Rejsende Lyster

San Miguel de Allende

2008-12-23T02:47:13Z

Vel ankommet til San Miguel de Allende tjekkede jeg ind på Hostel Alcatraz der var rigtig hyggeligt og svært at komme fra og på den måde levede ganske fint op til sit navn. Havde både kvalme og hovedpine om eftermiddagen og var i tvivl om hvorvidt det skulle tilskrives de meget lokale tacos jeg havde spist om morgenen eller den enorme mængde kopi M&Ms jeg havde indtaget under busturen. Bortset fra det har der ikke været de store problemer med maden... og maven.
Om lørdagen vandrede jeg lidt rundt i byen, kiggede på de nydelige huse, kirker, pladser og nød den for det meste rene bjergluft. Aftenen kom og sammen med to mexicanere der boede på hostellet gik jeg ud i natten. Eduardo, ingeniør i nabostaten der var på weekendtur for at score og Javier, selvudlært smykkefremstiller der rejste rundt i Mexico og solgte sine varer. Startede på en lokal bar og røg videre på den irske bar (er der et sted i verden der ikke har en irsk bar?) hvor jeg faldt i snak med Juan Carlos fra Mexico city, nu bosat i San Miguel, grafisk designer, model i fritiden, vil gerne være skuespiller i New York og naturligvis bøsse. Det siger jo sig selv.
Fik også snakket med et par søde piger i starten af trediverne og vi tog allesammen på byens diskotek hvor indgangen kostede den fyrstelige sum af 100 pesos (45kroner). Det burde jo nok kunne holde pøbelen væk.
Der har været flere kommentarer omkring manglen på skamfulde historier fra de varme lande i denne blog og det er virkelig ikke fordi jeg udøver selvcensur men der er bare ikke rigtig noget at berette om. I modsætning til hvad mange har forestillet sig så har min tur igennem Mexico ikke været eet langt togt fra seng til seng fyldt med brændvarme señoritas... desværre. Det skal jeg da være den første til at beklage.. :-) Men der skal naturligvis være lidt til krykhusarerne så tilbage til diskoteket lørdag aften.
I vanlig langsom stil overvejede jeg hvad jeg skulle gøre ved den ene af pigerne som jeg nu havde snakket en del med. Hun virkede interesseret i mig, men jeg er godt nok ikke nogen scoretrold så jeg hyggesnakkede naturligvis videre... Hun begyndte at danse lidt rundt og gjorde mig opmærksom på at jeg burde følge trop. Tilsidst greb hun mig i skridtet for at få mig med på dansegulvet og dette forstærkede yderligere min fornemmelse af at hun var interesseret i mere end blot historier fra det kolde Danmark. Da hun samtidig nævnte noget om cojones syntes jeg grænsen var nået og jeg ville i hvert fald ikke stå tilbage for nogen mexicansk kvinde så jeg kyssede hende fast og bestemt. Det gjorde vi så et stykke tid indtil en vred herre kom hen og med et par vrede gloser overfor hende bekendtgjorde at han gik hjem. Det viste sig at være hendes mand der åbenbart også var med i byen og havde siddet i en sofa ved siden af. Den tyggede hun lidt på men endte med at løbe efter manden... ak ja, så har man også prøvet at blive udnyttet som jalousigenerator. Ganske fornøjeligt og harmløst så længe den forulempede ikke beslutter sig for at få afløb for sine frustrationer på mig.

San Miguel de Allende ligger som sagt i bjergene og har et klart lys der har gjort den yderst populær blandt malere fra USA og europa op igennem de sidste 40 år. Det har skabt et stort udenlandsk community som i de senere år er blevet forstærket af pengestærke pensionister fra USA der benytter byen som base om vinteren. Med et ry som kunstby tiltrækker den også en masse selvudnævnte kunstnere så kvaliteten varierer meget i de mange små gallerier der ligger overalt i byen. Dem fik jeg så kigget lidt på om søndagen. En udemærket beskæftigelse når man har tømmermænd.
Tog på en lokal bar om aftenen med nogle af dem fra hostellet og endte med at betale størstedelen af regningen på 60 kroner for 9 øl. Javier, smykkemageren, insisterede på at give mig nogle øreringe som betaling så nu mangler jeg nogen at forære lidt tingeltangel til. Forslag modtages gerne.

Tidligt tidligt næste morgen gik turen så til Mexico City, videre mod nabobyen Toluca hvor jeg om eftermiddagen tog et fly til Cancun og herfra tog en bus til Playa del Carmen. Men det er en helt anden historie.

Ak ja... det går langsomt med at få skrevet på bloggen. Jeg er nu nået til en lille strand ved stillehavskysten hvor jeg regner med at holde jul inden turen går tilbage til DK. Næste gang skal jeg have købt mig en lille rejsebærbar så jeg har noget at lave på de lange busture. Der er trådløst internet på rigtig mange cafeer og restauranter og så ville man også slippe for frustrationerne med ødelagte tastaturer og langsomme computere.

San Miguel de Allende remains copyright of the author lyster, a member of the travel community Travellerspoint.

Comment on this entry | Tweet this | Your own free travel blog | More Travellerspoint blogs

Guanajuato

2008-12-16T04:30:03Z

Højt oppe i de mexicanske bjerge er der en kløft. Dem er der mange af men under denne kløft og disse bjerge lå der en ordentlig bunke sølv og det er jo i sig selv grund nok til at bygge en by. Så det gjorde spanierne i 1500-tallet og Guanajuato leverede i flere århundreder 40% af verdens sølv. Det er der kommet en ret spektakulær by ud af hvor veje snor sig ind og ud af bjerget og gaderne er fyldt med katedraler, smukke åbne pladser og store palæer hvor sølvbaronerne kunne nyde livet. Idag er de fleste så blevet til dyre hoteller, men sådan et boede jeg ikke på. Nææh, da jeg træt ankom sent om aftenen lod jeg mig lede hen til det første og billigste og fik hvad jeg betalte for. Da selv det varme vand udeblev efter en kold nat i det smadrede værelse pakkede jeg mine ting og gik hen ad gaden til et lidt bedre sted.
Min dag blev heldigvis mærkbart bedre efter en lækker morgenmad i solskinnet på Plaza San Fernando og bagefter gik jeg. Opad. Jeg kan godt lide at gå opad. Der er noget dragende over højder og min glæde over at nå en top falder ofte sammen med ærgelse over at der ikke er mere ... højde.
Efterhånden som jeg kom højere op i byen blev husende mindre velholdte og de farvestrålende mure blev afløst af afskallede vægge og tilsidst beton, men oppe over det hele tårnede et bjerg. Efter en hurtig proviantering af en liter vand og en grum mexicansk variant af M&Ms lykkedes det at finde en vej der blev til en sti der blev til et spor og til sidst bare en skrænt. De 500m i højden (ja, der var ikke så langt som man måske skulle tro efter den lidt rørstrømske indledning) gik ganske hurtgit og der var en smuk udsigt hvor lillebrors kamera for alvor kom til sin ret. Ja, den søde lillebror har venligst lånt mig sit nye digitale spejlrefleks. I starten var jeg nervøs for at miste eller skade det, men nu bliver det smidst i tasken og kastet rundt... (det er gas, Rune)
Resten af dagen blev brugt på at vandre ned og rundt i byen, købe flybillet til Cancun og se semifinalen i den mexicanske fodboldturnering. De slutter deres liga af med slutspil for de fire bedst placerede klubber.
Mexicanerne er glade for døden... eller i hvert fald fascinerede. De har ikke samme forskrækkede forhold som derhjemme og et af de bedste eksempler er nok mumiemuseet. Klimaet i Guanajuato er ret specielt og konserverer på det nærmeste ligene så de efter bare 5 år er "mumificeret". Her vil det sige at liget er tørret ind med hår og hud og det tøj de blev begravet i og de bedste eksemplarer udstilles på museet hvis familien ikke vil betale for at beholde liget i jorden. Blandt "højdepunkterne" i udstillingen (der ellers er hurtigt overset) er nyfødte iklædt små kjoler, en myrdet mand hvor man kan se stiksåret, en druknet samt en kvinde der er blevet begravet levende og hvor liget derfor ligger i en noget forvredet position. Altsammen god underholdning efter en let morgentaco ved en bod i vejkanten.
Efter at have svælget i død brugte jeg de næste par timer på at vandre rundt i byen, tage et par billeder men følte pludselig trangen til at komme videre og tog derfor den første bus til San Miguel de Allende.

Ak ja, det går ikke altid lige hurtigt med at få opdateret bloggen. Har nu været en uge i Playa del Carmen på østkysten af Yucatan-halvøen og nydt den caribiske strand omend vejret har været overskyet en stor del af tiden. Jeg har så brugt tiden på at dykke og ellers lave så lidt som muligt på mit meget afslappede hostel. Har fået lagt mit ur ned i rygsækken og er kommet tættere på backpack tempo omend jeg stadig har et stykke til nogle af de andre rejsende. Glade folk der ligger på en sofa i en måned og hvor det er en stor dag hvis de kommer udenfor bygningen. Men hvorfor skulle man dog også det når ejeren er så flink at lade hashklumpen ligge fremme til fri afbenyttelse.. (sådan noget benytter jeg naturligvis ikke og jeg vil gerne understrege at denne blog er næsten hashfri)

Guanajuato remains copyright of the author lyster, a member of the travel community Travellerspoint.

Comment on this entry | Tweet this | Your own free travel blog | More Travellerspoint blogs

Guadalajara

2008-12-12T04:30:05Z

Ahh, lykken er at finde en internetcafe hvor tastaturet ikke har været nedsænket i kaffe og cola og hvor computeren er købt i dette årtusind. Man lærer at sætte pris på de små ting.

Jeg var nået til Guadalajara, Mexicos næststørste by med 5mio indbyggere. Efter en udemærket nats søvn til trods for hårdtpumpende discorytmer kom jeg til sidst ud og kigge lidt på storbyen. Hele centrum er fyldt med pladser, gågader og alle de skulpturer, springvand, kirker og butikker der hører sig til. En nydelig by, omend den ligesom så mange andre storbyer lider under for meget trafik.
Den første dag blev brugt på at inspicere stedet og da jeg om eftermiddagen kom tilbage til hotellet gik jeg helt kold. Måske lidt lynsygdom der dog var overstået til næste morgen. Jeg havde efter en del søgen fundet turistkontoret og undersøgt hvad der skete i byen men det overraskede selv personalet på kontoret hvor lidt der skete. De foreslog en tur til Tlaquepaque (ja, det udtales lige så fjollet som det skrives) og en rundtur på et tequila destilleri og det lød da som en udemærket ide.
Efter lidt indledende taxakørsel har jeg nu kastet mig over lokaltrafikken. For første gang i mit rejseliv ikke fordi det er billigere, men fordi det giver ekstra oplevelser. Og så giver det naturligvis et adrenalinkick at tordne afsted igennem trafikken i en lokalbus, hvor chaufføren ganske tydeligt kører med forvisningen om at han har 7 tons bus bag sig. Eller hvor meget en mexicansk bus af bølgepap og plastik nu kan veje. En bus af halvdårlig kvalitet og et vejnet der får nørrebrogade til at ligne en nyanlagt landingsbane er ikke den bedste kombination.
Altså tog jeg lokalbussen til Tlaquepaque og sparede dermed de 100 pesos det ville koste at blive hentet på hotellet og fik i tilgift en halv times gåtur igennem de absolut ikke turistede områder af Tlaquepaque da jeg stod af bussen 5min for sent. Så kan jeg lære at spørge i ordentlig tid.
Tequilaturen var ganske udemærket og blev heldigvis indledt med en djævelsk god marguerita og afsluttet med smagsprøver af deres forskellige produkter. Min guide var en flink fyr der var uddannet tequila smager og gik op i denne drik med liv og sjæl. Han stod netop for at udgive en bog om tequila og var meget spændt på hvor godt den ville blive modtaget. Grebet af øjeblikket endte jeg med at købe den bedste flaske de havde for 130 kroner men har bitterligt fortrudt at jeg nu skal slæbe rundt på ekstra dødvægt. Jeg må igang med at pimpe.
Kiggede også lidt på nydelige Tlaquepaque der er blevet et centrum for Artesania, lokal mexicansk kunstproduktion. Hvis man er til farvede dækservietter og små træfigurer ville man være i himlen.
Turen tilbage til Guadalajara gik bedre og efter en hurtig omklædning på hotellet og fralæggelse af alle værdigenstande var jeg klar til wrestling i Arena Coliseo, 5min. gang fra hotellet. Wrestling er kæmpestort i Mexico og de påstår at det stammer herfra før det blev et hit oppe nordpå. Konceptet minder en del om dens nordamerikanske fætter, med den forskel at det er mexicanere der hopper rundt i ringen og de fleste er iført tætsiddende latexmasker så det ligner et aggresivt møde i SM klubben. Og så kan det være lidt svært at tage en bryder på 1½ meter seriøst. De første par kampe var mellem ekstremt korte folk men efterhånden blev de større og farligere. Det var dog ikke noget der indvirkede på publikums opmærksomhed.
Det vigtigste element til mexicansk wrestling er muligheden for at sende svinske tilråb efter andre tilskuere, wrestlere, kvinder, kærester og hvem der ellers gider tage notits. Specielt de "fattige" der kun havde købt billet til tribunerne var yndede ofre og de svarede selvfølgelig igen med tilsvarende stor opfindsomhed. I enkelte tilfælde blev der klappet hvis en tilsvining var virkelig original, men for det meste var det ordene 'puta' og 'chinga' i sammenhæng med familiemedlemmer, oftest 'madre' (mor). Det fortsatte hele vejen igennem showet og til tider var der ingen der ænsede de hårdtarbejdende wrestlere. Interessant stykke kultur.
Næste dag var jeg på Instituto cultural de Cabañas, et tidligere børnehjem (meget stort børnehjem) der nu er museum og huser forskellige kunstskoler. Meget flotte væg- og loftsmalerier af Orozco samt forskellige interessante udstillinger, men det bedste var næsten at gå rundt i det store kompleks med dets mange små gårde fyldt med kunst og ... fred... fred fra trafik, sælgere, mennesker og anden larm. Virkelig dejligt. Klart et besøg værd en anden gang.
Således med to kulturelle oplevelser i hver sin ende af spektret kunne jeg med ro tage videre. Først med lokalbus til buscentralen (og endnu en ekstra lille gåtur da jeg missede mit stop) og dernæst 4½ time til Guanajuato i en af de lækre busser der klarer de lange distancer. Når Volvo nu kan sælge dem til mexicanerne, hvorfor skal vi så stadig sidde under forhold som ville få burhøns til at protestere (hvis de kunne, hvad de heldigvis ikke kan).

Den mexicanske mad er dejlig omend meget ensformig. Taco, burrito, enchiladas er meget ens retter hvor eneste forskel er pandekagens størrelse og om de har rullet den sammen for dig eller ej. Herfra er der ganske få varianter hvormed man kan bruge det samme kød og proppe det i forskellige andre former for brød. De største ingredienser er frijoles (bønnesnask) og lime, der serveres til alt; morgen, middag og aften. Hvis man skulle være allergisk overfor det kan man godt droppe Mexico.
Den fedmeepidemi der hærger så kraftigt i USA har så sandelig også fået tag i mexicanerne. Der er lidt forvirring hvorvidt det er USA eller Mexico der har de mest overvægtige indbyggere, men fede.. det er de. Rigtig fede. Og så er de jo ikke så høje så der skal ikke så meget til. Den slags kommer ikke af sig selv og jeg er også forundret over hvor mange snacks man kan få. I Guadalajara måtte jeg nogen gange lede efter et rigtigt spisested, mens konditorier, slikbutikker og ikke mindst isboder ligger på hvert gadehjørne. Og de bruges flittigt. På gaden vader de små buttede folk altid rundt med en eller anden snack i hånden. Mange steder inkluderer en sodavand i prisen og det gør det jo ikke lettere at holde den slanke linje.

