Luxury Travel

Mexicanerne har kastet sig over vejbump. Når man ser hvordan de kører kan man naturligvis godt forstå det, men som så meget andet i Mexico (og sydamerika for den sags skyld) så virker det som en lappeløsning, et hurtigt fiks og noget der ikke er helt gennemtænkt. For deres bump er ikke nydelige sinuskurver eller sindrige heller der skal få bilisten til at sænke farten. Nej, her har de fået et godt tilbud på gule metal halvkugler, ca. 15 cm høje, og dem placerer de overalt hvor de føler at der er behov for det... og det er åbenbart mange steder. Det svarer lidt til at køre over en kantsten og i stedet for at sænke farten skal man nærmest stoppe op og så køre forsigtigt over i 1. gear. Og håbe at ens ophæng holder.
Tit bliver disse "fartfælder" placeret uden nogen form for advarsel, ofte placeres de før et sving på en landevej og andre gange virker det som om det er den nærliggende vejbod der selv har lagt en stopklods for at generere ekstra handel. Der går nok 10-15 år før de undersøger markedet for vejbump nærmere og opdager at det kan gøres lidt mere intelligent.

Nåh, men brylluppet var endnu ikke helt overstået.
Efter 3 timers søvn fik jeg sagt farvel til drengene der havde 10 timers kørsel tilbage til Hermosillo og gik så hen til efterbrylluppet. Mere mad, mindre whiskey, ingen dans. Men meget hyggeligt og en god mulighed for at snakke med familien Maldonado.
Fik om eftermiddagen et lift af Javier Oroz og hans kone Daniela til Guadalajara og præsterede da også lidt hyggelig samtale den første halvdel af turen, men gik ud som et lys de sidste par timer. De havde ikke plads til mig i deres nydelige (og ekstremt julepyntede lejlighed), men de var heller ikke meget for at lade mig tage en taxa ind til centrum og finde et billigt hotel. Til sidst nappede jeg dog en taxa og blev kørt til et fornuftigt hotel der lå lige ved siden af et bøssediskotek. Til lyden af dunkende festmusik faldt jeg i søvn næsten øjeblikkeligt.

Har netop læst om IT Factory og ærgrer mig naturligvis over at vi ikke i Dormicor fandt på denne glimrende leasingkarussel. Undrer mig samtidig over hvorfor Hr. Bagge valgte USA som sit mål og ikke i stedet dette glimrende land lidt længere sydpå. Er netop nået til San Miguel de Allende; en dejlig by fyldt med amerikanere og andet godtfolk der nyder det dejlige klima i det centrale Mexicos bjerge. Her skal nok også være et par nyrige vesterlændinge med lyssky penge der har brug for et sted at nyde deres otium.

Ahh, mexicansk tid. Man skal lige vænne sig til det, men så er det skønt. Ingen stress, ingen jag. Man kommer ikke for sent; det er bare de andre der er startet for tidligt.
Efter en lang morgenmad med drengebanden havde vi pludselig travlt. I forhold til det tidspunkt jeg havde fået opgivet aftenen inden var vi ca. 30 minutter forsinket, men det tog alle nu meget roligt. Godt nok var alle gæster på plads i kirken og brudeparret på plads foran præsten, men når ceremonien tager 1½ time er der nok tid at tage af.

Et mexicansk kirkebryllup minder på mange måder om de danske. Undtagelserne er:
Man fatter ikke hvad der bliver sagt. Godt nok skiftede de fra latin til spansk for 30 år siden men det hjalp ikke mig meget. Mit diminutive spanske duer stadig kun til at bestille øl og få et hotelværelse.
Præsten taler meget... rigtig meget. Og passioneret. I mine ører kunne han være i gang med at sælge bibler eller brugte biler.
Der skal være fotografer. I DK er man fin hvis man har bestilt en fotograf til at tage et par billeder under gudstjenesten, men hvis man er noget ved musikken i Mexico så har man hyret ikke mindre end 6-7 fotografer og 4 videokameraer... og de er ikke bange for at gå tæt på. Meget tæt på.
Man rejser og sætter sig mange gange og det er klart en fordel til at holde blodcirkulationen igang.
Efter vielsen fik venner af bruden på skift mikrofonen så de kunne ønske forskellige gode ting for brudeparret fra vorherre. Familiemedlemmer var også oppe og sige et par ord til brudeparret.
Ligesom derhjemme er der også nadver men i den katolske kirke skal man være fri for skyld for at tage den. Af uforklarelige årsager var forholdet 4-1 af kvinder og ingen af mine skyldstyngede nyfundne mexicanske venner skulle nærme sig den. Jeg mente nu nok mine synder kunne klare en nadver så jeg smuttede op og fik den tørre oblat sat på tungen af en præst. Imponerende, så er mexicanske oblater endnu mere udtørrede end de danske. Brugte 10 minutter på at grave den ud af ganen. Hvordan bærer kirken sig ad med at få noget så tørt uden at det falder fra hinanden?

