Rejsende Lyster

Ahhh… Wien. Hjemsted for alle de ting vi kender og elsker mest. Snitzlen, valsen, Mozart og chokolade i diverse former..
Claudia fandt mig vandrende rundt på Wien Süedbahnhof, et ganske ucharmerende betonbyggeri som heldigvis ikke er kendetegnende for Wien. Jeg blev indlogeret i hendes lejlighed, fik noget morgenmad og inden hun smuttede på arbejde blev jeg udstyret med et kort og lidt informationer om hvor jeg burde begive mig hen i Wien.
Claudia og Danica (Dani) kender jeg fra min måned i BsAs hvor de lejede det andet værelse hos Andrea. I to uger mødtes vi næsten hver aften til tango og rødvin og nu skulle de altså prøve at overbevise mig om Wiens utallige goder.
Resten af fredagen gik med lidt sporadiske forsøg på shopping på den store butiksgade, Maria Hilfestrasse, og derefter en gåtur rundt om og igennem Wien. Så var den by set og den er såmænd meget pæn. Masser af store svulstige bygninger spredt med rund hånd udover byen, en flod (Donau), et par store kirker, et nyt bycenter med højhuse og lidt småbjerge i udkanten af byen. Hvad kan man så forlange mere?
Jeg tog deres metro/s-tog hjem til Ottakringer kvarteret hvor Claudia havde sin fine lille lejlighed. Kvarteret er opkaldt efter det bryggeri der ligger tæt på hendes lejlighed (eller også er det omvendt), og det er et af de fattigste kvarterer i Wien.. eller boheme kvarteret, som Claudia prøvede at sælge det. Ahh ja… få et par fattige kunstnere til at flytte ind i din bydel og så er det pludselig boheme i stedet for ghetto… men det ligner stadigvæk noget dårligt vedligeholdt skidt.
Claudia kom hjem lidt efter mig og vi fik lavet en virkelig ussel pastaret. Hun var småsyg og skulle derfor ikke drikke (ret meget) og så kunne hun jo samtidig køre os rundt i hendes lille Golf. Vi hentede Dani og tog så på Palmehuset, en lækker cafe/restaurant med DJ og loungestemning. God stil. Sluttede aftenen af på et noget mere snusket diskotek. Mindre god stil.
Lørdag prøvede vi at finde et sted at spise brunch, men det kunne simpelthen ikke lade sig gøre. Vi endte med at tage ind til byen og spise ”pallachinken” eller noget i den stil på en restaurant der serverede ægte wiensk mad. Det er efterhånden ved at gå op for mig at østrigerne spiser en del søde varer som hovedret. De har masser af ”traditionelle” retter som ville ryge ind under dessert i Danmark. Helt klart et område for Danisco.
Claudia skulle til farmands fødselsdag, så Danica og jeg overtog hendes lejlighed og gik i krig med rødvin og Kaiser Schmann; en pandekageagtig ret hvortil jeg lavede æblemos. I tilberedelsen af denne glimrende spise, som jeg havde smagt i Buenos Aires, er det dog bydende nødvendigt at man ikke tager fejl af salt og sukker… verdammt.. Så det var lige til skraldespanden og så endte vi med at bestille sushi.
Vi mødtes med Claudia på en natklub i museumskvarteret men gik relativt tidligt hjem for at komme på ski dagen efter.
Det blev til gengæld en meget speciel oplevelse. Efter at have skaffet et snowboard til Dani kørte vi 1½ time op til skisportsstedet… i regnvejr. Og regnvejret fortsatte hele vejen op på pisten. Efter 30 minutter var vi fuldstændig gennemblødte men vi fortsatte stædigt hele eftermiddagen indtil de lukkede.. som nogen af de eneste. Sneen var egentlig ikke helt umulig men det var mere sjældent end skønt og det krævede i hvert fald noget Jägerte at køre i det føre.
Mandag havde Claudia sat sig for at vise vor smuk Wien var og det er jo også lettere når solen skinner og temperaturen ligger på den rigtige side af 20 grader. Så turen gik op i bakkerne vest for byen hvorfra man kunne gå tur i skønne parker og spise frokost med udsigt over Wien. Eftermiddagen blev brugt i selskab med Dani efter at hun var færdig med sit arbejde på hospitalet. Jeg havde hele tiden haft et ønske om at være en smule kulturel når jeg nu var i kulturens højborg og vi havde kigget på forskellige musikarrangementer, men intet havde passet hvad angik tidspunkter og priser. Da vi alligevel kom forbi statsoperaen kiggede vi ind for at se om de havde billige billetter og endte med at stå i kø 30 minutter for to billetter til 25 kroner stykket til aftenens forestilling. Super, men så var det ståpladser til balletten Svanesøen. Mmmhh.. ballet. Det er så tredje gang jeg ser sådan en fætter og anden gang det var Svanesøen. Jeg tror aldrig rigtig jeg kommer til at sætte pris på svansede mænd i tights og kvinder der danser på tåspidserne.
Claudia havde inviteret et par veninder til min fødselsdagsfest da vi endelig nåede tilbage til lejligheden og så er det jo altid sjovt at blive fejret. Der blev serveret lidt sprudelwasser og chokolade, men staklerne skulle alle tidligt op og studere eller arbejde.
Tirsdag var det så endelig blevet tid til at vende næsen mod Danmark. Heldigvis på business class.. :-)

