Travel Blogs by Travellerspoint

Nov 05

Inca Trail

Bjerge og ruiner

sunny 18 °C

Så må det vist også være på tide at få skrevet lidt mere til den noget forsinkede rejsedagbog. Som tiden dog går når man rejser og pludselig er jeg tilbage i Argentina hvor tiden går med fester og andre fjollede ting.
Men tilbage til Peru hvor jeg vist er nået til d. 2. november der blev brugt som optakt til det højt besungne Inca trail trek... Fik betalt de resterende dollar ($US 295 ialt) og om aftenen var der så introduktionsmøde for alle de kommende vandrere. Intet ophidsende, andet end at de gentagne gange fortalte hvor hårdt det ville blive.. troede ikke rigtig på dem. Under spørgerunden forhørte jeg mig om medbragt alkohol til stor morskab for resten af selskabet. Desværre var jeg alligevel den eneste der syntes der var brug for den slags, men min medbragte rom smagte nu eventyrligt godt de kolde aftener i bjergene.
Næste morgen blev jeg hentet kl. 6 hvilket er lidt for tidligt efter min smag, specielt når der ikke er varmt vand på hostellet. Det frembragte et par grimme eder og et par slag til vandinstallationen. Så uden et sidste bad var jeg nu klar til det fantastiske Inca Trail. Og jo, det er da en udemærket tur. Flotte bjerge, masser af ruiner hele vejen og der var da også tider hvor man kom til at svede.. men så fantastisk synes jeg nu ikke det var. Har set flottere bjerge, smukkere ruiner men har aldrig fået bedre mad. Det var så her de 300 dollar kom til deres ret.
Til at betjene vores gruppe på 10 turister var der 12 bærere, en kok og en guide. Når vi nåede frem til frokost eller overnatningsstederne stod der et stort telt parat, te og snacks blev serveret og maden var simpelthen i særklasse. Altid 2 eller 3 retter og jeg har ikke fået så god mad mens jeg har rejst.
Vores guide Omar var flink og gjorde meget ud af at fortælle om de fantastiske inkaer og de onde onde dominikanske spaniere der på grummeste vis udslettede så avanceret en kultur. Da inkaerne ikke havde noget skriftsprog er der ikke meget viden der har overlevet til idag og han gentog utallige gange: "But really we don't know, unfortunately... because of the dominicans" eller "It was covered by nature".
Den første dag blev vi kørt ud i bjergene til vores startsted og derfra gik det så i adstadigt tempo op i bjergene. Ingen store stigninger og vi vandrede i 2500m højde så der var ingen åndenød. Snakkede en del med Nigel, en afslappet irer der virkede en smule malplaceret i sine cowboybukser og sneakers når alle andre havde det store outdoor udstyr i orden.
En af pigerne var rimelig presset og ville betale 30 dollar for at få en porter til at bære nogle af hendes ting. Da jeg syntes jeg manglede lidt udfordringer tilbød jeg at tage nogle af hendes ting mod betaling i øl, så på anden dagen blev min rygsæk vejet til 16kg. Afsted mod første og højeste pas i 4200m højde, og gruppen blev hurtigt spredt ud. Nigel og jeg travede opad sammen og nåede efter et par timer frem til sidste hvilested inden toppen. Herfra gik hver mand for sig selv og det tog 45 minutter at nå toppen. De sidste i vores gruppe var flere timer efter os andre og da vi også skulle give bærerne tid til at klargøre frokost blev det til et længere ophold på toppen af passet. Jeg brugte noget af tiden på at kravle et par hundrede meter op ad bjerget der tårnede sig over passet.
Vores frokoststed blev også vores overnatningsted så resten af dagen gik sin stille gang med at slappe af... som man nu slapper af. Lidt alkohol, og sørme om vores meget flinke guide Omar ikke var faldet over lidt tørrede planteskud fra diverse bjergurter der kunne ryges.
3. dagen endte med at blive den hårdeste da vi nu skulle over to pas og samtidig trave ned ad den såkaldte gringokiller der bestod af 3600 velvoksne trappetrin. På pas nummer to nåede jeg toppen som den første og besluttede mig for at bruge ventetiden på at bestige et bjerg så jeg smed tasken og kravlede op til toppen en god del hundrede meter over passet. Og ned igen.
Nigel og jeg begyndte at diskutere de kolde øl vi skulle have når vi kom frem til lejren om aftenen så den sidste nedstigning foregik i løb og blev vist gjort på under en time... men så smagte de øl også ekstra godt.
Den fjerde dag skulle vi så omsider se Machu Picchu og spændingen var stor. For os og for de 150 andre turister der stod før os i køen for at komme frem til Solporten. Her lovede jeg mig selv aldrig at tage sådan en tur igen for det ødelægger jo en del af den uspolerede stemning når man går i hælene på alle de andre turister og der står 100 snakkende vesterlændinge mellem dig og billedet af Machu Picchu.
Nåh, vi nåede omsider frem til ruinerne men så sent at der var proppet med mennesker. Jeg må nok erkende at jeg ikke er det store ruin menneske og havde svært ved at sætte pris på alle de små detaljer som Omar fortalte. Kan godt se at de var dygtige til at skære sten til og stable dem ovenpå hinanden, men burde de ikke have udvundet noget jern, lavet nogle ordentlige våben og forsvaret deres kultur. Og som en lille sidebemærkning til spaniernes ødelæggelse af deres kultur. Inka riget havde blot eksisteret i 100 år og var naturligvis vokset ved erobring og da spanierne meldte deres ankomst var de svækkede af en flerårig borgerkrig mellem to af inkaerne... så smartere var de altså ikke... selvom de var gode til at bygge i sten.
Efter vores guidede tur løb jeg en tur op på toppen af Wayne Picchu, det lille bjerg der ligger bag Machu Picchu. Matt fra sydafrika fortalte at hans mor havde klaret opstigningen på 30min og man kan jo ikke lade sig slå af en ældre dame fra afrika, så jeg stormede afsted og nåede toppen efter 24min... pænt smadret.
Så var der ingen grund til at bruge mere tid på ruiner og jeg tog en bus ned til byen og gik i de varme bade mens det styrtregnede... for første gang på vores tur. Vejret var virkelig med os og vi startede hver morgen med solskin afløst af en smule skyer om eftermiddagen.
Tog tilbage til Cusco og efter endnu et usselt bad på hostellet lidt øl med de andre fra turen inden vi alle gik relativt tidligt i seng.
Og dermed slut.

