Sep 2005

Pokkers pokkers pokkers... Efter mange aars rejsen rundt omkring i verden lykkedes det saa endelig at misse et fly. Saa nu hvor jeg burde vaere hjemme i Danmark og se Broendby taeve FCK (nu taber de sikkert ogsaa; en ulykke kommer sjaeldent alene) sidder jeg i stedet i Munchen og venter paa at klokken skal blive 20.15 og jeg kan komme hjem med naeste Maersk air fly.
Og hvordan kunne saadan noget saa ske. Ak ja, en grum historie om Oktoberfest, vaekkeure der ikke fungerer, tog der misses og saa selvfoelgelig en foelge af at jeg ikke sov i naerheden af Tysker Lars. Naermere detaljer kan gives ved forespoergsel.
Man skal jo altid se paa det positive i disse situationer (som mor altid siger naar jeg ringer hjem og forklarer at jeg har mistet alle penge, papirer mv.). Denne gang maa det vaere at jeg i et anfald af fremsynethed bookede flyet til Buenos Aires imorgen i stedet for i dag... Det havde unaegteligt vaeret lidt vaerre hvis jeg missede min sydamerikas tur.. Ahh, man skal aldrig sige aldrig og jeg er jo ikke ligefrem hjemme endnu...
Afsted til lufthavnen og saa haaber jeg Murphy holder fri resten af dagen.

Mandag d. 19/9
Ohhh, det er ikke sjovt at vaagne op efter en lang dag til oktoberfest, men jeg var i den gunstige situation at jeg kunne sove ud. Lars havde et moede paa sit arbejde (PhD paa det tekniske universitet i Munchen) saa han stod op kl. 9. Det havde sat sine tydelige spor og han var ikke meget vaerd da jeg saa ham kl. 12. Jeg kiggede forbi universitetet for at spise frokost med ham og saa kunne jeg jo ogsaa lige moede hans kolleger og se stedet. Han proevede konstant at saelge et PhD studie paa hans universitet til mig, men at binde sig i tre aar lyder godt nok som lidt for lang tid... jeg er jo stadig ung. Med fare for at blive lynchet af folkene paa DTU, saa toer jeg godt sige at der blev lagt lidt flere arbejdstimer og lidt mere arbejde af de tyske PhD studerende... Det kunne nu ellers vaere laekkert at arbejde i Munchen i en periode. Billig oel, billige biler og bjergene ligger og lurer 30 minutters koersel mod syd... alle de ting en udlandshungrende dansker gaar og droemmer om.
Resten af eftermiddagen sad vi og stenede i hans kontor. Saa turede vi rundt i downtown Munchen og kiggede paa jakker, men det kunne umuligt blive til noget saa bagstive som vi var. Kl. 20.30 moedtes vi med Martin (fra skitur i Schweiz, Mads) og nogle andre PhD studerende til et par oel. Bemaerk venligst at de alle kom direkte fra universitetet og det var helt normalt at de arbejdede til saa sent. PhD i Tyskland... hmmmm...
Tirsdag d. 20/9
Lars smuttede atter paa arbejde saa jeg var overladt til mig selv og Munchen hele dagen. Efter noget frokost brugte jeg et par timer i den stoerste sportsbutik jeg har set. Alt alt alt for stort et udvalg. Man skulle helt klart vaere kvinde for at kunne tage en beslutning. Jeg ville saa gerne have en jakke til noget trek i sydamerika, men mulighederne var jo uendelige og priserne ligesaa. Hvad skulle man vaelge? Jeg maa bare erkende at mulighederne skal holdes nede paa to cifre for at jeg kan tage saa store beslutninger.
Om aftenen moedtes vi med en flok af Lars og Siljas venner der havde bestilt bord i en af oktoberfest hallerne. Der er tradition for at man tager til oktoberfest med venner eller arbejde (eller begge) saa dagen efter skulle Silja afsted med sit arbejde og torsdag var det saa Lars´ tur. Men foerst skulle vi altsaa lige have overstaaet det andet sociale arrangement.
Og resten er historie. En masse dansen paa baenke, flere store oel, videre i byen og saa sove lidt for laenge i stedet for at flyve hjem. Det er utroligt saa lidt der skal til for at tingene gaar galt. Vi naaede togstationen med to minutter til toget ankom og mens vi proevede at koebe billet koerte det saa ind paa perronen. Jeg opgav til sidst at koebe billet og loeb hen til doeren der lukkede, men det var for sent. Toget koerte sin vej og saa var der 20 minutter til det naeste.
I lufthavnen stormede jeg igennem terminalen, hoppede foran koen i sikkerhedstjekket og naaede gaten med al min bagage... tre minutter for sent. Med vaesende lunger fik jeg gjort hende klart at jeg ikke betragtede hendes foerste afvisning af mig som fyldestgoerende saa hun snakkede kort med nogen over radioen (kan naturligvis vaere hun fakede det) og gav mig saa sit endelige "nein". Til at tude over.
Saa der var ikke andet at goere end at booke det naeste fly med MaerskAir om aftenen, 12 timer senere. 12 timer der blev brugt paa en togtur til Munchen og en laengere gaatur rundt i byen i gaarsdagens toej; med roede oejne og sprutaande. Haarde vilkaar naar man burde vaere tilbage i Koebenhavn og goere klar til naeste rejse.
Alt godt har jo en ende og efter en lang dag i min egen personlige skaersild naaede jeg Koebenhavn og Per Martins sofa. Godnat og mange tak.