Torsdag d. 15/9
Efter den rimelig haarde onsdag med lange gaature var der doemt fuldstaendig afslapning med regelmaessige afbrydelser for at konsumere de store maengder mad der blev fremstillet paa skift i koekkenet. Der blev som saedvanlig lagt ud med en stor morgenmad af Jymie hvorefter Ida og Robert overtog gryderne og lavede en stoerre gang svenske koedboller med dertil hoerende sovs og kartofler.
I loebet af eftermiddagen blev der sat gang i baalet i den store udendoers stenovn saa den ville vaere klar til pizzabagning om aftenen. Og saa blev der ellers lavet et vaeld af originale men nok flest hjemmestrikkede kreationer af pizzaer.
Saadan en stenovn bliver man jo noedt til at have i sin fremtidige bolig. Problemet er bare at man saa ogsaa bliver noedt til at have een ansat til at taende op i den og passe baalet hele dagen, for hvem gider rende rundt og goere den slags selv naar man skal ligge ved poolen og sippe roedvin eller oel.
Der er forresten kommet billeder paa nettet i mellemtiden. De kan ses paa http://teamwa.servebeer.com/thumbnails.php?album=49.

Fredag d. 16/9
Den lille ferie i Toscana var ved at vaere slut men man kunne vel naesten ikke sige at man havde vaeret der hvis ikke der ogsaa var kastet et kort blik paa et vist taarn med haeldning. Ind til Pisa, parkere bilen og saa fik vi taget alle de rigtige turistbilleder... ligesom alle andre. Ikke saa meget at sige til det taarn. Det er et fint lille taarn.. og skaevt er det ogsaa. Saa alt er jo som det skal vaere. Skulle man faa den fjollede idé at gaa en tur op i det, saa kraever det lige dele penge og taalmodighed. Det er vist stadig Italiens dyreste forlystelse og man faar skam foerst lov til at smide pengene naar man har ventet i 100 aar og en dag.
I stedet trillede vi vaek fra turisthelvede (det maa have vaeret en helt special dag for der var soerme fyldt med turister over det hele.. :-) ) og fandt butiksgaden hvor pigerne lystigt kastede sig og en Zara butik... ved ikke hvorfor den nu pludselig skulle have saa meget kaerlighed og penge kastet efter sig.
Aftenen sluttede som saedvanlig af med det store maaltid der denne gang blev en tour de force i madlavning da koeleskabet skulle toemmes. Tror vi naaede op paa 6-7 forskellige retter inden vi var klar til at spise kl. 22.30.