Posted by lyster 10:03 Archived in Round the World | Peru Comments (1)

Email this entryFacebookStumbleUponRedditDel.icio.usIloho

Isla del Sol

Copacabana, Isla del Sol og lidt tanker om Cusco og peruvianere.

sunny 16 °C

Jeg er af Brian Birke blevet bedt om at beskrive forskellen på de højt besungne argentinske kvinder og kvinderne i La Paz og må jo med skam erkende at mit kendskab til begge steders feminine sider er langt fra ønskeligt. Kvinderne i La Paz ligner dog noget mere deres søstre i BsAs end i resten af Bolivia. Nu har jeg jo ikke set så pokkers meget af Bolivia, men langt størsteparten af landets befolkning består af renblodede indianere eller mikset blod. Og meget kan man sige om indianerene men de ligger altså et stykke fra den vestlige verdens skønhedsidealer og såmænd også et stykke fra skønhedsidealerne i sydamerika. Det kan synes lidt underligt, men man er tilsyneladende smukkere jo hvidere man er (noget os med lactosehud altid har vidst) hvis man skal dømme efter reklamer, tv-personer osv.
Godt så.
Efter lidt mere roden rundt i La Paz tog jeg en eftermiddagsbus til Copacabana ved Lake Titicaca der ikke er helt så eksotisk som navnet giver udtryk for. Kom for sent til at nyde den smukke solnedgang og brugte aftenen på at kigge lidt på byen. Turistet.
Stod tidligt op, fik afleveret den store rygsæk og gik så nordpå. 17km smuk tur i bakkerne langs kysten inden jeg nåede Yampupata. Herfra kunne man chartre sig en båd til Isla del Sol, hvilket var præcis hvad jeg havde tænkt mig at gøre. Imod al logik kostede det 70kroner at blive sejlet over med motor, hvorimod en robåd kunne lejes for 15kroner. Efter at have sikret mig at det ikke var undertegnede der selv skulle svinge årerne blev der givet hånd og så gik turen ellers langsomt mod øen.
Vel fremme travede jeg mod den nordlige del af øen alt imens jeg besteg alle de toppe jeg kunne komme i nærheden af. Det er nu ikke fordi der er de helt store bjerge, men alting virker højere og hårdere når man er i 3800m højde. Det højeste punkt var 4061m over havet, så det var ikke de store tinder, Isla del Sol kunne byde på. Men flot var det.
Nød en smuk solnedgang fra toppen af øen og blev overrasket over hvor hurtigt det bliver mørkt. Havde regnet med at kunne nå ned til Cha´llapama hvor jeg ville overnatte inden mørket satte ind, men det blev en hæsblæsende løbetur ned ad skråninger i det tiltagende tusmørke og det sidste stykke måtte jeg kravle igennem folks haver i næsten totalt mørke... god timing.
Den eneste anden person på hostellet var en kvindelig amerikaner der var professionel fløjtespiller og nu brugte sin ferie på at rejse rundt til gamle ruiner og spille fløjte... meget sjovt. På landet i Bolivia lever man med solen så når det først er mørkt går man i seng. Det lykkedes mig dog at få åbnet den lille bys eneste restaurant igen, men for den fyrstelige sum af 12 kroner for en 2-retters menu var det vel heller ikke for meget forlangt.