Er nu nået til Playa del Carmen ved den caribiske kyst og har været på mit første dyk idag. Vejret var ikke så godt, men så er det heldigt at vandet er 27 grader.

Guadalajara remains copyright of the author lyster, a member of the travel community Travellerspoint.

Comment on this entry | Tweet this | Your own free travel blog | More Travellerspoint blogs

Det mexicanske bryllup - Part tres

2008-12-07T02:08:18Z

Mexicanerne har kastet sig over vejbump. Når man ser hvordan de kører kan man naturligvis godt forstå det, men som så meget andet i Mexico (og sydamerika for den sags skyld) så virker det som en lappeløsning, et hurtigt fiks og noget der ikke er helt gennemtænkt. For deres bump er ikke nydelige sinuskurver eller sindrige heller der skal få bilisten til at sænke farten. Nej, her har de fået et godt tilbud på gule metal halvkugler, ca. 15 cm høje, og dem placerer de overalt hvor de føler at der er behov for det... og det er åbenbart mange steder. Det svarer lidt til at køre over en kantsten og i stedet for at sænke farten skal man nærmest stoppe op og så køre forsigtigt over i 1. gear. Og håbe at ens ophæng holder.
Tit bliver disse "fartfælder" placeret uden nogen form for advarsel, ofte placeres de før et sving på en landevej og andre gange virker det som om det er den nærliggende vejbod der selv har lagt en stopklods for at generere ekstra handel. Der går nok 10-15 år før de undersøger markedet for vejbump nærmere og opdager at det kan gøres lidt mere intelligent.

Nåh, men brylluppet var endnu ikke helt overstået.
Efter 3 timers søvn fik jeg sagt farvel til drengene der havde 10 timers kørsel tilbage til Hermosillo og gik så hen til efterbrylluppet. Mere mad, mindre whiskey, ingen dans. Men meget hyggeligt og en god mulighed for at snakke med familien Maldonado.
Fik om eftermiddagen et lift af Javier Oroz og hans kone Daniela til Guadalajara og præsterede da også lidt hyggelig samtale den første halvdel af turen, men gik ud som et lys de sidste par timer. De havde ikke plads til mig i deres nydelige (og ekstremt julepyntede lejlighed), men de var heller ikke meget for at lade mig tage en taxa ind til centrum og finde et billigt hotel. Til sidst nappede jeg dog en taxa og blev kørt til et fornuftigt hotel der lå lige ved siden af et bøssediskotek. Til lyden af dunkende festmusik faldt jeg i søvn næsten øjeblikkeligt.

Har netop læst om IT Factory og ærgrer mig naturligvis over at vi ikke i Dormicor fandt på denne glimrende leasingkarussel. Undrer mig samtidig over hvorfor Hr. Bagge valgte USA som sit mål og ikke i stedet dette glimrende land lidt længere sydpå. Er netop nået til San Miguel de Allende; en dejlig by fyldt med amerikanere og andet godtfolk der nyder det dejlige klima i det centrale Mexicos bjerge. Her skal nok også være et par nyrige vesterlændinge med lyssky penge der har brug for et sted at nyde deres otium.

Det mexicanske bryllup - Part tres remains copyright of the author lyster, a member of the travel community Travellerspoint.

Comment on this entry | Tweet this | Your own free travel blog | More Travellerspoint blogs

Det mexicanske bryllup - Part dos

2008-12-05T01:21:19Z

Ahh, mexicansk tid. Man skal lige vænne sig til det, men så er det skønt. Ingen stress, ingen jag. Man kommer ikke for sent; det er bare de andre der er startet for tidligt.
Efter en lang morgenmad med drengebanden havde vi pludselig travlt. I forhold til det tidspunkt jeg havde fået opgivet aftenen inden var vi ca. 30 minutter forsinket, men det tog alle nu meget roligt. Godt nok var alle gæster på plads i kirken og brudeparret på plads foran præsten, men når ceremonien tager 1½ time er der nok tid at tage af.

Et mexicansk kirkebryllup minder på mange måder om de danske. Undtagelserne er:
Man fatter ikke hvad der bliver sagt. Godt nok skiftede de fra latin til spansk for 30 år siden men det hjalp ikke mig meget. Mit diminutive spanske duer stadig kun til at bestille øl og få et hotelværelse.
Præsten taler meget... rigtig meget. Og passioneret. I mine ører kunne han være i gang med at sælge bibler eller brugte biler.
Der skal være fotografer. I DK er man fin hvis man har bestilt en fotograf til at tage et par billeder under gudstjenesten, men hvis man er noget ved musikken i Mexico så har man hyret ikke mindre end 6-7 fotografer og 4 videokameraer... og de er ikke bange for at gå tæt på. Meget tæt på.
Man rejser og sætter sig mange gange og det er klart en fordel til at holde blodcirkulationen igang.
Efter vielsen fik venner af bruden på skift mikrofonen så de kunne ønske forskellige gode ting for brudeparret fra vorherre. Familiemedlemmer var også oppe og sige et par ord til brudeparret.
Ligesom derhjemme er der også nadver men i den katolske kirke skal man være fri for skyld for at tage den. Af uforklarelige årsager var forholdet 4-1 af kvinder og ingen af mine skyldstyngede nyfundne mexicanske venner skulle nærme sig den. Jeg mente nu nok mine synder kunne klare en nadver så jeg smuttede op og fik den tørre oblat sat på tungen af en præst. Imponerende, så er mexicanske oblater endnu mere udtørrede end de danske. Brugte 10 minutter på at grave den ud af ganen. Hvordan bærer kirken sig ad med at få noget så tørt uden at det falder fra hinanden?

Alt får en ende og vi kørte ud til det nybyggede fest-sted. Når man har valgt at bosætte sig et sted med dejligt klima holder man naturligvis sit bryllup udendørs og lige ud til vandet. Det viser sig at Veronicas familie ejer det største gasfirma (benzin er statsejet men gas er privatejet) i Sineloa-staten, hvilket jo matcher meget godt Josés familie der ejer det største gasfirma i de nordlige stater. Derudover ejer hendes familie hoteller og en tv-station (hvilket til dels forklarer mængden af kamerafolk til brylluppet) og de havde tilfældigvis en grund liggende lige ud til stillehavet som de ikke rigtigt kunne få brugt. Den var så blevet til et nybygget bryllupsfeststed som passende blev indviet af Veronica og José.

Veronica er uddannet advokat og har de sidste to år arbejdet i forskellige dele af familiefirmaet. Nu flytter hun så med José til Hermosillo (oppe ved grænsen til USA) men burde nok kunne finde noget at lave.
Først skulle statsceremonien overstås. I Mexico er vielsen helt adskilt fra kirkebrylluppet så de skulle også giftes af en person fra kommunen. Masser af vidner til at skrive under i den store bog og selvfølgelig masser af kameraer.
Musik er en meget vigtig del af livet i Mexico og bryllupper er ingen undtagelse. Brudevalsen (eller en eller anden rokken frem og tilbage til noget popmusik) blev overstået inden maden og så var der ellers dans ad libitum resten af aftenen. De forskellige retter blev serveret løbende, men det meste af tiden gik man rundt, snakkede eller dansede og hele tiden med en whiskey med soda i hånden. Ja, hvor vi i DK lægger vægten på den gode drue var der her blevet indkøbt 110 flasker Johnny Walker til de 500 gæster. Der var naturligvis mulighed for diverse andre drinks, men da jeg forsøgte at få et glas rødvin til hovedretten var den væk.
Stilen er meget uformel. Kvinder i festlige kjoler og herrerne i lette sommerbukser og lyse skjorter. Der blev uddelt sjove hatte, t-shirts, masker og andre effekter som folk rendte rundt i resten af aftenen. Der hvor vi nøjes med at klippe lidt i gommens sokker fik José her en større lufttur inden han blev afklædt på herretoilettet, fik sine underbukser revet i stykker og tøjet blev herefter overbragt til Veronica der så skulle påklæde ham. Hun havde dog travlt med at synge karaoke på scenen sammen med resten af det mexicanske pigekor så han fik lov at vente et stykke tid.
Man starter med jazz før maden, så diverse populære popsange i starten men når der skal rigtig gang i festen sætter man 15 mand med tuba, trompeter, guitar og andet godt på en stor scene... Banda. Janneth, en flink pige, prøvede at lære mig de forbudte trin til denne traditionelle mexicanske dans, og det gik udemærket indtil vi nåede til Chapellito (lille hest); to mystiske sidelæns hop. Der skal vist mere whiskey til.
Da festen sluttede omkring kl. 3 var vi nogle stykker der fortsatte på det nærliggende diskotek. Der skulle være et maratonløb om morgenen så vi kunne nyde synet af friske løbere der varmede op mens vi gik hjemad i solopgangen kl. 6.
Det var naturligvis begrænset hvor meget jeg kunne nå at snakke med José i løbet af festen, men han har det godt (nok mest relevant for dem der kender ham) og arbejder som teknisk leder af de fire benzinstationer som familiefirmaet driver. Det er et velkendt fænomen at ejerne af disse benzintanke "fikser" standerne så de giver mindre benzin end de skal og konfronteret med dette kunne han bekræfte at "hans" standere giver 4% procent for lidt. Det normale, sagde han, er dog 6% procent, så de er jo de rene filantroper.

Det mexicanske bryllup - Part dos remains copyright of the author lyster, a member of the travel community Travellerspoint.

Comment on this entry | Tweet this | Your own free travel blog | More Travellerspoint blogs

Det mexicanske bryllup - Part Uno

2008-12-02T06:29:59Z

Den sidste uge i Danmark var rimelig hektisk. Jeg tog afsted to dage inden vores projekt skulle afsluttes (hvilket i sig selv var stressende), der var gaver der skulle købes, venner der skulle ses, en båd der skulle tømmes så først onsdag nat kl. 5 var jeg færdig med at pakke. Lige tids nok til at få 3 timers søvn. I det mindste sov jeg godt på turen over atlanten.
Min rejse var en uskøn kombination af SAS og United Airlines så jeg skulle skifte i Washington. De snedige amerikanere har besluttet sig for at alle der er fjollede nok til at sætte foden på deres jord skal igennem det store visum show hvilket tager 1 time og indebærer fingeraftryk og mugshot inden man kan flytte sin bagage fra et transportbånd over på et andet og fortsætte sin rejse. Tak skal I have. Men så har man da noget at tage sig til i ventetiden.
Brylluppet skulle stå i Mazatlan der ligger på vestkysten men jeg kunne først komme videre fra Mexico city dagen efter. Jeg ankom sent om aftenen til Mexico city, fik en taxa ind til byen, fandt et hostel, sov 10 timer, tog en taxa til lufthavnen og har indtil videre ikke set andet af byen end trafik og os... men det er der til gengæld også rigeligt af.
Tidligt fredag eftermiddag var jeg omsider fremme ved min destination: Hotel Los Sabalos som de havde placeret fornuftigt lige ud til stillehavet. Jeg var blevet indlogeret sammen med en af Josés gamle venner, René Real, der var ankommet dagen før sammen med en større venneflok. Det havde de fejret med en gevaldig bytur så de var stadig godt medtagne. Det er en meget festlig gruppe af mexicanere og jeg endte da også med at tilbringe det meste af weekenden i deres selskab. Jeg ved ikke om det er mexicanere generelt, eller specifikt for folk fra Hermosillo, men alle havde øgenavne og blev konsekvent kaldt ved det: Cabezon (hovedet), Negro (sorte), Pollo (kylling), Paco, Gonzalo osv.
Efter en tur i bølgerne og nogle øl ved poolen fik vi en større gang mexicansk seafood inkluderende hummer, rejer i alle afskygninger, blæksprutte og diverse slags grillet fisk. Herefter røg vi i byen til kl. 3 hvor de fleste af os tog konsekvensen af det forestående bryllup og smuttede hjem i seng.

Det mexicanske bryllup - Part Uno remains copyright of the author lyster, a member of the travel community Travellerspoint.

Comment on this entry | Tweet this | Your own free travel blog | More Travellerspoint blogs

Wien

2006-04-12T22:21:27Z

Ahhh… Wien. Hjemsted for alle de ting vi kender og elsker mest. Snitzlen, valsen, Mozart og chokolade i diverse former..
Claudia fandt mig vandrende rundt på Wien Süedbahnhof, et ganske ucharmerende betonbyggeri som heldigvis ikke er kendetegnende for Wien. Jeg blev indlogeret i hendes lejlighed, fik noget morgenmad og inden hun smuttede på arbejde blev jeg udstyret med et kort og lidt informationer om hvor jeg burde begive mig hen i Wien.
Claudia og Danica (Dani) kender jeg fra min måned i BsAs hvor de lejede det andet værelse hos Andrea. I to uger mødtes vi næsten hver aften til tango og rødvin og nu skulle de altså prøve at overbevise mig om Wiens utallige goder.
Resten af fredagen gik med lidt sporadiske forsøg på shopping på den store butiksgade, Maria Hilfestrasse, og derefter en gåtur rundt om og igennem Wien. Så var den by set og den er såmænd meget pæn. Masser af store svulstige bygninger spredt med rund hånd udover byen, en flod (Donau), et par store kirker, et nyt bycenter med højhuse og lidt småbjerge i udkanten af byen. Hvad kan man så forlange mere?
Jeg tog deres metro/s-tog hjem til Ottakringer kvarteret hvor Claudia havde sin fine lille lejlighed. Kvarteret er opkaldt efter det bryggeri der ligger tæt på hendes lejlighed (eller også er det omvendt), og det er et af de fattigste kvarterer i Wien.. eller boheme kvarteret, som Claudia prøvede at sælge det. Ahh ja… få et par fattige kunstnere til at flytte ind i din bydel og så er det pludselig boheme i stedet for ghetto… men det ligner stadigvæk noget dårligt vedligeholdt skidt.
Claudia kom hjem lidt efter mig og vi fik lavet en virkelig ussel pastaret. Hun var småsyg og skulle derfor ikke drikke (ret meget) og så kunne hun jo samtidig køre os rundt i hendes lille Golf. Vi hentede Dani og tog så på Palmehuset, en lækker cafe/restaurant med DJ og loungestemning. God stil. Sluttede aftenen af på et noget mere snusket diskotek. Mindre god stil.
Lørdag prøvede vi at finde et sted at spise brunch, men det kunne simpelthen ikke lade sig gøre. Vi endte med at tage ind til byen og spise ”pallachinken” eller noget i den stil på en restaurant der serverede ægte wiensk mad. Det er efterhånden ved at gå op for mig at østrigerne spiser en del søde varer som hovedret. De har masser af ”traditionelle” retter som ville ryge ind under dessert i Danmark. Helt klart et område for Danisco.
Claudia skulle til farmands fødselsdag, så Danica og jeg overtog hendes lejlighed og gik i krig med rødvin og Kaiser Schmann; en pandekageagtig ret hvortil jeg lavede æblemos. I tilberedelsen af denne glimrende spise, som jeg havde smagt i Buenos Aires, er det dog bydende nødvendigt at man ikke tager fejl af salt og sukker… verdammt.. Så det var lige til skraldespanden og så endte vi med at bestille sushi.
Vi mødtes med Claudia på en natklub i museumskvarteret men gik relativt tidligt hjem for at komme på ski dagen efter.
Det blev til gengæld en meget speciel oplevelse. Efter at have skaffet et snowboard til Dani kørte vi 1½ time op til skisportsstedet… i regnvejr. Og regnvejret fortsatte hele vejen op på pisten. Efter 30 minutter var vi fuldstændig gennemblødte men vi fortsatte stædigt hele eftermiddagen indtil de lukkede.. som nogen af de eneste. Sneen var egentlig ikke helt umulig men det var mere sjældent end skønt og det krævede i hvert fald noget Jägerte at køre i det føre.
Mandag havde Claudia sat sig for at vise vor smuk Wien var og det er jo også lettere når solen skinner og temperaturen ligger på den rigtige side af 20 grader. Så turen gik op i bakkerne vest for byen hvorfra man kunne gå tur i skønne parker og spise frokost med udsigt over Wien. Eftermiddagen blev brugt i selskab med Dani efter at hun var færdig med sit arbejde på hospitalet. Jeg havde hele tiden haft et ønske om at være en smule kulturel når jeg nu var i kulturens højborg og vi havde kigget på forskellige musikarrangementer, men intet havde passet hvad angik tidspunkter og priser. Da vi alligevel kom forbi statsoperaen kiggede vi ind for at se om de havde billige billetter og endte med at stå i kø 30 minutter for to billetter til 25 kroner stykket til aftenens forestilling. Super, men så var det ståpladser til balletten Svanesøen. Mmmhh.. ballet. Det er så tredje gang jeg ser sådan en fætter og anden gang det var Svanesøen. Jeg tror aldrig rigtig jeg kommer til at sætte pris på svansede mænd i tights og kvinder der danser på tåspidserne.
Claudia havde inviteret et par veninder til min fødselsdagsfest da vi endelig nåede tilbage til lejligheden og så er det jo altid sjovt at blive fejret. Der blev serveret lidt sprudelwasser og chokolade, men staklerne skulle alle tidligt op og studere eller arbejde.
Tirsdag var det så endelig blevet tid til at vende næsen mod Danmark. Heldigvis på business class.. :-)

Wien remains copyright of the author lyster, a member of the travel community Travellerspoint.