Loerdag d. 17/9
Saaledes forsynet med lige dele kultur og mad var det blevet tid til at rejse hver til sit. Camille skulle til Kroatien, Ida og Robert tog hjem til Sverige, Baz var smuttet til Irland torsdag eftermiddag og Jeff, Jymie, Christelle og Simon skulle til et andet sommerhus i syditalien.
Personligt stod der Oktoberfest i min kalender de naeste dage, men foerst skulle jeg lige overstaa den ulige kamp med det italienske toguvaesen. Camille og jeg tog tidligt afsted loerdag morgen, men praesterede alligevel at fare vild paa vej til lufthavnen i Pisa hvor vi skulle aflevere bilen. En bro var lukket og skiltene der skulle lede udenom var godt nok meget kryptiske... eller ogsaa var vi bare for traette og sloeve til rigtig at kigge efter.
Paa togstationen i Pisa begyndte herlighederne foerst for alvor. Skal man have en togbillet i Pisa til et andet land saa er der kun en luge der kan bruges, og han har masser af tid til at besvare lange forespoergsler fra diverse gamle italienske fruentimmere... saa der stod jeg og slog roedder i 40 minutter. Naaede dog at staa og hyggesludre lidt med en portenos (Buenos Aires beboer) der ligesom jeg morede sig med det italienske skinnehelvede.
Intet godt varer evigt og jeg fik da tilsidst en billet til Munchen hvor jeg skulle skifte i henholdsvis Firenze og Verona. Udemaerket, selvom jeg godt nok lurede lidt paa skiftet i Verona hvor der blot var 15 minutter mellem ankomst og afgang... og ganske rigtigt. Efter at alle de tog jeg var med konsekvent var 20 minutter forsinkede saa var der et tog der gik til tiden. Toget til Tyskland. Fanden tage de tyskere og deres fordoemte effektivitet.
Saa i stedet for at spise aftensmad med Lars og tage til Oktoberfest ankom jeg kl. 23... et trefoldigt leve for Trenitalia. Maa jeres skinner ruste og jeres uniformer give jer udslaet. En skamplet for banelegemerne kun overgaaet af Banedanmark i smuk forening med et tilsyneladende udueligt trafikministerium...

Saa var dagen kommet hvor vi skulle se lidt natur og proeve at komme lidt vaek fra poolen. Jeg var utroligt tidligt oppe og fik mig en lang loebetur i omegnen mens de andre badede og spiste. Utroligt saa aktiv jeg har vaeret, men det sluttede saa ogsaa lige saa hurtigt som det startede.
Cinque Terre (5 byer paa italiensk) er som navnet antyder 5 byer der ligger smukt langs en meget stejl kyststraekning. Man kan vist godt koere til de forskellige byer, men det er noget rod (og dyrt) saa vi tog toget det sidste stykke.
Vores tur begyndte i Vernazza, der laa smukt nede ved vandet med bjergskraaninger lige bagved. En herlig lille havn havde den ogsaa og man kunne bare hoppe i fra klipperne og bade.. saa det gjorde vi. Jeff og Jymie gik ud og fandt noget mad (som de koebte) og efter den store frokost ved vandet gik folk hver til sit. Simon og jeg ville gerne vandre tilbage langs kysten mens de andre svagt gaaende (Christelle fik sin tredje operation i benet for et par maaneder siden) tog toget.
En gaatur langs kysten kan goeres paa to maader. Enten langs med vandet eller oppe paa bjerget og vi tog naturligvis den hoejt beliggende rute. 300m op ad bjerget foer det gik de samme 300m ned til den naeste by. I 30 graders varme kan den slags udfoldelser jo godt tage pusten fra en saa vi skyndte os at faa en oel da vi kom ned. Og saa gik det ellers 500m op og ned paa turen til den naeste by. Efter saadan en halvsvedig tur er der jo ikke noget bedre end at kaste sig i vandet fra klipperne.
Solnedgangen blev nydt sammen med resten af familien fra en lille restaurant inden det gik tilbage til Lucca.