Alt får en ende og vi kørte ud til det nybyggede fest-sted. Når man har valgt at bosætte sig et sted med dejligt klima holder man naturligvis sit bryllup udendørs og lige ud til vandet. Det viser sig at Veronicas familie ejer det største gasfirma (benzin er statsejet men gas er privatejet) i Sineloa-staten, hvilket jo matcher meget godt Josés familie der ejer det største gasfirma i de nordlige stater. Derudover ejer hendes familie hoteller og en tv-station (hvilket til dels forklarer mængden af kamerafolk til brylluppet) og de havde tilfældigvis en grund liggende lige ud til stillehavet som de ikke rigtigt kunne få brugt. Den var så blevet til et nybygget bryllupsfeststed som passende blev indviet af Veronica og José.

Veronica er uddannet advokat og har de sidste to år arbejdet i forskellige dele af familiefirmaet. Nu flytter hun så med José til Hermosillo (oppe ved grænsen til USA) men burde nok kunne finde noget at lave.
Først skulle statsceremonien overstås. I Mexico er vielsen helt adskilt fra kirkebrylluppet så de skulle også giftes af en person fra kommunen. Masser af vidner til at skrive under i den store bog og selvfølgelig masser af kameraer.
Musik er en meget vigtig del af livet i Mexico og bryllupper er ingen undtagelse. Brudevalsen (eller en eller anden rokken frem og tilbage til noget popmusik) blev overstået inden maden og så var der ellers dans ad libitum resten af aftenen. De forskellige retter blev serveret løbende, men det meste af tiden gik man rundt, snakkede eller dansede og hele tiden med en whiskey med soda i hånden. Ja, hvor vi i DK lægger vægten på den gode drue var der her blevet indkøbt 110 flasker Johnny Walker til de 500 gæster. Der var naturligvis mulighed for diverse andre drinks, men da jeg forsøgte at få et glas rødvin til hovedretten var den væk.
Stilen er meget uformel. Kvinder i festlige kjoler og herrerne i lette sommerbukser og lyse skjorter. Der blev uddelt sjove hatte, t-shirts, masker og andre effekter som folk rendte rundt i resten af aftenen. Der hvor vi nøjes med at klippe lidt i gommens sokker fik José her en større lufttur inden han blev afklædt på herretoilettet, fik sine underbukser revet i stykker og tøjet blev herefter overbragt til Veronica der så skulle påklæde ham. Hun havde dog travlt med at synge karaoke på scenen sammen med resten af det mexicanske pigekor så han fik lov at vente et stykke tid.
Man starter med jazz før maden, så diverse populære popsange i starten men når der skal rigtig gang i festen sætter man 15 mand med tuba, trompeter, guitar og andet godt på en stor scene... Banda. Janneth, en flink pige, prøvede at lære mig de forbudte trin til denne traditionelle mexicanske dans, og det gik udemærket indtil vi nåede til Chapellito (lille hest); to mystiske sidelæns hop. Der skal vist mere whiskey til.
Da festen sluttede omkring kl. 3 var vi nogle stykker der fortsatte på det nærliggende diskotek. Der skulle være et maratonløb om morgenen så vi kunne nyde synet af friske løbere der varmede op mens vi gik hjemad i solopgangen kl. 6.
Det var naturligvis begrænset hvor meget jeg kunne nå at snakke med José i løbet af festen, men han har det godt (nok mest relevant for dem der kender ham) og arbejder som teknisk leder af de fire benzinstationer som familiefirmaet driver. Det er et velkendt fænomen at ejerne af disse benzintanke "fikser" standerne så de giver mindre benzin end de skal og konfronteret med dette kunne han bekræfte at "hans" standere giver 4% procent for lidt. Det normale, sagde han, er dog 6% procent, så de er jo de rene filantroper.