Comment on this entry | Tweet this | Your own free travel blog | More Travellerspoint blogs

Mere Trento

2006-04-03T22:47:03Z

Så gik der 10 dage. Det tog ikke nær så længe som jeg havde regnet med… ca. 10 dage hvis jeg tænker efter.
Og hvad kan man så bruge 10 dage på i midten af de italienske dolomitter på en selvstændig forskningsinstitution der slet ikke må have mig på besøg? Tjahh, onsdag havde de ikke tid til at se mig, torsdag sad vi og prøvede at finde ud af hvad det egentlig var vi skulle lave og fredag var vi på ski om eftermiddagen… så den første uge gik hurtigt. Desværre tog jeg på ski med nogle af de lokale og jeg skulle naturligvis følge med dem så allerede første tur ned af bjerget stod min i forvejen pressede akillessene helt af. Den føles nu som om den hænger i en tynd tråd.
I weekenden var jeg overladt ganske til mig selv. Hagen havde sin søster på besøg og selvom han havde ganske ambivalente følelser overfor hende og hendes lokomotivførende mand, så var hans tid trods alt afsat til dem og deres børn. Så jeg var ganske alene. Kein problem.
Fredag aften tog jeg på restauranten Tre Garofani der klart kan anbefales hvis ens vej skulle falde forbi Trento. Måske en anelse prætentiøs men når man er alene i byen er det kun lækkert at tjenerne kommer rendende hvert minut for at servere nye retter eller hælde mere vin op. Efter et godt restaurant besøg prøvede jeg at finde ”in”-stedet i Trento hvilket er noget lettere sagt end gjort. Hver gang jeg spurgte folk hvor man skulle gå hen i Trento grinede folk indforstået. Der er tilsyneladende intet sted i Trento der har åbent længere end til kl. 2 og selvom der er en del unge i byen så foregår festerne mest i private hjem eller obskure steder der er hemmelige for ordensmagten. Byen bliver styret af gamle folk der vil have ro klokken 12.
Det lykkedes at finde et sted der spillede salsa musik og møde noget af lokalbefolkningen. Nu skal man huske på at det er Italien hvilket er det land i Europa efter Rumænien der er dårligst til fremmedsprog. Til trods for at jeg kan gøre mig forståelig på engelsk, tysk, spansk og til nøds dansk, hjælper det intet overfor en forhærdet mafioso. De nægter at tale andet end italiensk. Som modtræk taler jeg mit gebrokne spansk til dem og det hjælper naturligvis intet.. Der er faktisk længere mellem spansk og italiensk end jeg troede, men i mine sprogsvage ører lyder det hele ens og så føler jeg at jeg har gjort mit i forsøget på at forstå hinanden.
Nåh, det lykkedes at føre en spartansk samtale med Don Alejandro de la Vega og hans kumpaner og vi fandt sammen i fælles samhørighed om unavngivne shots bestående af vodka (mener jeg), kahlua og 80% stroh rom lagt forsigtigt på toppen. Så kunne man tænde ild til sjoveren, lægge en hånd over, brænde ilten væk og tæske drinken i bordet inden man drak den. Spændende.. ak ja, skik følge og lever fly…
Mit hotel lukkede for natten kl. 1, så jeg sørgede naturligvis for at tage en taxi hjem til rette tid blot for at finde det hele lukket og slukket. Det var en lettere presset Lyster der stod på toppen af et bjerg kl .1 om natten og tæskede løs på døren til hotellet. Jeg begyndte at gå på jagt i omegnen for at finde nogen med en telefon så jeg kunne ringe til hotellet da en flink fyr kom kørende forbi. Med hans mobil og hans italienske lykkedes det at få mig ind på hotellet.
Efter i den grad at være blevet svigtet af hotellet natten inden var jeg overbevist om at jeg måtte af sted i weekenden så jeg tog en bus til Cavalese 1½ time væk. Desværre var min timing ualmindelig dårlig så jeg endte med at vente to timer på bussen og da jeg endelig nåede frem tog det næsten en time at finde et hotel. Jeg nåede dog at komme et par timer i sneen men desværre var min fod fuldstændig smadret fra dagen før så jeg måtte stoppe tidligt og tage i sauna og boblebad på hotellet. Cavalese var om muligt endnu mere fest forladt end Trento. Der er kun et sted man kan gå i byen og der er altså ikke mange mennesker når man kigger forbi en lørdag kl. 22.30. Det kan godt være at er mere gang i den senere, men det syntes jeg simpelthen ikke jeg kunne klare at vente på.
Søndag prøvede jeg at tage det roligt og tog igen kun ud i sneen om eftermiddagen og det gik lidt bedre, om end min akillessene stadig er forbavsende utilfreds med at blive proppet i et par snowboard støvler. Det hverken fatter eller accepterer jeg. Hvis nogen kender en snedig måde at udskifte sin akillessene med noget mere moderne i f.eks. titanium så er jeg meget interesseret.
Var på bar til sent med Hagen søndag aften i Trento og han er såmænd en hyggelig fætter, selvom han til tider kan have et lidt sort syn på livet, Italien og alt ind imellem.
Hele denne uge er gået med lange dage på Create-Net og besøg på de bedste restauranter Trento kan tilbyde hvilket ikke siger det helt store. Selve arbejdet er gået præcist så langsomt som man kunne forvente men vi nåede faktisk næsten det mål jeg havde sat for turen så jeg er meget godt tilfreds. Nu kan vi så rode videre med hver vores del af projektet og forhåbentlig mødes om en måned eller to og gøre det hele færdigt. Jeg ville naturligvis gerne til Trento igen, men det er nok desværre bedre at gøre det på universitetet i Danmark og Hagen vil forfærdelig gerne sende deres tekniker Luca til København. Han er en flink ung mand som desværre bærer tydelig præg af at han stadig lever hjemme hos mama ude i en eller anden lille by i bjergene. Hagen mener at han vil have godt af at komme uden for Italien for første gang i sit liv og det kan jeg jo kun bekræfte ham i.
Nu er det så blevet torsdag aften og jeg er på vej til Wien med nattog. Hvis gud og de italienske toge står mig bi skulle jeg gerne nå til Wien i morgen tidlig og møde Claudia und Danica som jeg boede sammen med i BsAs.
Ikke mere Italien for denne gang, men jeg er klart blevet positivt stemt overfor Trento til trods for at det er en af de mest døde byer jeg har været i. Kan vel bedst sammenlignes med Kolding eller andre jyske byer af lignende størrelse. Der sker ikke det store efter kl. 21, men det er til gengæld en utrolig flot by beliggende midt i bjergene… nåhh, så kan den nok ikke sammenlignes med Kolding eller andre byer i Danmark. 20 minutter til nærmeste skisportssted og her i midten af marts skinner solen næsten hver dag og vi nærmer os vel 15-20 grader… som en dansk maj. Jeg må atter engang erkende at jeg er mere afhængig af vejret end jeg troede. Kan næsten mærke hvordan livsglæden breder sig i kroppen når man traver igennem en solbeskinnet by på vej til arbejde.

Mere Trento remains copyright of the author lyster, a member of the travel community Travellerspoint.

Comment on this entry | Tweet this | Your own free travel blog | More Travellerspoint blogs

Trento, 14. marts

2006-03-23T06:42:05Z

Så er det atter lykkedes at undslippe den grumme og tilsyneladende uendelige danske vinter og så må jeg jo hellere skrive lidt i min rejsedagbog. Og denne gang er rejsen faktisk ikke kun fornøjelse. Det har ellers været en hård omgang at komme tilbage til Danmark efter tre fantastiske måneder i Sydamerika. Efter at jul og nytår var overstået blev det hurtigt hverdag og min sædvanlige vinterdepression, koblet med den ligeså sædvanlige slut-på-rejse depression, faldt naturligt sammen med første dag tilbage på arbejdet på uni. Småkage. Så sad jeg ellers der i to uger og kiggede ud i det danske vintermørke og drømte om rødvin og hesteridning. Arbejde blev der i hvert fald ikke lavet meget af.
Nåh, ikke mere snøften og hylen. Det lykkedes også at komme 4 dage til karneval i Køln i slutningen af februar. Mine to tyske venner fra Australien, Gita und Katja, havde inviteret mig til karneval for at overbevise mig om at det var langt bedre end Oktoberfest i Munchen. Kan ikke helt beslutte mig for om det er bedre, men helt sikkert anderledes… og meget sjovt. Da jeg først hørte om konceptet med at stå som sild i en tønde en hel aften i udklædning og drikke kölsche øl mens man skråler med på lokale uforståelige kölsche sange var jeg ikke overbevist om det fantastiske, men efter at have gjort det i fire dage må jeg erkende at de kære tyskere har fat i noget. Selvom det blev en ganske stresset weekend er jeg nu blevet en overbevist karneval fan og kan sagtens se mig selv tage turen igen…
Efter Køln blev der rent faktisk arbejdet hårdt et par uger for at få noget klar så jeg kunne komme ned til vores italienske samarbejdspartner i Trento og det er så her jeg er havnet. Turen gik over Munchen tirsdag aften, hvor jeg kunne overnatte hos Lars og Silja og med vanlig tysk effektivitet havde han skaffet en gang øl så vi ikke bare skulle sidde og snakke hele natten. Næste morgen blev jeg sat på toget og nåede endelig frem til Trento midt inde i de italienske Dolomitter. Min tyske forbindelse i Trento, Hagen Woesner, hentede mig på stationen og fulgte mig yderst galant til mit hotel, nydeligt placeret på toppen af et bjerg, 400m over Trento. Det tager 4 minutter med svævebane at komme ned til byen, men 15 minutter med taxi hvis man vil hjem efter at de lukker svævebanen kl. 22.30.

Hmm.. jeg må jo hellere få skrevet det her færdigt inden jeg når hjem... og jeg fandt sørme et længere stykke halvfærdigt prosa om optakten til en hestetur i det sydlige Argentina. Gad vide om det nogensinde skal publiceres.

Trento, 14. marts remains copyright of the author lyster, a member of the travel community Travellerspoint.

Comment on this entry | Tweet this | Your own free travel blog | More Travellerspoint blogs

