbevist om det fantastiske, men efter at have gjort det i fire dage må jeg erkende at de kære tyskere har fat i noget. Selvom det blev en ganske stresset weekend er jeg nu blevet en overbevist karneval fan og kan sagtens se mig selv tage turen igen…
Efter Køln blev der rent faktisk arbejdet hårdt et par uger for at få noget klar så jeg kunne komme ned til vores italienske samarbejdspartner i Trento og det er så her jeg er havnet. Turen gik over Munchen tirsdag aften, hvor jeg kunne overnatte hos Lars og Silja og med vanlig tysk effektivitet havde han skaffet en gang øl så vi ikke bare skulle sidde og snakke hele natten. Næste morgen blev jeg sat på toget og nåede endelig frem til Trento midt inde i de italienske Dolomitter. Min tyske forbindelse i Trento, Hagen Woesner, hentede mig på stationen og fulgte mig yderst galant til mit hotel, nydeligt placeret på toppen af et bjerg, 400m over Trento. Det tager 4 minutter med svævebane at komme ned til byen, men 15 minutter med taxi hvis man vil hjem efter at de lukker svævebanen kl. 22.30.

Hmm.. jeg må jo hellere få skrevet det her færdigt inden jeg når hjem... og jeg fandt sørme et længere stykke halvfærdigt prosa om optakten til en hestetur i det sydlige Argentina. Gad vide om det nogensinde skal publiceres.

Torsdag d. 15/9
Efter den rimelig haarde onsdag med lange gaature var der doemt fuldstaendig afslapning med regelmaessige afbrydelser for at konsumere de store maengder mad der blev fremstillet paa skift i koekkenet. Der blev som saedvanlig lagt ud med en stor morgenmad af Jymie hvorefter Ida og Robert overtog gryderne og lavede en stoerre gang svenske koedboller med dertil hoerende sovs og kartofler.
I loebet af eftermiddagen blev der sat gang i baalet i den store udendoers stenovn saa den ville vaere klar til pizzabagning om aftenen. Og saa blev der ellers lavet et vaeld af originale men nok flest hjemmestrikkede kreationer af pizzaer.
Saadan en stenovn bliver man jo noedt til at have i sin fremtidige bolig. Problemet er bare at man saa ogsaa bliver noedt til at have een ansat til at taende op i den og passe baalet hele dagen, for hvem gider rende rundt og goere den slags selv naar man skal ligge ved poolen og sippe roedvin eller oel.
Der er forresten kommet billeder paa nettet i mellemtiden. De kan ses paa http://teamwa.servebeer.com/thumbnails.php?album=49.

Fredag d. 16/9
Den lille ferie i Toscana var ved at vaere slut men man kunne vel naesten ikke sige at man havde vaeret der hvis ikke der ogsaa var kastet et kort blik paa et vist taarn med haeldning. Ind til Pisa, parkere bilen og saa fik vi taget alle de rigtige turistbilleder... ligesom alle andre. Ikke saa meget at sige til det taarn. Det er et fint lille taarn.. og skaevt er det ogsaa. Saa alt er jo som det skal vaere. Skulle man faa den fjollede idé at gaa en tur op i det, saa kraever det lige dele penge og taalmodighed. Det er vist stadig Italiens dyreste forlystelse og man faar skam foerst lov til at smide pengene naar man har ventet i 100 aar og en dag.
I stedet trillede vi vaek fra turisthelvede (det maa have vaeret en helt special dag for der var soerme fyldt med turister over det hele.. :-) ) og fandt butiksgaden hvor pigerne lystigt kastede sig og en Zara butik... ved ikke hvorfor den nu pludselig skulle have saa meget kaerlighed og penge kastet efter sig.
Aftenen sluttede som saedvanlig af med det store maaltid der denne gang blev en tour de force i madlavning da koeleskabet skulle toemmes. Tror vi naaede op paa 6-7 forskellige retter inden vi var klar til at spise kl. 22.30.

Loerdag d. 17/9
Saaledes forsynet med lige dele kultur og mad var det blevet tid til at rejse hver til sit. Camille skulle til Kroatien, Ida og Robert tog hjem til Sverige, Baz var smuttet til Irland torsdag eftermiddag og Jeff, Jymie, Christelle og Simon skulle til et andet sommerhus i syditalien.
Personligt stod der Oktoberfest i min kalender de naeste dage, men foerst skulle jeg lige overstaa den ulige kamp med det italienske toguvaesen. Camille og jeg tog tidligt afsted loerdag morgen, men praesterede alligevel at fare vild paa vej til lufthavnen i Pisa hvor vi skulle aflevere bilen. En bro var lukket og skiltene der skulle lede udenom var godt nok meget kryptiske... eller ogsaa var vi bare for traette og sloeve til rigtig at kigge efter.
Paa togstationen i Pisa begyndte herlighederne foerst for alvor. Skal man have en togbillet i Pisa til et andet land saa er der kun en luge der kan bruges, og han har masser af tid til at besvare lange forespoergsler fra diverse gamle italienske fruentimmere... saa der stod jeg og slog roedder i 40 minutter. Naaede dog at staa og hyggesludre lidt med en portenos (Buenos Aires beboer) der ligesom jeg morede sig med det italienske skinnehelvede.
Intet godt varer evigt og jeg fik da tilsidst en billet til Munchen hvor jeg skulle skifte i henholdsvis Firenze og Verona. Udemaerket, selvom jeg godt nok lurede lidt paa skiftet i Verona hvor der blot var 15 minutter mellem ankomst og afgang... og ganske rigtigt. Efter at alle de tog jeg var med konsekvent var 20 minutter forsinkede saa var der et tog der gik til tiden. Toget til Tyskland. Fanden tage de tyskere og deres fordoemte effektivitet.
Saa i stedet for at spise aftensmad med Lars og tage til Oktoberfest ankom jeg kl. 23... et trefoldigt leve for Trenitalia. Maa jeres skinner ruste og jeres uniformer give jer udslaet. En skamplet for banelegemerne kun overgaaet af Banedanmark i smuk forening med et tilsyneladende udueligt trafikministerium...