Syntes selv jeg stod tidligt op kl. 6, men alle andre var tilsyneladende stået op ved solopgang kl. 5.30. Spiste lidt kiks og vandrede så hastigt sydpå mod hovedbyen Yumani hvorfra færgen gik kl. 10.30. Det tog under 2 timer så der var god tid til lidt rigtig morgenmad inden færgen forlod Isla del Sol. Tilbage i Copacabana var der lige tid til at bestige bjerget der tårner sig over byen før jeg tog bussen mod Cusco.
Efter endnu en lang bustur på 11 timer nåede jeg endelig frem til Cusco. Jeg havde John fra Estados Unidos til at holde mig med selskab og han er klart en af de mest fornuftige amerikanere jeg har mødt længe. Hans kæreste var allerede i Cusco så jeg checkede ind på samme hostel. Billigt og skod dårligt.
Nu har jeg ikke set så forfærdelig mange hostels i sydamerika, men det her var da helt klart ringe. En af de vigtigste ting når man rejser er de varme bade og der er ikke noget værre end at vente 5 minutter på halvlunkent vand der pludselig bliver afløst af iskold vanddamp mens det lyder som om vandrørene er ved at eksplodere. Så bliver man bitter og småirriteret når man står der med sæbe over det hele, ja man gør så.
Jeg ved ikke hvorfor, men lokale peruvianere lader ikke til at vide hvad deres gæster ønsker... eller osgå er de bare ligeglade. Selvfølgelig er der dyre hoteller der har al tænkelig luksus for mange dollars, men kigger man på hostels så er det klart mest populære hostel, Loki, ejet og drevet af en englænder eller irer.
Det er placeret et godt stykke væk fra det populære centrum, men til gengæld har de taget sig tid til at gøre noget ved de små ting. Rummene er malet, der er sat lidt fliser op i badeværelserne, der er en hyggelig restaurant med tilhørende bar og gratis internet. For det tager de så 40kroner pr. nat for en køjeseng i et 10-mands rum.
Til sammenligning betaler jeg 28 kroner for mit eget værelse med to senge og mit hostel ligger 50m fra centrum. Hvorfor er mit hostel så halvtomt, mens Loki er konstant booket op. Detaljerne.
En peruvianer tager en gammel bygning, hænger et par pærer op i rummene, får skrabet nogle gamle udslidte senge med usle madrasser af varierende kvalitet sammen og lejer det ud så billigt at folk vil bo der. Ingen maling, ingen vedligeholdelse. Der er ikke brugt penge på noget og det er tydeligt at der kun tænkes en måned frem.
Nu kunne man så komme med det argument at vesterlændingen sikkert har mange flere penge at gøre godt med, men det tror jeg egentlig ikke er tilfældet for så dyrt er det altså ikke at få malet et rum, gøre et badeværelse bare en lille smule indbydende og sørge for at der er ordentligt varmt vand. Men det kræver naturligvis at man investerer bare en lille smule og dermed planlægger mere end 6 måneder frem.
Hvor dyrt er det at købe en lampeskærm til 4 kroner og hænge over pæren? Det kan ikke være det der ødelægger budgettet, men langt de fleste steder: restauranter, hostels, butikker, hænger der blot en bar pære og lyser.
Nåh, ikke mere pjat om peruvianernes manglende forretningssans, for det er ikke kun her, men i de fleste ulande det gør sig gældende. Man tænker kun en uge frem.

Posted by lyster 12:07 Archived in Round the World | Bolivia Comments (0)

Email this entryFacebookStumbleUponRedditDel.icio.usIloho

(Entries 1 - 2 of 2) Page [1]