Inca Trail

2005-11-30T19:36:14Z

Så må det vist også være på tide at få skrevet lidt mere til den noget forsinkede rejsedagbog. Som tiden dog går når man rejser og pludselig er jeg tilbage i Argentina hvor tiden går med fester og andre fjollede ting.
Men tilbage til Peru hvor jeg vist er nået til d. 2. november der blev brugt som optakt til det højt besungne Inca trail trek... Fik betalt de resterende dollar ($US 295 ialt) og om aftenen var der så introduktionsmøde for alle de kommende vandrere. Intet ophidsende, andet end at de gentagne gange fortalte hvor hårdt det ville blive.. troede ikke rigtig på dem. Under spørgerunden forhørte jeg mig om medbragt alkohol til stor morskab for resten af selskabet. Desværre var jeg alligevel den eneste der syntes der var brug for den slags, men min medbragte rom smagte nu eventyrligt godt de kolde aftener i bjergene.
Næste morgen blev jeg hentet kl. 6 hvilket er lidt for tidligt efter min smag, specielt når der ikke er varmt vand på hostellet. Det frembragte et par grimme eder og et par slag til vandinstallationen. Så uden et sidste bad var jeg nu klar til det fantastiske Inca Trail. Og jo, det er da en udemærket tur. Flotte bjerge, masser af ruiner hele vejen og der var da også tider hvor man kom til at svede.. men så fantastisk synes jeg nu ikke det var. Har set flottere bjerge, smukkere ruiner men har aldrig fået bedre mad. Det var så her de 300 dollar kom til deres ret.
Til at betjene vores gruppe på 10 turister var der 12 bærere, en kok og en guide. Når vi nåede frem til frokost eller overnatningsstederne stod der et stort telt parat, te og snacks blev serveret og maden var simpelthen i særklasse. Altid 2 eller 3 retter og jeg har ikke fået så god mad mens jeg har rejst.
Vores guide Omar var flink og gjorde meget ud af at fortælle om de fantastiske inkaer og de onde onde dominikanske spaniere der på grummeste vis udslettede så avanceret en kultur. Da inkaerne ikke havde noget skriftsprog er der ikke meget viden der har overlevet til idag og han gentog utallige gange: "But really we don't know, unfortunately... because of the dominicans" eller "It was covered by nature".
Den første dag blev vi kørt ud i bjergene til vores startsted og derfra gik det så i adstadigt tempo op i bjergene. Ingen store stigninger og vi vandrede i 2500m højde så der var ingen åndenød. Snakkede en del med Nigel, en afslappet irer der virkede en smule malplaceret i sine cowboybukser og sneakers når alle andre havde det store outdoor udstyr i orden.
En af pigerne var rimelig presset og ville betale 30 dollar for at få en porter til at bære nogle af hendes ting. Da jeg syntes jeg manglede lidt udfordringer tilbød jeg at tage nogle af hendes ting mod betaling i øl, så på anden dagen blev min rygsæk vejet til 16kg. Afsted mod første og højeste pas i 4200m højde, og gruppen blev hurtigt spredt ud. Nigel og jeg travede opad sammen og nåede efter et par timer frem til sidste hvilested inden toppen. Herfra gik hver mand for sig selv og det tog 45 minutter at nå toppen. De sidste i vores gruppe var flere timer efter os andre og da vi også skulle give bærerne tid til at klargøre frokost blev det til et længere ophold på toppen af passet. Jeg brugte noget af tiden på at kravle et par hundrede meter op ad bjerget der tårnede sig over passet.
Vores frokoststed blev også vores overnatningsted så resten af dagen gik sin stille gang med at slappe af... som man nu slapper af. Lidt alkohol, og sørme om vores meget flinke guide Omar ikke var faldet over lidt tørrede planteskud fra diverse bjergurter der kunne ryges.
3. dagen endte med at blive den hårdeste da vi nu skulle over to pas og samtidig trave ned ad den såkaldte gringokiller der bestod af 3600 velvoksne trappetrin. På pas nummer to nåede jeg toppen som den første og besluttede mig for at bruge ventetiden på at bestige et bjerg så jeg smed tasken og kravlede op til toppen en god del hundrede meter over passet. Og ned igen.
Nigel og jeg begyndte at diskutere de kolde øl vi skulle have når vi kom frem til lejren om aftenen så den sidste nedstigning foregik i løb og blev vist gjort på under en time... men så smagte de øl også ekstra godt.
Den fjerde dag skulle vi så omsider se Machu Picchu og spændingen var stor. For os og for de 150 andre turister der stod før os i køen for at komme frem til Solporten. Her lovede jeg mig selv aldrig at tage sådan en tur igen for det ødelægger jo en del af den uspolerede stemning når man går i hælene på alle de andre turister og der står 100 snakkende vesterlændinge mellem dig og billedet af Machu Picchu.
Nåh, vi nåede omsider frem til ruinerne men så sent at der var proppet med mennesker. Jeg må nok erkende at jeg ikke er det store ruin menneske og havde svært ved at sætte pris på alle de små detaljer som Omar fortalte. Kan godt se at de var dygtige til at skære sten til og stable dem ovenpå hinanden, men burde de ikke have udvundet noget jern, lavet nogle ordentlige våben og forsvaret deres kultur. Og som en lille sidebemærkning til spaniernes ødelæggelse af deres kultur. Inka riget havde blot eksisteret i 100 år og var naturligvis vokset ved erobring og da spanierne meldte deres ankomst var de svækkede af en flerårig borgerkrig mellem to af inkaerne... så smartere var de altså ikke... selvom de var gode til at bygge i sten.
Efter vores guidede tur løb jeg en tur op på toppen af Wayne Picchu, det lille bjerg der ligger bag Machu Picchu. Matt fra sydafrika fortalte at hans mor havde klaret opstigningen på 30min og man kan jo ikke lade sig slå af en ældre dame fra afrika, så jeg stormede afsted og nåede toppen efter 24min... pænt smadret.
Så var der ingen grund til at bruge mere tid på ruiner og jeg tog en bus ned til byen og gik i de varme bade mens det styrtregnede... for første gang på vores tur. Vejret var virkelig med os og vi startede hver morgen med solskin afløst af en smule skyer om eftermiddagen.
Tog tilbage til Cusco og efter endnu et usselt bad på hostellet lidt øl med de andre fra turen inden vi alle gik relativt tidligt i seng.
Og dermed slut.

Inca Trail remains copyright of the author lyster, a member of the travel community Travellerspoint.

Comment on this entry | Tweet this | Your own free travel blog | More Travellerspoint blogs

Isla del Sol

2005-11-09T20:58:48Z

Jeg er af Brian Birke blevet bedt om at beskrive forskellen på de højt besungne argentinske kvinder og kvinderne i La Paz og må jo med skam erkende at mit kendskab til begge steders feminine sider er langt fra ønskeligt. Kvinderne i La Paz ligner dog noget mere deres søstre i BsAs end i resten af Bolivia. Nu har jeg jo ikke set så pokkers meget af Bolivia, men langt størsteparten af landets befolkning består af renblodede indianere eller mikset blod. Og meget kan man sige om indianerene men de ligger altså et stykke fra den vestlige verdens skønhedsidealer og såmænd også et stykke fra skønhedsidealerne i sydamerika. Det kan synes lidt underligt, men man er tilsyneladende smukkere jo hvidere man er (noget os med lactosehud altid har vidst) hvis man skal dømme efter reklamer, tv-personer osv.
Godt så.
Efter lidt mere roden rundt i La Paz tog jeg en eftermiddagsbus til Copacabana ved Lake Titicaca der ikke er helt så eksotisk som navnet giver udtryk for. Kom for sent til at nyde den smukke solnedgang og brugte aftenen på at kigge lidt på byen. Turistet.
Stod tidligt op, fik afleveret den store rygsæk og gik så nordpå. 17km smuk tur i bakkerne langs kysten inden jeg nåede Yampupata. Herfra kunne man chartre sig en båd til Isla del Sol, hvilket var præcis hvad jeg havde tænkt mig at gøre. Imod al logik kostede det 70kroner at blive sejlet over med motor, hvorimod en robåd kunne lejes for 15kroner. Efter at have sikret mig at det ikke var undertegnede der selv skulle svinge årerne blev der givet hånd og så gik turen ellers langsomt mod øen.
Vel fremme travede jeg mod den nordlige del af øen alt imens jeg besteg alle de toppe jeg kunne komme i nærheden af. Det er nu ikke fordi der er de helt store bjerge, men alting virker højere og hårdere når man er i 3800m højde. Det højeste punkt var 4061m over havet, så det var ikke de store tinder, Isla del Sol kunne byde på. Men flot var det.
Nød en smuk solnedgang fra toppen af øen og blev overrasket over hvor hurtigt det bliver mørkt. Havde regnet med at kunne nå ned til Cha´llapama hvor jeg ville overnatte inden mørket satte ind, men det blev en hæsblæsende løbetur ned ad skråninger i det tiltagende tusmørke og det sidste stykke måtte jeg kravle igennem folks haver i næsten totalt mørke... god timing.
Den eneste anden person på hostellet var en kvindelig amerikaner der var professionel fløjtespiller og nu brugte sin ferie på at rejse rundt til gamle ruiner og spille fløjte... meget sjovt. På landet i Bolivia lever man med solen så når det først er mørkt går man i seng. Det lykkedes mig dog at få åbnet den lille bys eneste restaurant igen, men for den fyrstelige sum af 12 kroner for en 2-retters menu var det vel heller ikke for meget forlangt.
Syntes selv jeg stod tidligt op kl. 6, men alle andre var tilsyneladende stået op ved solopgang kl. 5.30. Spiste lidt kiks og vandrede så hastigt sydpå mod hovedbyen Yumani hvorfra færgen gik kl. 10.30. Det tog under 2 timer så der var god tid til lidt rigtig morgenmad inden færgen forlod Isla del Sol. Tilbage i Copacabana var der lige tid til at bestige bjerget der tårner sig over byen før jeg tog bussen mod Cusco.
Efter endnu en lang bustur på 11 timer nåede jeg endelig frem til Cusco. Jeg havde John fra Estados Unidos til at holde mig med selskab og han er klart en af de mest fornuftige amerikanere jeg har mødt længe. Hans kæreste var allerede i Cusco så jeg checkede ind på samme hostel. Billigt og skod dårligt.
Nu har jeg ikke set så forfærdelig mange hostels i sydamerika, men det her var da helt klart ringe. En af de vigtigste ting når man rejser er de varme bade og der er ikke noget værre end at vente 5 minutter på halvlunkent vand der pludselig bliver afløst af iskold vanddamp mens det lyder som om vandrørene er ved at eksplodere. Så bliver man bitter og småirriteret når man står der med sæbe over det hele, ja man gør så.
Jeg ved ikke hvorfor, men lokale peruvianere lader ikke til at vide hvad deres gæster ønsker... eller osgå er de bare ligeglade. Selvfølgelig er der dyre hoteller der har al tænkelig luksus for mange dollars, men kigger man på hostels så er det klart mest populære hostel, Loki, ejet og drevet af en englænder eller irer.
Det er placeret et godt stykke væk fra det populære centrum, men til gengæld har de taget sig tid til at gøre noget ved de små ting. Rummene er malet, der er sat lidt fliser op i badeværelserne, der er en hyggelig restaurant med tilhørende bar og gratis internet. For det tager de så 40kroner pr. nat for en køjeseng i et 10-mands rum.
Til sammenligning betaler jeg 28 kroner for mit eget værelse med to senge og mit hostel ligger 50m fra centrum. Hvorfor er mit hostel så halvtomt, mens Loki er konstant booket op. Detaljerne.
En peruvianer tager en gammel bygning, hænger et par pærer op i rummene, får skrabet nogle gamle udslidte senge med usle madrasser af varierende kvalitet sammen og lejer det ud så billigt at folk vil bo der. Ingen maling, ingen vedligeholdelse. Der er ikke brugt penge på noget og det er tydeligt at der kun tænkes en måned frem.
Nu kunne man så komme med det argument at vesterlændingen sikkert har mange flere penge at gøre godt med, men det tror jeg egentlig ikke er tilfældet for så dyrt er det altså ikke at få malet et rum, gøre et badeværelse bare en lille smule indbydende og sørge for at der er ordentligt varmt vand. Men det kræver naturligvis at man investerer bare en lille smule og dermed planlægger mere end 6 måneder frem.
Hvor dyrt er det at købe en lampeskærm til 4 kroner og hænge over pæren? Det kan ikke være det der ødelægger budgettet, men langt de fleste steder: restauranter, hostels, butikker, hænger der blot en bar pære og lyser.
Nåh, ikke mere pjat om peruvianernes manglende forretningssans, for det er ikke kun her, men i de fleste ulande det gør sig gældende. Man tænker kun en uge frem.

Isla del Sol remains copyright of the author lyster, a member of the travel community Travellerspoint.

Comment on this entry | Tweet this | Your own free travel blog | More Travellerspoint blogs

Salt, salt, salt

2005-10-30T00:53:30Z

Onsdag d. 26/10
Efter endnu 9½ timers transport nåede jeg Uyuni hvor jeg omsider kunne finde et hotel. Togturen gik flot igennem de bolivianske bjerge men efter at det blev mørkt var der ikke så vanvittig meget sjov ved det. Har ikke rigtig mærket noget til højdesyge efter at jeg er kommet op i 3600m højde, men mine ben begyndte at gøre ondt, som om de led af vokseværk, mod slutningen af togturen. Måske et symptom... eller også bare et symptom på 38 timers kontinuerlig rejse. Rart var det i hvert fald ikke..
Ledte efter et sted at sove og det første hostel var fyldt. Mødte en underlig italiener med samme behov og vi endte i et dobbeltværelse. Han var godt nok en sær snegl og snakkede hverken spansk eller engelsk. Held og lykke i sydamerika, kammerat, for det er altså småt med folk der kan italiensk.. Kunne ikke sove pga. føromtalte smerter i benene og kulde. Det er koldt om natten. Rigtig koldt, og isolering er jo ikke ligefrem slået igennem endnu.
Torsdag d. 27/10
Jeg vågnede op, hvilket jo som regel indikerer at man er faldet i søvn så på et eller andet tidspunkt så jeg havde da fået et par timers søvn. Italiener-kaj var smuttet, hvilket egentlig ikke gjorde mig specielt ked af det. Tavsheden mellem os var næsten for meget, og mine små forsøg på at snakke spansk til ham blev ikke rigtig til noget.
Jeg trillede ud i Uyuni for at finde noget morgenmad og måske en tur til saltørkenen der er det eneste man kan gøre her... At finde en tur var bestemt ikke noget problem. Var ikke engang nået ud af bygningen før jeg var i et rejsebureau. Efter et par ivrige sælgere i diverse andre butikker endte jeg med en to dages tur med en flink italiener, Alessandro. Kunne ikke helt overskue en 3-dages tur hvor størstedelen af tiden ville foregå, spærret inde i en jeep. Specielt ikke, når jeg skulle videre med bus til La Paz bagefter.
Efter et varmt bad og noget morgenmad shoppede jeg noget varmt undertøj med Alex og det kom jeg sandelig ikke til at fortryde. Først på eftermiddagen kom vi så afsted mod verdens største saltsø.. og den er godt nok stor. På vejen stoppede vi ved et lille saltudvindings...sted. Fabrik ville nok være lige i overkanten for et familieforetagende hvor mor og døtre sad i mørket i en os af brændt salt og saltstøv og fyldte salt i poser. Lige en sag for Red Barnet, men de har vel for travlt med at redde parisiske prostituerede på stripklubber..
Nåede vel frem til Hotel de Sal der lå midt ude i saltet og meget passende var bygget fuldstændig i salt, og her skulle vi så overnatte. Stedet bød ikke på de store attraktioner bortset fra salt, så vi brugte resten af eftermiddagen i solen og fjollede rundt med 7-årige Kevin, hvis forældre driver hotellet. Jeg troede først han var åndsvag, men måske bare lidt understimuleret når man bor på et salthotel uden at se andre børn.
Det var ganske interessant at være ude i saltørkenen og vi fik vores oplevelse helt for os selv da vi var de eneste overnattende gæster. Vi håbede naturligvis hele tiden at der ville kigge et par svenske piger forbi, men til trods for en masse stjerneskud blev det ikke til noget. Så meget for den barnetro.
Nød en smuk solnedgang og så blev det rigtig rigtig koldt. Gudskelov for mine nye uldsokker og lange underbukser.. eller så lange som man nu kan få dem i Bolivia, hvilket vil sige lige under knæene. Endte med at drikke os halvfulde i noget afskyeligt rom.
Fredag d. 28/10
Det var meningen at vi skulle blive hentet kl. 11.30 og fortsætte vores tur rundt i saltet, men der gik lige et par timer mere inden vores redning kom. Afsted mod en ø i saltet fyldt med store kaktusser og så til en nydelig vulkan. Der var selvfølgelig ikke tid til at klatre op på den, og jeg mangler stadig at bestige et eller andet bjerg..
To timers køretur tilbage til Uyuni, en pizza og så 12 timer mere med bus til La Paz.. arghh.. jeg er fuldstændig smadret på nuværende tidspunkt og trænger bare til at være det samme sted et par dage, men jeg har ikke tid til at stoppe op for jeg skal være i Cusco i Peru d. 2. november.. Gud, hvor jeg dog hader fastsatte datoer.. aldrig mere.
Lørdag d. 29/10
Tjekkede ind på Hotel Torino i La Paz og fik et varmt bad. Skønt, men det ville have været bedre hvis ikke man fik stød når man rørte ved bruseren. Der er noget underligt ubehageligt ved få stød af en 220V installation når man står i vand til anklerne. Ventede hele tiden på at få det store stød, men jeg overlevede og blev ren i processen..
Ud i byen og jeg endte ved katedralen på Plaza San Francisco hvor alle de små skopudsere sværmede om mine stakkels sko der altså ikke skal pudses. Endte tilsidst i snak med Adolfo der læser på universitetet og ikke snakker et ord engelsk. Glimrende lejlighed til at få pudset det spanske af.. En overordentlig flink fyr der lige havde en eftermiddag ledig til at tage sig af en dansk turist. Jeg er dybt imponeret af ham. Han har et fuldtidsjob på en restaurant til 500 danske kroner i måneden, og så er han DJ på et diskotek hvor han tjener 40 kroner for 8 timers arbejde. Plus noget andet løsarbejde når han har tid... og så et universitetsstudie ved siden af alle hverdagsaftener.
Men vi trillede rundt i byen og kiggede lidt på seværdigheder, et museum, udsigt over La Paz, noget frokost og et par øl ind imellem det hele. Jeg var så storsindet at betale for frokost, øl og taxature men det løb også kun op i 40 kroner, hvilket betyder en del mindre for mig end for ham.
Nada más. Nu ud og spise lidt billig mad og drikke et par øl i La Paz der er endnu en positiv overraskelse. Synes den er pænere end jeg havde forventet.