Mandag, 12/9
I et vanvittigt anfald af overskud stod jeg tidligt op, fik løbesko på og tog en tre kvarters tur rundt i området. Det er jo præcist som man forestiller sig det med små huse rundt langs idylliske veje, smukt krydret med et par store herregårdsvillaer. Og så lige en hidsig scooter eller bil som man kaster sig ud i rabatten for at undgå.
Efter en hurtig dukkert i poolen var der kæmpe morgenmad a la Jymie og så blev der ellers slappet af ved poolen resten af formiddagen. Den store pool der hørte til villaen skulle vise sig at være omdrejningspunkt for det meste af ferien i toscana og der er da heller ikke taget ret mange billeder fra huset uden at den er med.
Om eftermiddagen kørte vi ind og kiggede lidt på Lucca der er en charmerende by hvor den gamle bymur er intakt hele vejen rundt om den gamle bykerne. Simon demonstrerede for første gang sit imponerende kendskab til Italien og ledte os sikkert forbi et hav af gelateri'er (isbiks) indtil han fandt det helt rigtige sted. Som han kyndigt forklarede skal de have så meget is som muligt i de enkelte bokse og isen skal være pyntet med ekstra snask.. noget i den stil. Jeg overlod her som så mange gange siden førertrøjen til de andre. Ingen grund til at blande mig for meget i planlægningen. Vi var i forvejen 9 i vores gruppe og de fleste ville gerne bestemme.
Der blev købt stort (enormt) ind til de næste par dage og så stod den ellers på mere pool og et kæmpe aftensmåltid.

Tirsdag, 13/9
Vores visit i Lucca faldt sammen med en af to årlige processioner igennem byen så det var vores plan for tirsdag. Ceremonien fandt først sted kl. 20 men det viste sig at være ganske svært at nå selvom det eneste vi lavede hele dagen var at ligge ved poolen og drikke kolde øl. Pludselig skulle vi også have noget at spise så vi smuttede på pizza restaurant inden vi tog ind til byen. Der var vi så først kl. 22, og troede egentlig at hele showet var overstået, men med vanlig italiensk sløvhed så vandrede de stadig rundt i gaderne. Nydeligt klædt ud i gamle dragter og med trommer, trompeter, faner og naturligvis med armbrøst og sværd i hånden..
Igennem hele byen var der tændt stearinlys langs murene hvilket må have været et kæmpe job, men det var jo meget kønt at se på.

Mit fine RyanAir fly var naturligvis en time forsinket, hvilket viste sig at passe perfekt. For Camille og Caroline der floej ind fra London var naturligvis ogsaa forsinkede og Simon, Christelle, Ida og Robert der kom for at modtage os i lufthavnen havde brugt en time paa at finde ud til lufthavnen. Saa vi ankom allesammen inden for 10 minutter. Hurra for RyanAir og det italienske vejvaesen.
Efter at have krammet faerdig fik vi lejet en bil og begav os mod Lucca og den villa som de havde lejet. Maaske skulle jeg lige forklare hvem de enkelte personer er:

• Simon og Christelle: soeskendepar som jeg boede hos i Sydney. Simon er kiropraktor og brugt de sidste par aar paa at arbejde og rejse rundt over det meste af jorden. Lillesoester Christelle er ved at tage sin Master degree i Sydney og basalt set gaar det ud paa at hun skal skrive en roman.
  
• Camille: Skoer australier som laeste kiropraktor sammen med Simon og ogsaa boede i huset paa Shepherd St. Har arbejdet som kiropraktor i Dublin et aar og ellers turet rundt i verden.
  
• Jeff og Jymie: Simon og Christelles foraeldre der har vaeret saa flinke at leje hus og invitere os til Italien. Jeg holdt jul og nytaar hos dem i 2001. De har vaeret distributoerer i australien for diverse produkter men har nu solgt firmaet. Arbejder dog stadig i firmaet.
  
• Ida og Robert: Ida boede sammen med familien efter at jeg var flyttet ud og hun havde medbragt sin svenske kaereste.
  
• Caroline: Endnu en australier som har boet sammen med familien i Sydney og arbejdet for diverse hostels forskellige steder i verden, bl.a. 3 aar i Canada. Arbejder for tiden i Cork, Irland og har boet sammen med Camille og Simon de sidste par maaneder. Hun bliver konsekvent kun kaldt Baz hvilket paa irsk betyder kvindelig koensbehaaring... og det goer det jo kun sjovere.