Saa var dagen kommet hvor vi skulle se lidt natur og proeve at komme lidt vaek fra poolen. Jeg var utroligt tidligt oppe og fik mig en lang loebetur i omegnen mens de andre badede og spiste. Utroligt saa aktiv jeg har vaeret, men det sluttede saa ogsaa lige saa hurtigt som det startede.
Cinque Terre (5 byer paa italiensk) er som navnet antyder 5 byer der ligger smukt langs en meget stejl kyststraekning. Man kan vist godt koere til de forskellige byer, men det er noget rod (og dyrt) saa vi tog toget det sidste stykke.
Vores tur begyndte i Vernazza, der laa smukt nede ved vandet med bjergskraaninger lige bagved. En herlig lille havn havde den ogsaa og man kunne bare hoppe i fra klipperne og bade.. saa det gjorde vi. Jeff og Jymie gik ud og fandt noget mad (som de koebte) og efter den store frokost ved vandet gik folk hver til sit. Simon og jeg ville gerne vandre tilbage langs kysten mens de andre svagt gaaende (Christelle fik sin tredje operation i benet for et par maaneder siden) tog toget.
En gaatur langs kysten kan goeres paa to maader. Enten langs med vandet eller oppe paa bjerget og vi tog naturligvis den hoejt beliggende rute. 300m op ad bjerget foer det gik de samme 300m ned til den naeste by. I 30 graders varme kan den slags udfoldelser jo godt tage pusten fra en saa vi skyndte os at faa en oel da vi kom ned. Og saa gik det ellers 500m op og ned paa turen til den naeste by. Efter saadan en halvsvedig tur er der jo ikke noget bedre end at kaste sig i vandet fra klipperne.
Solnedgangen blev nydt sammen med resten af familien fra en lille restaurant inden det gik tilbage til Lucca.

Mandag, 12/9
I et vanvittigt anfald af overskud stod jeg tidligt op, fik løbesko på og tog en tre kvarters tur rundt i området. Det er jo præcist som man forestiller sig det med små huse rundt langs idylliske veje, smukt krydret med et par store herregårdsvillaer. Og så lige en hidsig scooter eller bil som man kaster sig ud i rabatten for at undgå.
Efter en hurtig dukkert i poolen var der kæmpe morgenmad a la Jymie og så blev der ellers slappet af ved poolen resten af formiddagen. Den store pool der hørte til villaen skulle vise sig at være omdrejningspunkt for det meste af ferien i toscana og der er da heller ikke taget ret mange billeder fra huset uden at den er med.
Om eftermiddagen kørte vi ind og kiggede lidt på Lucca der er en charmerende by hvor den gamle bymur er intakt hele vejen rundt om den gamle bykerne. Simon demonstrerede for første gang sit imponerende kendskab til Italien og ledte os sikkert forbi et hav af gelateri'er (isbiks) indtil han fandt det helt rigtige sted. Som han kyndigt forklarede skal de have så meget is som muligt i de enkelte bokse og isen skal være pyntet med ekstra snask.. noget i den stil. Jeg overlod her som så mange gange siden førertrøjen til de andre. Ingen grund til at blande mig for meget i planlægningen. Vi var i forvejen 9 i vores gruppe og de fleste ville gerne bestemme.
Der blev købt stort (enormt) ind til de næste par dage og så stod den ellers på mere pool og et kæmpe aftensmåltid.

Tirsdag, 13/9
Vores visit i Lucca faldt sammen med en af to årlige processioner igennem byen så det var vores plan for tirsdag. Ceremonien fandt først sted kl. 20 men det viste sig at være ganske svært at nå selvom det eneste vi lavede hele dagen var at ligge ved poolen og drikke kolde øl. Pludselig skulle vi også have noget at spise så vi smuttede på pizza restaurant inden vi tog ind til byen. Der var vi så først kl. 22, og troede egentlig at hele showet var overstået, men med vanlig italiensk sløvhed så vandrede de stadig rundt i gaderne. Nydeligt klædt ud i gamle dragter og med trommer, trompeter, faner og naturligvis med armbrøst og sværd i hånden..
Igennem hele byen var der tændt stearinlys langs murene hvilket må have været et kæmpe job, men det var jo meget kønt at se på.