Salt, salt, salt remains copyright of the author lyster, a member of the travel community Travellerspoint.

Comment on this entry | Tweet this | Your own free travel blog | More Travellerspoint blogs

Bienvenidos a Bolivia

2005-10-26T19:01:21Z

Ohhh... min kommende kiropraktor bliver et lykkeligt og rigt menneske. Efter 26 timers bustur (vi var kun 5 min forsinket) nåede vi endelig La Quiacha på grænsen til Bolivia. Ud af bussen, hæve lidt ekstra penge i Argentina (det var vist ikke sikkert om man kunne finde en hæveautomat der tog visa på den anden side af grænsen) og så ellers ind i Bolivia. Mit middelmådige og yderst begrænsede spanske er rigeligt til at klare sig rundt så endnu ingen problemer.
Over grænsen, til togstation og købe billet til Uyuni, der skulle have nogle meget store udtørrede saltsøer. Toget afgår om en lille times tid så der var lige tid til at checke mail og fortælle at jeg stadig lever.
Turen var præcis så kedelig og forudsigelig som man kunne forestille sig af 26 timer i bus. Og det var ikke fordi vi kørte langsomt at det tog så lang tid. Gode veje hele turen. Argentina er bare et møgstort land. Den første dag kørte vi hen over Argentinas flade landbrugsland fyldt med køer og afgrøder og byerne så ganske pæne ud. Natten igennem kørte vi så langsomt op i højderne og i formiddags nåede vi så op til den højslette der udgør en stor del af Bolivia.. tror jeg.
Det ligner til forveksling Iran, hvilket vil sige et trøstesløst landskab med bjerge, grusbjerge og sletter fyldt med sten og lidt krat hist og pist. Ikke ligefrem et sted man kunne forestille sig at bo i længere tid af gangen. Men når man kommer fra pandekage Danmark så har alt med top jo en vis charme.
Det er fedt endelig at komme igang med at rejse igen for selvom jeg har været afsted en måned vil jeg ikke ligefrem kalde det at bo i BsAs at rejse. Nærmere et studieophold i en anden europæisk by. Nu tænker jeg for første gang på at jeg skal passe på mine ting, ikke blive hustlet af lokale charletaner og bliver passet op af lokale der gerne vil hjælpe mig mod un pocito plata... Ja ja.. når en 9 timers togtur koster under 50 danske rigsdaler kan det vel ikke gå helt galt.
Nu afsted til toget og endnu 9 timers transport, men jeg er bare glad for at jeg ikke er tvunget til at blive i Villacion en nat. Det virker ikke som den mest interessante by, men de har da en udemærket internet café hvor man kan komme til at ændre sproget.. ÆØÅ.. :-)

Bienvenidos a Bolivia remains copyright of the author lyster, a member of the travel community Travellerspoint.

Comment on this entry | Tweet this | Your own free travel blog | More Travellerspoint blogs

Farvel Buenos Aires

2005-10-25T05:14:32Z

Saa er det tid til at komme afsted, og tidspunktet kunne ikke vaere bedre. Efter et par uger med sol og til stadighed varmere vejr har det vaeret delvist overskyet de sidste par dage og idag gik det saa amok med regnvejr hele dagen a la Danmark. Saa er det ikke helt saa svaert at sige farvel. Farvel.
Til trods for at jeg har vaeret her en maaned har jeg naturligvis ikke faaet planlagt det ordentligt saa jeg tog ind paa et rejsekontor og forhoerte mig om flyrejser nordpaa mod Bolivia. Det var der sjovt nok ingen af imorgen og den paa onsdag koster 800,- saa det bliver til en 26 timers bustur fra imorgen kl. 10. Deres busser skulle dog vaere yderst behagelige og med god plads og saa kan det jo ikke afskraekke. Har jo haft fornoejelsen af verdens vaerste bustur ned igennem Sumatra men det var selvfoelgelig 9 aar (arrghhh...) og en hel del magelighed siden.
Tjahh, mangler jo stadig at faa skrevet om mine sidste to uger i BA, men det maa vente til jeg lige pludselig faar tid. Nu gaelder det foerst et hurtigt kig paa Bolivia og dernaest noget vandring i Perus bjerge. Det kan ikke gaa helt galt.
Den sidste uge har ellers vaeret stille og rolig efter at de oestrigske piger tog til videre. Skiftede til en ny spansk laerer der gik en del mere op i at snakke spansk. Kunne godt maerke fremskridt efter en uge med 15 timers spansk og jeg kan saa smaat goere mig forstaaelig saa laenge det ikke indebaerer svaere verber eller underlige ord. Og det er nok ogsaa ret sjaeldent det lykkes mig at boeje noget som helst rigtigt i datid... men men men. Det gaar fremad.
De sidste par dage har jeg stormet rundt og shoppet mig klar til bjergene. Der er blevet koebt jakke, fleece, vandresko og alt muligt andet habengut som sikkert ikke er noedvendigt. Derudover har jeg faaet shoppet mig et par tangosko hvis nu man skulle falde over et blankpoleret dansegulv i DK.
Blev desuden lidt skraemt af beretninger om alle de sygdomme man kunne paadrage sig i junglen saa jeg tog paa apoteket og fik alle de vaccinationer jeg skulle have haft for en maaned siden. Gul feber, tyfus, hepatitis a+b (kunne jo ligesaa godt tage dem begge to) og stivkrampe.. naar man foerst kommer igang, saa... Saa jeg er pumpet fuld af sygdom og har faktisk gaaet rundt og hostet lidt og faaet hovedpine de sidste par dage. Eller ogsaa er det bare indbildning. Og jeg ved godt at vaccinationer foerst virker efter 2 uger, saa jeg haaber ikke jeg bliver ramt af grumme bakterier indtil da.
Det er ellers en ren fornoejelse at faa vaccinationer her. Man gaar ind paa det naermeste apotek og siger hvad man skal have. Betaler for vaccinen og faar den stukket i haanden (ja, altsaa ikke med en naal) og saa kan man gaa ind i et lille rum hvor der staar en flink dame og stikker dig med din medbragte vaccine. Og det er vist det eneste hun goer for hun var godt nok god og effektiv. Ak ja, hvis bare alle kunne stikke som hende. Tror egenlig ogsaa det er ret billigt hernede. Endte med at betale 750,- for hele showet og det virker jo ikke saa dyrt efter danske normer.. Der skal doktormanden da ikke kigge ret meget paa en naal foer det koster 500,-.
Nu afsted mod Bolivia.

Farvel Buenos Aires remains copyright of the author lyster, a member of the travel community Travellerspoint.

Comment on this entry | Tweet this | Your own free travel blog | More Travellerspoint blogs

Weekend i BsAs

2005-10-23T17:04:30Z

Fredag d. 7/10
Moedtes med Brian kl. 21.30 paa Bar Abierto i Palermo for at spise noget aftensmad med ham og pigerne (og det er altsaa stadig de oestrigske toeser, Rasmus), men pigerne var paa shoppingtur saa de dukkede foerst op kl. 23. Lettere sultne fandt vi en yderst fin restaurant med noget af den mest hippe indretning jeg har set. Der kan de fancy steder i Koebenhavn altsaa godt gaa hjem og laegge sig. Saa der sad vi i vores sofaer og kiggede rundt paa alle de smarte folk og spiste vores 3 retters menu med vin inkluderet for 45 kroner. Det er jo ikke saa galt, men maden var nu heller ikke noget at skrive hjem om... hvad jeg jo ellers lige har gjort, men lad nu det ligge.
Jeg havde i en brandert naevnt at jeg i mit tidligere liv havde stiftet bekendtskab med den aedle salsa-dans og da pigerne ogsaa engang havde proevet det i et par timer skulle vi paa salsadisco. Afsted til Azugar ved Abasto hvor der blev danset en simpel form for salsa. Ikke helt saa laekkert som alle de andre solbrune, unge elegante folk der slangede sig paa dansegulvet, men sjovt. Tror de lukkede kl. 6.30 og saa trillede vi paa restaurant og fik morgenmad inden turen gik hjem i bus... Kom i seng kl. 8.30. zZZZZZzz
Loerdag d. 8/10
Nu begyndte det at blive haardt at leve i BA. Op kl. 13 efter 4 timers soevn og efter et bad afsted til marked i Palermo. Her trillede jeg saa rundt i min egen lille verden og kiggede paa kunst, folk og en ufattelig masse toej og tasker.. ak ak.. kvinder og deres tasker og oestrigske piger er aabenbart ikke anderledes end de danske. Vi besluttede os tilsidst for at tage til tango hos Alberto i Belgrano (barrio) og det var som foer naevnt supergodt. Stor optur og jeg var godt paa vej til at blive tangokonge. Alberto sagde i hvert fald at jeg havde talent.. eller noget i den stil. Mit spanske er jo ikke ligefrem flydende...
Bagefter til fest med Arthur, en oestrigsk bekendt som var paa besoeg i BA, hos nogle af hans designer venner. Flinke folk men snakkede ikke pokkers meget engelsk. Sluttede aftenen af i Sociel Center Armenia eller noget i den stil hvor der var milonga til kl. 6. Koerte paa nuvaerende tidspunkt kun paa roedvin og oel og kunne godt maerke traetheden presse sig paa. I seng klokken lidt i 7.
Soendag d. 9/10
Langt langt borte hoerte jeg noget banke paa en doer og stemmer der raabte paa en eller anden Tue. Naaede lige at faa 4 timers soevn inden jeg blev hevet op for at snakke med de kaere foraeldre der naturligvis brugte det telefonnummer jeg havde givet dem. Saa ku´ jeg laere det. De kunne ikke hoere hvad jeg sagde, men jeg fik da hoert dem og det var jo meget hyggeligt. Kunne ikke sove med det samme bagefter.
Om eftermiddagen tog jeg med pigerne til Recoleta marked og moedtes med nogle af deres poteños venner som vist var ret interesseret i mere end pigerne kunne levere. Forlod dem og kiggede paa lidt spansk i solen inden turen igen gik til tango i Belgrano.
Fik noget laekker Ravioli hos den flinke restauratoer ved siden af vores hus for 11,-. Nam nam. Og saa holder de aabent til kl. 23.30.
Mandag d. 10/10
Der er to undervisere i min lille bitte spanskskole og de hedder begge Mariangeles. Forvirrende... Jeg havde saa nummer to Mariangeles i dag og hun var vaesentlig bedre end den foerste. Snakkede ikke saa meget engelsk og havde en vaesentlig mere forstaaelig udtale af spansk. Besluttede mig for at skifte skole efter denne uge.
Saa til Palermo og koebe skjorte og baelte. Spiste paa en laekker cafe hvor jeg ogsaa moedte Andrea og Martin (www.martindeluca.com). Tror nok han er boesse, men kan ikke rigtig greje om de har noget koerende. Det hele er saa mystisk. Andrea tog med til tango men var ikke den store haj til det. Efter 3 timers tango og milonge lektioner var der milonga til sent paa natten. Vi fik danset en hel del ogsaa efter at alle de seje tangodansere indtog gulvet. Superskaegt. Trillede hjemad kl. 2.

Weekend i BsAs remains copyright of the author lyster, a member of the travel community Travellerspoint.

Comment on this entry | Tweet this | Your own free travel blog | More Travellerspoint blogs

Familien mv.

2005-10-19T03:51:29Z

Ahh, endnu engang proever jeg at saette mig til tasterne og faa fyret noget dagbog af. Det er godt nok ikke blevet til meget, men intet nyt er jo som regel godt nyt, med mindre man bor i en Pakistansk jordskaelvsramt landsby.
Tirsdag d. 27/9
Gik lidt rundt i solen og spiste frokost paa Café La libreria de las Madres. En café/boghandel drevet af moedrene til nogle af dem der forsvandt i de moerke aar fra 1978-83 (ca. ca.) hvor militaerdiktaturet huserede. Militaeret trak sig foerst tilbage efter at have tabt Falklandskrigen i ´83, men det betyder altsaa ikke at der er ro. Under urolighederne i 2001/2002 hvor bankerne indefroes alle penge blev 27 draebt i BsAs, saa det har en rimelig livlig nutidig historie. Noget andet end Danmark hvor det vildeste man kan svinge sig op til er en sandseloes frygt for en fugleinfluenza samt en lille heksejagt paa cykelkommentatorer i ny og nae... Det var alstaa graensen for hvad man kan tillade sig i nypuritanske Danmark.
Mere spansk, mere steak og vaesentlig bedre denne gang.. altsaa steaks, ikke spansk.
Hmm... det er vist ogsaa paa tide at skrive et par ord om de forskellige personer jeg fordriver tiden med.
Jeg bor sammen med to oestrigske piger, Claudia og Dani (kort for Danica), og de viste sig at vaere ganske flinke saa de vil i fremtiden blive omtalt som "pigerne". De taler flydende spansk (og engelsk), hvilket har vaeret en fordel i mange situationer, men ligeledes har jeg saa heller ikke faaet praktiseret mit ikke eksisterende spanske.
Saa er der den argentinske familie som er lidt speciel og som det foerst er lykkedes at greje med oestrigernes mellemkomst. Da jeg foerst saa en enlig mor med tre boern og en aeldre herre, troede jeg naturligvis at hun just var blevet skilt og boede sammen med bedstefaren, men det var altsaa ikke helt saadan. Altsaa: Andrea har to boern fra et tidligere aegteskab paa henholdsvis 17 (Tomas) og 15 (Camilla). Saa er der Paloma paa 5, som vist nok er et lille uheld paa et noget senere tidspunkt med en ganske anden herre. Det har jeg ikke helt faaet paa plads endnu, men sikkert er det i hvert fald at hun levede med en anden kvinde da hun fik Paloma. Denne kvinde hed ogsaa Andrea (kaldet Andreita) og det forhold holdt indtil for et par aar siden. Har endnu ikke spurgt hvad der sluttede det, men det afstedkom at Andreita flyttede til Barcelona hvor hun stadig er.
Eduardo (foedt 1930) har boet i huset i 3 maaneder siden han blev skilt fra sin kone og han er altsaa far til Andreita, altsaa eks-kaerestens far... Det tog lidt tid foer vi fattede det.
Men de er allesammen rigtig flinke og meget sjove. Det ville dog vaere sjovere hvis jeg kunne vaere sjov med dem, men indtil videre pludrer jeg loes paa en blanding af forkert boejede verber, engelsk og dansk. Efter 3 uger i daglig kontakt med en 5 aarig maa jeg faktisk tilstaa at hun er ret sjov og jeg proever naesten dagligt at kommunikere med hende. Min boernetaerskel er nu kommet helt op paa 15-20 minutter om dagen hvilket maa siges at vaere store fremskridt i forhold til tidligere tiders decideret boernehad.
Onsdag d. 28/9
Tilbage til fortiden. Jeg gik med pigerne ud for at shoppe nogle vandresko til Dani hvorefter vi tog til Palermo Viejo og satte os paa café paa Plaza Serrano og kiggede paa vores respektive spansklektier. Oestrigerne tager spansk timer hos en flink kvinde som jeg var i kontakt med, Gisela Gunti. Hun havde desvaerre ikke tid den foerste uge, saa jeg hoppede over til en anden skole, men de er rigtig glade for hende.
Sad og kiggede paa spansk til ret sent inden jeg smuttede hjem. Moedte pigerne og vi endte med at sidde oppe den halve nat og snakke. Fik lusket alle historierne ud af dem, selvom det dog ikke er saa svaert.. Som regel skal man bare spoerge. Maa nok erkende at jeg er udstyret med en rimelig kraftig nysgerrighed og en tilsvarende mangel paa fintfoelelse saa jeg plejer at spoerge indtil jeg faar svar. Den slags virker paa to maader: Enten finder man hurtigt ud af en masse ting om hinanden og kommer som regel ogsaa taettere paa personen eller ogsaa bliver folk virkelig irriterede paa mig... De fortalte. Om religion, kaerester, utroskab i forhold, kysserier i Brasilien (jeg skal simpelthen til det land; det lyder for vildt) og alle de andre ting man kan snakke om kl. 4 om natten.
Torsdag d. 29/9
Jeg tog til BsAs med meget lidt toej saa en stor del af tiden har gaaet med at faa bragt toejmaengden op paa et niveau saa jeg i det mindste kunne klare mig bare et par dage. Altsaa er der blevet kigget meget efter bukser og skjorter, og de har rigtig rigtig meget laekkert toej. Det er bare ikke helt saa let at koebe bukser her, for godt nok har de mange modeller, men det geniale koncept vi har i Europa med baade en livvidde og en benlaengde er ukendt her. Du kan faa en stoerrelse 34 men saa er det et spoergsmaal om held og udholdenhed at finde en model hvor benlaengden passer og roeven ikke sidder nede om knaeene. Det er haardt arbejde at proeve 30 par bukser i 5 forskellige butikker og den ene model passer daarligere end den anden. Tilsidst tog jeg bare det foerste par bukser der sad nogenlunde.
Naah, men denne morgen ledte jeg efter busker paa Entre Rios (to blokke fra hjemmet) og saa videre ind ad Corrientes hvor der godt nok mest er boghandlere og teatre.. og mange af dem.. rigtig mange. De er yderst glade for boghandlere og teatre at doemme efter hvor mange der ligger spredt rundt omkring i byen.
Efter spansk undervisning fra 16-19 koebte jeg ind til koedsovs og det er saa sidste gang jeg har gjort det. Troede det kunne goeres billigt, men maa erkende at det er langt billigere at spise ude end at koebe ind som enkeltperson. Naar man nu kan faa en kaempe portion laekker Ravioli fra butikken lige ved siden af for 11,- hvorfor saa overhovedet bekymre sig om madlavning.
Tog til Cafe Tortoni paa Av. Mayo kl. 23 og moedte pigerne. Vi troede vi skulle se et tango show, men det var forlaengst udsolgt saa det blev i stedet til en del roedvin og noget pool. Kl. 2 var vi paa vej hjem men besluttede at tage til Milonga paa Confiteria Ideal. Her kostede det 12 pesos at komme ind men saa var der ogsaa fuld gang i tangoen til kl. 4.30. Vi bestilte igen en flaske god roedvin til den fyrstelige sum af 28 kroner og morede os saa med at se alle de gamle argentinere svinge sig rundt til tangoen. Det ser jo legende let ud, men men men... efter at have proevet det selv bliver man klogere. Pigerne blev hevet op af et par tangoproffer og det saa faktisk udemaerket ud naar de dansede med nogen der forstod at foere. Mig var der selvfoeligelig ingen der inviterede ud.. heldigvis.
Tog hjem kl. 4 mens der stadig var gang i dansegulvet. De gaar simpelthen aldrig i seng her i BsAs.
Et par ting om tango. En Milonga er en tango dansesession med tilhoerende musik. Der spilles som regel en 3-4 numre i traek hvorefter der saa kommer 30 sekunder med rock eller pop af en art. Det faar saa alle til at fortraekke fra gulvet hvilket jo er meget snedigt hvis man ikke er tilfreds med sin dansepartner. Derefter fortsaettes der saa med tango igen. Man kan tilsyneladende ikke sige tango uden ogsaa at skulle paaduttes Milonge (er ikke sikker paa stavningen). Trinnene kan minde lidt om tango, men den danses i et helt fast gaa tempo og mangler netop derfor charmen ved tango. Der bliver som regel spillet et par Milonge numre i loebet af aftenen. For ikke at naevne en speciel form for folkedans som de ogsaa praktiserer. Man kan jo rende rundt og danse hver aften hele livet og stadig laere noget... og nogle af de gamle gubber der jonglerer med unge kvinder paa dansegulvet ser da ogsaa ud som om de har tilbragt et par aar sammenlagt paa de bonede gulve.
Tango er desuden ikke kun en dans men ogsaa en musikart saa selvom der er masser af steder med tango er det langt fra alle hvor det er dansen de mener.

Familien mv. remains copyright of the author lyster, a member of the travel community Travellerspoint.

Comment on this entry | Tweet this | Your own free travel blog | More Travellerspoint blogs

Sokker, steaks og tango

2005-10-23T00:15:22Z

Mandag d. 3/10
Efter undervisning tog jeg ud til Shopping Abasto der er et stort indkoebscenter og ligner ethvert andet stort indkoebscenter.. men nogle gange kan det jo ogsaa have sine fordele. Kiggede forbi en stor musik butik og koebte en Jamie Cullum til Andrea for $17. Normalt naar man rejser saa er man jo vant til at faa faldbudt kopi cd'er hele tiden, men dette er altsaa en helt igennem original cd til en fjerdedel af prisen i DK. Man kommer jo til at taenke paa hvorfor det skal koste saa meget at koebe musikken i Danmark. Naar de saelger cd'er i Argentina, hvor kommer saa de hoejt besungne penge til kunstnerne som alle jo er enige om skal have loen for deres arbejde. Hvorfor skal det koste 80,- at downloade en cd uden cover, uden transportomkostninger for fabrikanten? Jeg har ladet mig fortaelle at der derude i det ganske land findes personer der downloader omtalte musik fra internettet uden at betale for det, men et eller andet sted maa det da ogsaa kunne goeres billigere...
Nyder stadig min nyindkoebte Ipod og det er soerme lykkedes at opdatere den med det nye Kashmir album. Laekker laekkert.
Koebte derudover en bog om Boca Juniors til Eduardo ($18) der jo er stor fan af dem og desuden havde foedselsdag i soendags. Claudia og Dani ville meget gerne vaere med i gaverne saa de betalte lidt penge og soergede for at faa dem pakket fint ind samt skrevet nogle kort. Vi fik saa afleveret gaverne et par dage senere og de blev naturligvis meget glade. Tror ikke helt de forventede at faa gaver (ud over lejen) af deres lejere.
Fik derudover koebt sokker og det kan maaske lyde trivielt men er det langtfra. Generelt er tingene langt billigere her end i europa med mindre man koeber importvarer som elektronik for saa kommer man godt nok til at betale, og det billiges er helt klart maden. Det kan kort koges ned til (ikke maden): Mad er billig, sokker er dyre. I hvilket andet land kan man faa en stor steak med pomfritter og et glas vin paa en udemaerket restaurant for den samme pris som et par middelgode sokker. Det giver jo ingen mening. De billigste sokker jeg har fundet koster 15 danske rigsdaler hvilket jo er ca. det samme som i DK og jeg har kigget meget efter sokker (ja, man bliver jo nysgerrig). Der maa vaere en sokkemafia i BA der har sat sig tungt paa markedet og holder priserne oppe. Jeg forstaar det ikke, men der maa da vaere potentiale for at importere nogle billige kinesiske sokker hertil. Bare et forslag.
Tirsdag d. 4/10
Man bliver hurtig traet af at vaere lyshaaret naar man konstant bliver antastet paa gaden af saelgere af alt fra laeder til noegne kvinder, og saa er det upraktisk med det kraftige garn saa jeg besluttede at blive klippet og den slags skal de saamand kun have 15,- for. Ind til peluqueria og jeg fik fremstammet et par af de faa ord jeg kunne: "Corto". Jeg fik nok sagt det lidt for meget og for han tog det meget bogstaveligt og mens han fortalte om sin italienske foedeegn i Napoli saa stroeg saks og maskine lystigt igennem haaret. Vupti. 7mm. Takker.
Fik koebt lidt ind og tog saa til Cafe Tortoni hvor jeg moedte pigerne og vi fik set det hoejt besungne tangoshow der ifoelge Lonely Planet skulle vaere baade billigt og uturistet. Meget maa have aendret sig siden LP sidst kiggede forbi for prisen var steget til det dobbelte og det var blevet en.. hmmm... anelse mere turistet. De holdt lige et lille intermezzo midt i showet og spurgte hvor folk kom fra hvorefter den flinke mand paa violin saa kunne spille en lille melodi fra hjemlandet... Turistet? Naehh.. krumme krumme taeer.
Det var bestemt noget andet tango end det der danses af "normale" folk. Showtango og saa smaa indslag af en smoertenor og noget gaucho-dans. Ak ja. Ikke helt hvad jeg forventede men meget interessant, og vi fik da drukket en masse roedvin og fortsatte paa bar bagefter til kl. 4-5. Normale sengetider.
Onsdag d. 5/10
Tog hjem efter undervisning og fik lavet steaks igen. 500g oksekoed og det stegningen lykkedes en hel del bedre denne gang. Kunne godt blive vant til den slags mad... mmhhh... Og saa lige et glas god roedvin til.
Torsdag d. 6/10
Efter undervisning fik jeg igen spist noget hjemmelavet steak (hjemmestegt) og saa gik turen til Confiteria Ideal hvor vi skulle proeve noget tangoundervisning. Muy mal. Vores underviser proevede forgaeves at faa os til at have den rigtige positur uden rigtig at laere os hvordan trin og rytme skulle vaere. Lyt til musikken og bevaeg jer rundt. Jo tak, men saa er det jo for pokker en vals vi danser din klaphat. Han fortalte saa bagefter at det var foerste gang han underviste og for tangoens fremtid i BA, haaber jeg ogsaa det var sidste. Efter dette foerste fejlslagne forsoeg var vi rimelig nedtrykte men besluttede os for at proeve igen hos en laerer som Eduardo kendte loerdag. Denne gang gik det noget bedre og Alberto var en anelse mere paedagogisk. Grundtrinnene blev hurtigt laert og inden de foerste to timer var gaaet havde vi oven i koebet faaet et par ekstra smaa trin indoevet saa det faktisk foeltes som om man dansede tango. Pigerne blev fuldtstaendig besat af det og insisterde paa at tage tango lektioner hver eneste aften indtil de rejste hvilket vil sige i alt 6 lektioner. Til Albertos timer, der blev afholdt forskellige steder rundt omkring i byen, var der flest piger saa der var aldrig pauser til stakkels mig. Det er knagme haardt at danse tango i to timer uden pause. Til gengaeld gik det hurtigt fremad og jeg begyndte saa smaat at fatte konceptet med at foere og, ligesaa vigtigt, begyndte de at lade sig foere. Allerede efter tre lektioner dansede vi rundt til en milonga selvom det godt nok ikke var noget koent syn. Det bliver ogsaa rimelig svaert naar man kun har 5-6 variationer paa et overfyldt dansegulv hvor der kommer dansepar flyvende i alle retninger. Perdon, perdon, perdon. Fik da ogsaa danset ind i et par stykker.
Men tango er en fed dans fordi den er saa fri. Det er en stor improvisation og man behoever bestemt ikke foelge rytmen i musikken slavisk.. faktisk er det bedre ikke at goere det, hvilket ifoelge Brian Birke goer ham til en udemaerket tangodanser da han ikke har nogen rytmesans.. :-)

Sokker, steaks og tango remains copyright of the author lyster, a member of the travel community Travellerspoint.

Comment on this entry | Tweet this | Your own free travel blog | More Travellerspoint blogs

Museer og bytur

2005-10-19T05:12:07Z

Og nok en gang faar jeg skrevet noget. Det gaar jo forrygende...
Fredag d. 30/9
Nok en dag med shopping og jeg tog denne gang bussen til centrum og vadede hele vejen ud af Av. Santa Fe til Palermo. Jeg var blevet antastet af en flink poteño paa gaden en af de forrige dage da jeg kiggede i butikker og han forklarede mig at det bedste sted at shoppe var langs Santa Fe saa det maatte jeg jo hellere proeve selvom pigerne var sikre paa han var boesse. Meget muligt, men hvem har mere forstand paa shopping end dem.
Var forbi Gisela Gunti bagefter og fik snakket med hende. En meget frisk dame og jeg aergrer mig idag over at jeg ikke tog spansk hos hende fra starten. Aev baev.
Spiste hjemme og tog saa til Palermo Viejo, Plaza Serrano for at moedes med Brian Birke, en fyr fra Rigshospitalets kollegie der bor i BsAs i et halvt aars tid. Selvom jeg ikke boede paa kollegiet samtidig med ham har vi moedt hinanden et par gange til fester, og da han blev ramt af min spammail fra BA tog han kontakt til mig. Var lidt spaendt paa hvordan det skulle spaende af men han er rigtig flink og har en speciel humor. (Haaber det er i orden at jeg fortaeller lidt om dig, Brian). Han var taget herover for at bo sammen med en argentinsk pige han havde kendt i et stykke tid og sidst set i sommers. Havde faaet forhandlet en laekker aftale med sit arbejde om at arbejde i BsAs, fremlejet lejligheden og var taget afsted for at leve med droemmekvinden. Supertragisk havde hun oparbejdet en slags stress depression i ugen op til og det blev foerst klart da han ankom til BsAs, saa det var mere eller mindre slut med forholdet. Han havde det efter omstaendighederne godt selvom han sagde at det havde vaeret en rimelig haard maaned med et stoerre forbrug af lommetoerklaeder...
Vi moedtes paa Bar Abierto kl. 22 eller deromkring. Jeg glimrede vist med at komme en halv time for sent hvilket var 5-10 minutter mere end Brian.. men det er ligesom mere accepteret her i BsAs... Saa turede vi ellers rundt paa diverse barer og diskoteker i Palermo indtil kl. 5 hvor flere af stederne af uransagelige aarsager lukkede. Hoejst usaedvanligt for BA.
Loerdag d. 1/10
Paa nettet igen. Rodede med den forbandede linux server.. Endte med at den helt opgav aevret og lukkede helt af.. Arrghhh... hvorfor sker saadan noget altid naar man sidder paa den anden side af jorden. Den faar saa mange taesk naar jeg er tilbage. Maatte tilsidst have Heine over og genstarte skidtet. La puta computadora.
Tog til Recoleta og moedtes med pigerne kl. 20 til La noche de los Museos, et arrangement lig Kulturnat i Koebenhavn. Alle museer var aabne fra 19 til 2 og de fleste havde desuden et eller andet alternativt arrangement. Vi startede paa Museo de las Bellas Artes med en masse nutidig argentinsk kunst.. men da Argentina foerst blev selvstaendigt i 1816 saa er det meste af kunsten her jo nutidig.
Gik alene rundt og kiggede paa den fine kunst til tonerne af Mikael Simpson fra min fine nye Ipod Nano. Ak ja, det er ikke mange blaerepoint jeg faar for min nyerhvervelse herovre, men er blevet rigtig glad for den. Det er skoent at kunne slappe af til noget hjemlig musik naar man traver igennem byen eller sidder og boejer verber. Naah, men imellem alle disse argentinske kunstnere falder jeg over en specielt der har nogle vanvittig levende billeder af havnen og skibe. Det er naesten saa de staar ud af laerredet og jeg bruger ret lang tid foran dem. Da jeg bagefter fortaeller til pigerne om min nyfundne kunstner viser det sig at det er den mest beroemte maler fra BsAs. Det er vist foerste gang jeg har kunnet se hvorfor en maler er bedre end andre saa der kom min foerste kunstneriske optur.
Tog paa restaurant og fik den stoerste steak jeg nogensinde havde faaet (indtil det tidspunkt) for 34,-. Fortsatte derefter aftenen med diverse musikalske arrangementer rundt om i byen og var sent hjemme.. igen.. Efter en stille foerste uge, hvor min lever hvilede sig oven paa et par haarde dage i Toscana og Munchen er den saa smaat ved at komme op i omdrejninger igen og der gaar jo ikke en aften uden at vi deler en flaske god roedvin. Men det goer alle andre jo ogsaa i BsAs.
Soendag d. 2/10
Lavede lektier i solen paa taget. Vi har en skoen tagterasse, ikke saa meget paa grund af udseendet, men fordi den er fredelig og solfyldt.. og det skal man soerme soerge for at saette pris paa i denne larmende og travle by. Gik derefter til La Boca igennem San Telmo hvor der var gang i det store ugentlige antikvitets og kunst marked. La Boca er den fattige bydel i sydoest hvor man ifoelge guideboegerne ikke skal gaa alt for langt vaek fra turistomraaderne, men jeg ville nu gerne se havnen. Saa jeg travede og travede ud igennem rimelig soergeligt udseende gader blot for at finde en del af industrihavnen der ikke var saerlig meget i brug. Gamle skibe der vist ikke havde sejlet meget laenge, og en havn der var naesten sandet til. Soergeligt syn. Der er altid noget skraemmende ved den slags menneskeligt affald/forfald.
Slap tilbage til turistomraaderne uden at blive overfaldet og fik set det beroemte Caminito. Var ikke synderligt imponeret, men det er da meget paent. Et par gader hvor husene er malet i meget straalende farver. Yderst turistet og jeg blev da ogsaa hevet ind paa en café hvor de lige havde en lille tangoforevisning for turisterne. Pigerne havde faaet lejet en argentinsk film som jeg saa den foerste halve time af uden at forstaa noget som helst. Meget mystisk og det var ikke kun fordi jeg ikke fattede hvad de sagde for der blev ikke sagt ret meget. En film der ville faa Bogart til at graede af glaede og Leth til at ligne den rene aktion instruktoer...

Museer og bytur remains copyright of the author lyster, a member of the travel community Travellerspoint.

Comment on this entry | Tweet this | Your own free travel blog | More Travellerspoint blogs

Futbol

2005-10-16T16:01:32Z

Saa er det vist ogsaa ved at vaere laenge siden jeg har givet livstegn fra mig og denne gang bliver det bare et kort et. Jeg har haft urimeligt travlt den sidste uge, langt over hvad man burde forvente naar man er paa ferie. Med 4 timers spansk om dagen, 2 timers tango hver aften og saa den obligatoriske flaske roedvin der skal drikkes bliver der ikke meget tid til overs til dagbog, lektier eller andre uinteressante goeremaal.
Nu er der kommet lidt mere fritid i kalenderen saa jeg vil proeve at faa skrevet noget de foelgende dage.
I gaar var jeg ude ved La Bombonera, Boca Juniors stadion for at koebe mig en sortboersbillet til aarets kamp. River vs Boca der spilles om et par timer. Den maaske stoerste klassiker i fodboldens verden... og farligste efter hvad folk siger. Det lykkedes at finde en billet til de lidt roligere siddepladser for 100 pesos, saa nu bliver det spaendende om jeg kan finde det rigtige sted uden at faa alt for mange taev af hidsige fans... og dem er der 75.000 af.
Nu afsted. Chau.

Futbol remains copyright of the author lyster, a member of the travel community Travellerspoint.

Comment on this entry | Tweet this | Your own free travel blog | More Travellerspoint blogs

Steaks og spansk

2005-10-05T23:56:14Z

Hmm.. havde forestillet mig at jeg ville faa skrevet langt mere paa den her dagbog, men som saedvanlig er der andre ting der virker vigtigere.. Naah, til sagen.
Mandag d. 26/9
Omsider oprandt saa dagen hvor jeg skulle laere noget spansk, selvom det kun var to timer. Ville gerne have haft 20 timers spansk om ugen fra den foerste dag, men det kunne alligevel ikke lade sig goere naar man spurgte dagen foer. Ak ja, service niveauet naermer sig jo hjemlige tilstande.
Jeg vandrede ad Avenida Corrientes ned til Puerto Madera der er BAs meget flotte havneomraade. Et par forstoerrede svoemmebasins med lidt baade og omgivet af hippe caféer fyldt med hippe folk. Buenos Aires er en by hvor café liv er blevet loeftet til et helt nyt stadie. Der er caféer overalt, saa lige meget hvor man er, er der ikke langt til den naermeste kaffebiks hvor man kan faa sit koffeinfix. Soergeligt at jeg ikke drikker kaffe i byen hvor alting foregaar over en kop Café con leche. Kaffe og kage. Det er saa vigtigt at selv McDonalds har erkendt det, og i alle McDonalds er der en McCafé lige indenfor doeren hvor man kan faa kaffe og en kage.
Sad i solen ved havnen og fik laest lidt i den bog jeg havde faaet fra Christelle i Toscana. Det er meget passende en rejsebog, skrevet af en canadisk ven af dem der altid omtales som: "Creepy Dan" og efter at have laest bogen kan jeg udemaerket forstaa den betegnelse. Der bliver ikke lagt fingre imellem og han udleverer gladeligt sig selv og alle han kommer i naerheden af. Men meget morsomt beretter han om hans oplevelser da han som 25 aarig rejser rundt i oesteuropa. Vel har de aldrig rejst saerlig meget foer, men deres maade at tackle rejseproblemer maa betegnes som ... stupid. De flygter f.eks. ud af Tyskland efter at vaere landet i Stuttgart fordi de ikke kan kommunikere med en mand i lufthavnen. Med rimelig grad af selvironi har han da ogsaa kaldt bogen: "The Idiots". Naah, tilbage til mandag.
Havde min foerste spanskundervisning fra 17-19 og moedte her min laerer Mariangeles (der skal vist klaskes en apostrof eller to paa det navn, men jeg kan simpelthen aldrig huske hvor de skal vaere, saa det dropper vi) der er en flink, trind (paent ord for svaer, der er et paent ord for.. hmm.. fed) kvinde der forhaabentlig kan faa laert mig lidt spansk i en fart.
Vi gik igang med grammatikken med det samme og det gik hurtigt op for mig at spansk ikke lader tysk meget tilbage hvad angaar regler og boejninger.. foej for pokker hvor er der mange maader at boeje verber paa. Og vi var stadig kun i nutid. Fremtiden saa moerk og dyster ud.
Nu har jeg saa haft spansk i en uge og fremtiden er blevet nutid og ganske rigtig dyster. Jeg har tydeligvis vaeret meget optimistisk da jeg planlagde denne maaneds tilbagevenden til skolebaenken. Det er naesten to aar siden jeg sidst havde undervisning og hele 10 gode aar siden jeg forlod fransk i gymnasiet med et heldigt 8-tal. Jeg troede maaske at de mellemliggende aar havde gjort min hjerne klar til endnu et fremmedsprog, men jeg maa desvaerre sande at den naegter at huske nye ord, har svaert ved at boeje kendte ord og generelt lukker helt ned naar den bliver tiltalt paa andet end dansk eller engelsk.
Jeg er udstyret med en lille, graensende til ikke eksisterende, paedagogisk taalmodighed og den goer sig ikke kun gaeldende naar det drejer sig om andre personer. Naar ting ikke lige fungerer med det samme har jeg en tendens til at blive... hmm... irriteret.. iblandet lige dele vrede og frustration. I de 20 timer jeg har haft spansk paa nuvaerende tidspunkt har jeg haft de foerste 5 kriser hvor jeg havde lyst til at droppe det hele og bare rejse fra BA med den foerste bus jeg stoedte paa. Igaar (d. 4/10) naaede frustrationerne nye hoejder i min evindelige roden rundt i verberne: ir, hacer, tener, ser og haber. Irregulaere verber fungerer simpelthen ikke i min semi-tekniske hjerne.
Jeg haenger dog stadig paa og foeler en lille bitte smule fremskridt. Havde samlet 8 timer i den foerste uge, men har saa sat fuld damp paa fra denne uge og tager 4 timer hver dag fra 14-18. I den foerste uge kiggede den argentinske familie forventningsfuldt paa mig hver gang jeg havde vaeret til undervisning, som og jeg ved et mirakel pludselig var blevet flydende i spansk, hvorefter de snakkede loes. Det bidrog bestemt ikke til succesoplevelserne. Nu har de vist naermest opgivet mig og gaar naermest i ekstase naar jeg kan praestere at sige to sammenhaengende ord. Nok om spansk.
Om aftenen fik jeg koebt ind til et steaks og det var godt nok noget af det laekreste koed jeg har set. Da jeg aldrig rigtig har proevet at stege den slags lykkedes det selvfoelgelig at give den alt for meget men den smagte nu stadig udemaerket. Stegte lidt blandede groentsager til og saa skal man jo ikke have andet. 500g koed og 200g groentsager, det er vist lige praecis hvad doktormanden anbefaler. Det er en absurd verden hvor de dyreste oksesteaks man kan finde i supermarkedet koster det samme som kylling. Hvem gider saa gnaske i fjerkrae, bortset fra fedtforskraekkede kvinder.

Steaks og spansk remains copyright of the author lyster, a member of the travel community Travellerspoint.

Comment on this entry | Tweet this | Your own free travel blog | More Travellerspoint blogs

De foerste dage i BA

2005-10-01T21:15:04Z

Saa er det vist tid til at faa skrevet lidt paa dagbogen inden det hele er glemt igen. Foelgende skulle gerne vaere en kort beretning om de foerste dage i BA.
Loerdag d. 24/9
Jeg er som sagt flyttet ind hos en flink familie bestaaende af: Mor Andrea, gammelfar Eduardo og boernene Tomaz (17), Camilla (15) og Paloma (5). De er allesammen meget flinke, men taler naesten intet engelsk, hvilket er godt men lidt frustrerende naar man nu har lyst til at spoerge om noget eller forklare et eller andet... men det bliver forhaabentlig bedre.
Andrea fik forklaret mig at jeg skulle flytte vaerelse fordi der ville flytte to oestrigske piger ind i mit vaerelse, hvilket jo var helt fint. Saa ud med Eduardo og ind med mig i hans vaerelse. Efter en del anstrengelser fik hun ogsaa forklaret mig at hun holdt fest om aftenen og at jeg var inviteret. Et yderst sympatisk traek at invitere sin lejer med til fest.
Oploeftet begav jeg mig ud i solskinnet for at finde noget mad og jeg endte i San Telmo der er boheme kvarteret i Buenos Aires. Her ligger antikbutikkerne og gallerier og dem er der godt nok mange af. Sad paa Plaza Dorrego og fik en sandwich og en oel og noed solen og den obligatorisk tangoopvisning der ofte er paa offentlige steder. Det er en meget stilfuld og overlegen dans og det bliver jeg noedt til at proeve paa et tidspunkt.
Jeg var ikke sikker paa hvornaar festen ville starte saa jeg tog tidligt hjem og var der kl. 19, hvilket var ca. to en halv time foer nogen af gaesterne. Skal lige vaenne mig til den argentinske livsstil hvor doegnrytmen er rykket tre timer tilbage om aftenen. Man spiser kl. 22 (ogsaa til daglig), gaar paa café omkring midnat, paa diskotek eller lignende kl. 3 og saa fester man ellers til kl. 6-7 stykker om morgenen. Saa passer det lige med at man faar noget morgenmad inden man gaar i seng. Omsider har jeg fundet det rette sted til mit B-menneske liv.
Jeg moedte ogsaa de to oestrigske piger, Claudia og Dani (egentlig Daniza da hun oprindelig er fra Kroatien), der begge er 24 og faerdige med medicinstudiet i Wien. De snakker udemaerket spansk og igennem dem har jeg saa omsider faaet opklaret hvem jeg bor hos. Og det er en laengere historie... saa den maa vente lidt.
Andrea er uddannet psykolog og arbejder som direktoer paa en engelskskole og gaesterne var primaert hendes engelskundervisende kolleger, hvilket gjorde min aften en hel del lettere. Der havde paa et tidspunkt vaeret en mandlig engelsklaerer, men han havde kvittet saa nu var det kun kvinder. En sand hoensegaard, men de var nu meget sjove. Deres kaerester snakkede ikke ret meget engelsk (det synes jeg nu ikke der er ret mange der goer her i BA) saa jeg blev noedt til at konversere med kvinderne hele aftenen. Der blev drukket rigelige maengder af roedvin og efter indtagelse af den mexicanske mad blev der danset rundt i stuen.
Naar man nu sidder i et fremmed land saa falder snakken jo rigtig ofte paa lighederne men specielt forskellen mellem landene og paa et eller andet tidspunkt skal man saa forklare hvad minimumsloennen er i DK. Tjahh, hvad skal man sige. De kigger naturligvis noget naar man forklarer at man minimum tjener 16000,- men saa skal man altsaa lige huske at der betales minimum 50% skat, at lejligheder koster en mindre formue, at biler er udenfor raekkevidde, at der er 25% moms og desuden skatter paa alt muligt andet. At en oel koster 45,- i byen og et cafe besoeg hurtigt tager en halv dagsloen.
Naar man laegger det hele sammen saa faar man faktisk ikke saa meget ud af pengene i DK og hvis det skal koges ned til livskvalitet saa kommer man ret langt med faa penge i Buenos Aires. Som engelsklaerere tjener de lidt mere end gennemsnittet (afhaengig af hvor mange elever de kan skrabe sammen) men de gaar ud og spiser aftensmad hver anden dag, frokost paa cafeer hver dag. Naar toilettet blokerer saa ringer man efter en blikkenslager osv. Men det aendrer selvfoelgelig ikke ved det faktum at det bestemt ikke er alle der har det saa godt og at en almindelig offentlig ansat tjener omkring 1600,- om maaneden. Unaegtelig ikke meget hvis man har en familie at forsoerge.
De sidste gik kl. 5 og saa hjalp jeg Andrea med opvasken inden jeg smuttede i seng.

Soendag d. 25/9
Claudia, Dani og jeg tog til Recoleta kirkegaard hvor bl.a. Evita Peron ligger begravet sammen med resten af den argentinske elite. Et underligt sted med endeloese labyrinter af smaa mausolaeer i alle stilarter fra 1822 og saa op til i dag. Den bliver stadig brugt.
Gik lidt rundt paa det store marked der var i den naerliggende park og fandt saa en hyggeligt cafe hvor vi fik noget at spise. Jeg fik koebt en guide til busserne og efter lidt roden rundt i den lykkedes det soerme ogsaa at tage en bus hjem.
Trafikken i Buenos Aires er ikke saa kaotisk som man skulle tro. De har paa et tidligt tidspunkt indset at modkoerende trafik ikke var forenligt med den argentinske koeremaade, saa alle veje er ensrettede med nogle enkelte undtagelser og trafikken glider faktisk rimelig let. Et kig i min busguide siger mig at der er ca. 200-300 busruter i byen og naesten ligegyldigt hvor man er kan man finde en bus der gaar direkte til ens destination. Der er selvfoelgelig ingen fastlagt koereplan men jeg har endnu ikke skullet vente mere end 2 minutter paa en bus. Og de koerer saa vidt jeg ved naesten hele natten. Sweet.
Nu kan jeg vist ikke sidde og rode mere foran computeren. Det er "El noche de los museos" i aften saa jeg skal paa museer hele natten. Mere foelger forhaabentlig snart.

De foerste dage i BA remains copyright of the author lyster, a member of the travel community Travellerspoint.

Comment on this entry | Tweet this | Your own free travel blog | More Travellerspoint blogs

Buenos Aires

2005-10-01T19:58:54Z

Ahhh, endelig fremme. Har nu vaeret i Buenos Aires i hele 4 dage og foeler mig allerede hjemme. Der er ikke noget bedre end at laere en ny storby at kende. Den foerste dag hvor alt er nyt og fremmed, ingen forstaar dig, alt er beskidt og anderledes (ahh, saa anderledes er det nu heller ikke her, men generelt set). Indtil man langsomt vaenner sig til de nye omgivelser, lyde, lugte og den jaevnt forurenede luft. Der er vel en grund til at saa mange i BA ryger, for det goer nok ikke den store forskel. Jeg kan i hvert fald maerke dagene blive flaaet af mit liv i den anden ende for hvert aandedrag jeg tager. Og saa alligevel. Har man foerst vaeret i New Delhi eller en anden indisk storby, saa er resten af verden jo et oekologisk paradis.
Til sagen: Ankom til lufthavnen, haevede penge og ringede til Etty, en flink aeldre dame jeg var blevet refereret til af en spansk skole jeg havde mailet med. Jeg er tydeligvis ved at blive gammel og fik naesten et panikanfald i flyet da jeg taenkte paa det, for jeg har i den sidste uge mailet med flere spanskskoler i et forsoeg paa at planlaegge mit ophold. Australierne kiggede ogsaa vantro paa mig da jeg fortalte dem om mine forberedelser, og mente bestemt ikke der var grund til den slags forudseenhed. Alt ordner sig naar man naar frem... og det har godt nok ogsaa vaeret min leveregel indtil videre. I flyet overvejede jeg ligefrem at droppe alle de kontakter jeg havde mailet med og saa finde noget helt andet... bare for ikke at planlaegge, men besluttede mig saa alligevel for at hoere hvad Etty kunne tilbyde af bolig.
Tog en bus til byen og en taxa til Etty og hun havde et vaerelse hos en spansk dame der boede med sine tre boern. Fint, og saa gik jeg hen og kiggede paa sagerne. Andrea (moderen) var yderst imoedekommende til trods for at hun ikke snakkede et ord engelsk, men jeg var jo heller ikke kommet for at snakke engelsk. Vaerelset saa fint ud og der var en stor tag terasse man kan benytte. Og til 1150 danske kroner for en maaned bliver det jo heller ikke meget billigere. Ahh, det goer det nu nok. Der er i hvert fald en del der har fundet billigt logi i doeraabninger rundt omkring i byen.
Efter et bad brugte jeg saa resten af dagen paa at vandre rundt i byen og se paa herlighederne. Vel er den beskidt og larmende, men naar man lige vaenner sig til det saa er der faktisk rigtig mange flotte gamle huse (kunne godt traenge til noget vedligeholdelse) og parker spredt rundt i byen. Overalt er der caféer, restauranter og smaa boder med sandwich, empanada, slik og sodavand. Og priserne... uhhh la la...
Indtil for fire aar siden havde Argentina bundet deres peso til den amerikanske dollar, ligesom vi i oejeblikket binder kronen til euroen... med den lille forskel at vores valuta rent faktisk er staerk nok til at foelge med euroen (og faktisk ogsaa staerkere end euroen, saa vidt jeg ved). De finansierede deres med laan, og flere laan indtil de praktisk taget gik statsbankerot og blev noedt til at slippe dollaren.. og vupti. Fra en dag til den anden droppede Pesoen til en tredjedel. Surt for den almene argentiner der indtil den dag havde vaeret naesten ligesaa rige som den vestlige verden, men godt for alle os andre.
Et par priseksempler:
1 times internet: 2-3 kroner. Og internet caféer ligger paa hvert gadehjoerne. Bogstaveligt talt. De er overalt med maksimum 100m imellem. Internettet er slaaet igennem hernede, men faa har internet i hjemmet. Perfekt for en lille skabsnoerd som mig saa naar jeg ikke terper spansk eller nyder solen (og den skinner hele tiden) saa sidder jeg og tamper loes i tasterne...
Et McDonald meal: Den internationalt anerkendte maalestok for et lands rigdom (dog med undtagelse af HongKong): 18,- Har dog endnu ikke proevet det... hvorfor skulle man da ogsaa det.
Busser: under 2 kroner.
Oel: Faas som regel i 1 liters flasker (hvor sympatisk), 4 kroner.
Roedvin: Fra Mendoza, glimrende roedvin, 10-20 kroner.
Og saa har jeg lige afleveret min fulde toejsamling bestaaende af 3 t-shirts og 4 par sokker til vask. En vask koster 9 kroner, men saa afleverer man altsaa ogsaa bare toejet til den flinke dame der vasker, toerrer og laegger det sammen for dig. Ligesom at bo hjemme. Tak for 19 gode aar, mor... :-)

Nu ud i solen og terpe lidt spansk.

Buenos Aires remains copyright of the author lyster, a member of the travel community Travellerspoint.

Comment on this entry | Tweet this | Your own free travel blog | More Travellerspoint blogs

Afsted igen

2005-09-27T00:39:17Z

Det lykkedes at faa vasket og pakket taske paa ny, hvilket basalt set betoed at halvdelen af toejet blev pillet ud. Det eneste man har brug for i Buenos Aires (BA) er 4 t-shirts, et par bukser, lidt sokker og tilsvarende undertoej. Resten kan vel koebes paa stedet.
Lidt noerd er man vel stadig saa faktisk blev det meste af de 6 timer jeg havde til raadighed brugt paa at installere og fylde min nyerhvervede Ipod Nano med musik. Ak ja, saa pludselig var det atter sent og der var to timer til flyet gik. Toej, kamera og alt andet der laa paa bordet blev smidt i tasken og saa gik det ellers afsted mod endnu en lufthavn.
Ahh, Koebenhavn. Utroligt naar det hele fungerer. Naaede lufthavnen med en time til overs, men hvad skuer jeg? Koeen til check-in skranken startede naesten ved togperronen. Det er tydeligvis sparetider hos SAS. Gudskelov er det muligt selv at checke ind ved at benytte de automater der er opstillet over det hele. Indsaet deres billet, vaelg siddeplads i flyet, hvor mange stykker bagage oensker de at checke ind, er de frequent flyer, er de boesse, saet selv bagageseddel paa taske og aflever den ved skranken.
Med et sidste kig paa den enorme koe der stadig voksede begav jeg mig mod sikkerhedstjekket; glad for at hoere til det teknologiske A-hold der ikke behoever at staa i koe foran check-in skranken... men til gengaeld kan staa i koe ved sikkerhedstjekket. Det maa vist vaere en del aar siden Kastrup vandt prisen for bedste lufthavn for det var da helt til grin. Der var ikke plads til flere folk ved tjekket i terminal 1 saa alle blev sendt hen til Terminal 2, hvor der saa var 100m koe ti minutter senere. Et skilt forkyndte at det kunne tage lidt laengere tid pga. terroristangrebet d. 11. september. Jo tak, fuld forstaaelse for det, men nu er det altsaa fire aar siden og amerikanerne har naaet at starte to krige siden, mens Kastrup i den mellemliggende tid ikke har naaet at goere plads til et par ekstra gennemlysningsmaskiner og ansaette ekstra personel. Saa er det da ogsaa retfaerdigt at I er saa dyr at flyve fra.
Men Lufthansa floej til tiden og afsted gik det. Foerst til Frankfurt og saa videre over vandet. Som en lille spoeg fra Luftwaffes side havde de sat portugisiske tekster paa de viste film mens de saa havde henholdsvis spansk og tysk lydspor. Aha. Jeg kedede mig dog saa meget at jeg rent faktisk saa Monster-in-law (svigermonster) med skiftende tysk og spansk tale. Det bliver den film bestemt ikke bedre af... eller ogsaa goer den.
Slumre. Spise. Slumre. Film. Spise. Slumre. Ahhh... at rejse er at leve, men man lever ikke mens man rejser.

Afsted igen remains copyright of the author lyster, a member of the travel community Travellerspoint.

Comment on this entry | Tweet this | Your own free travel blog | More Travellerspoint blogs

Mere Oktoberfest

2005-09-27T00:07:37Z

Mandag d. 19/9
Ohhh, det er ikke sjovt at vaagne op efter en lang dag til oktoberfest, men jeg var i den gunstige situation at jeg kunne sove ud. Lars havde et moede paa sit arbejde (PhD paa det tekniske universitet i Munchen) saa han stod op kl. 9. Det havde sat sine tydelige spor og han var ikke meget vaerd da jeg saa ham kl. 12. Jeg kiggede forbi universitetet for at spise frokost med ham og saa kunne jeg jo ogsaa lige moede hans kolleger og se stedet. Han proevede konstant at saelge et PhD studie paa hans universitet til mig, men at binde sig i tre aar lyder godt nok som lidt for lang tid... jeg er jo stadig ung. Med fare for at blive lynchet af folkene paa DTU, saa toer jeg godt sige at der blev lagt lidt flere arbejdstimer og lidt mere arbejde af de tyske PhD studerende... Det kunne nu ellers vaere laekkert at arbejde i Munchen i en periode. Billig oel, billige biler og bjergene ligger og lurer 30 minutters koersel mod syd... alle de ting en udlandshungrende dansker gaar og droemmer om.
Resten af eftermiddagen sad vi og stenede i hans kontor. Saa turede vi rundt i downtown Munchen og kiggede paa jakker, men det kunne umuligt blive til noget saa bagstive som vi var. Kl. 20.30 moedtes vi med Martin (fra skitur i Schweiz, Mads) og nogle andre PhD studerende til et par oel. Bemaerk venligst at de alle kom direkte fra universitetet og det var helt normalt at de arbejdede til saa sent. PhD i Tyskland... hmmmm...
Tirsdag d. 20/9
Lars smuttede atter paa arbejde saa jeg var overladt til mig selv og Munchen hele dagen. Efter noget frokost brugte jeg et par timer i den stoerste sportsbutik jeg har set. Alt alt alt for stort et udvalg. Man skulle helt klart vaere kvinde for at kunne tage en beslutning. Jeg ville saa gerne have en jakke til noget trek i sydamerika, men mulighederne var jo uendelige og priserne ligesaa. Hvad skulle man vaelge? Jeg maa bare erkende at mulighederne skal holdes nede paa to cifre for at jeg kan tage saa store beslutninger.
Om aftenen moedtes vi med en flok af Lars og Siljas venner der havde bestilt bord i en af oktoberfest hallerne. Der er tradition for at man tager til oktoberfest med venner eller arbejde (eller begge) saa dagen efter skulle Silja afsted med sit arbejde og torsdag var det saa Lars´ tur. Men foerst skulle vi altsaa lige have overstaaet det andet sociale arrangement.
Og resten er historie. En masse dansen paa baenke, flere store oel, videre i byen og saa sove lidt for laenge i stedet for at flyve hjem. Det er utroligt saa lidt der skal til for at tingene gaar galt. Vi naaede togstationen med to minutter til toget ankom og mens vi proevede at koebe billet koerte det saa ind paa perronen. Jeg opgav til sidst at koebe billet og loeb hen til doeren der lukkede, men det var for sent. Toget koerte sin vej og saa var der 20 minutter til det naeste.
I lufthavnen stormede jeg igennem terminalen, hoppede foran koen i sikkerhedstjekket og naaede gaten med al min bagage... tre minutter for sent. Med vaesende lunger fik jeg gjort hende klart at jeg ikke betragtede hendes foerste afvisning af mig som fyldestgoerende saa hun snakkede kort med nogen over radioen (kan naturligvis vaere hun fakede det) og gav mig saa sit endelige "nein". Til at tude over.
Saa der var ikke andet at goere end at booke det naeste fly med MaerskAir om aftenen, 12 timer senere. 12 timer der blev brugt paa en togtur til Munchen og en laengere gaatur rundt i byen i gaarsdagens toej; med roede oejne og sprutaande. Haarde vilkaar naar man burde vaere tilbage i Koebenhavn og goere klar til naeste rejse.
Alt godt har jo en ende og efter en lang dag i min egen personlige skaersild naaede jeg Koebenhavn og Per Martins sofa. Godnat og mange tak.

Mere Oktoberfest remains copyright of the author lyster, a member of the travel community Travellerspoint.

Comment on this entry | Tweet this | Your own free travel blog | More Travellerspoint blogs

Oktoberfest

2005-09-24T00:07:24Z

Soendag d. 18/9
Lars havde koebt ind til det traditionelle bayerske morgenbord bestaaende af Weisswurst, senf og pretzel. Faktisk ikke saa daarligt og kunne udemaerket bruges hvis man mod forventning skulle lide af toemmermaend. Det gjorde vi heldigvis ikke... endnu.
Efter den sene morgenmad gik turen til Wiesen hvor et par udlaendinge og en flok tyskere har besluttet at fejre oktobers komme ved at banke et par halvstore telte op, fylde dem op med baenke og borde, et band og saa naegte at servere andet end 1 liters oel... hvilket guddommeligt koncept. Det svarer lidt til en Roskilde festival med oel i stedet for musik.. og girdl og lederhosen i stedet for sorte stoevler, goth toej og piersinger. Det er da ikke sidste gang jeg har vaeret til det arrangement.
Vi lagde forsigtigt ud og drak et par oel forskellige steder. Men naar en oel betyder en liter guldbryg, saa bliver man alligevel i lidt opstemt humoer i det lange loeb. Saa der gik ikke laenge foer vi stod paa en baenk og skraalede med paa tyske festsange... at doemme efter de underlige blikke jeg fik var det nok mest Lars der ramte de rigtige tyske festsangsord.
Soendag var jo ogsaa dagen for det tyske valg, og naar man som Lars er en troende liberal (ja, selv jeg maatte lige gaa i rette med ham et par gange) saa er det bedste sted at tage hen naturligvis partifesten for LPD. Med 4 oel i blodet trillede vi afsted paa cyklerne og fandt et lokale fyldt af feststemte liberale der just havde faaet sig et rigtigt godt valg. Stemningen doede dog lidt da det stod klart at de konservative ikke havde faaet nok stemmer til en klar koalition (og der staar sagerne stadig en uge efter).
Efter en oel blev det alligevel for kedeligt saa vi begav os videre paa vores faerd efter liberal politik og billige oel. Af en eller anden grund havde vi faaet den opfattelse af det var sent paa aftenen og at Oktoberfesten saaledes var lukket og det blev derfor besluttet at tage paa noget diskotek, men de var allesammen lukkede hvilket undrede Lars meget... indtil vi fandt ud af at klokken kun var 20.30.
Uden at spille yderligere tid gik turen tilbage til Oktoberfest, og da den saa lukkede rigtigt kl. 23 trillede vi hjem i seng efter en dag hvor vi havde drukket 6 guldoel... og det sover man altsaa rimelig godt af.

Oktoberfest remains copyright of the author lyster, a member of the travel community Travellerspoint.

Comment on this entry | Tweet this | Your own free travel blog | More Travellerspoint blogs