Soendag d. 18/9
Lars havde koebt ind til det traditionelle bayerske morgenbord bestaaende af Weisswurst, senf og pretzel. Faktisk ikke saa daarligt og kunne udemaerket bruges hvis man mod forventning skulle lide af toemmermaend. Det gjorde vi heldigvis ikke... endnu.
Efter den sene morgenmad gik turen til Wiesen hvor et par udlaendinge og en flok tyskere har besluttet at fejre oktobers komme ved at banke et par halvstore telte op, fylde dem op med baenke og borde, et band og saa naegte at servere andet end 1 liters oel... hvilket guddommeligt koncept. Det svarer lidt til en Roskilde festival med oel i stedet for musik.. og girdl og lederhosen i stedet for sorte stoevler, goth toej og piersinger. Det er da ikke sidste gang jeg har vaeret til det arrangement.
Vi lagde forsigtigt ud og drak et par oel forskellige steder. Men naar en oel betyder en liter guldbryg, saa bliver man alligevel i lidt opstemt humoer i det lange loeb. Saa der gik ikke laenge foer vi stod paa en baenk og skraalede med paa tyske festsange... at doemme efter de underlige blikke jeg fik var det nok mest Lars der ramte de rigtige tyske festsangsord.
Soendag var jo ogsaa dagen for det tyske valg, og naar man som Lars er en troende liberal (ja, selv jeg maatte lige gaa i rette med ham et par gange) saa er det bedste sted at tage hen naturligvis partifesten for LPD. Med 4 oel i blodet trillede vi afsted paa cyklerne og fandt et lokale fyldt af feststemte liberale der just havde faaet sig et rigtigt godt valg. Stemningen doede dog lidt da det stod klart at de konservative ikke havde faaet nok stemmer til en klar koalition (og der staar sagerne stadig en uge efter).
Efter en oel blev det alligevel for kedeligt saa vi begav os videre paa vores faerd efter liberal politik og billige oel. Af en eller anden grund havde vi faaet den opfattelse af det var sent paa aftenen og at Oktoberfesten saaledes var lukket og det blev derfor besluttet at tage paa noget diskotek, men de var allesammen lukkede hvilket undrede Lars meget... indtil vi fandt ud af at klokken kun var 20.30.
Uden at spille yderligere tid gik turen tilbage til Oktoberfest, og da den saa lukkede rigtigt kl. 23 trillede vi hjem i seng efter en dag hvor vi havde drukket 6 guldoel... og det sover man altsaa rimelig godt af.

Torsdag d. 15/9
Efter den rimelig haarde onsdag med lange gaature var der doemt fuldstaendig afslapning med regelmaessige afbrydelser for at konsumere de store maengder mad der blev fremstillet paa skift i koekkenet. Der blev som saedvanlig lagt ud med en stor morgenmad af Jymie hvorefter Ida og Robert overtog gryderne og lavede en stoerre gang svenske koedboller med dertil hoerende sovs og kartofler.
I loebet af eftermiddagen blev der sat gang i baalet i den store udendoers stenovn saa den ville vaere klar til pizzabagning om aftenen. Og saa blev der ellers lavet et vaeld af originale men nok flest hjemmestrikkede kreationer af pizzaer.
Saadan en stenovn bliver man jo noedt til at have i sin fremtidige bolig. Problemet er bare at man saa ogsaa bliver noedt til at have een ansat til at taende op i den og passe baalet hele dagen, for hvem gider rende rundt og goere den slags selv naar man skal ligge ved poolen og sippe roedvin eller oel.
Der er forresten kommet billeder paa nettet i mellemtiden. De kan ses paa http://teamwa.servebeer.com/thumbnails.php?album=49.

Fredag d. 16/9
Den lille ferie i Toscana var ved at vaere slut men man kunne vel naesten ikke sige at man havde vaeret der hvis ikke der ogsaa var kastet et kort blik paa et vist taarn med haeldning. Ind til Pisa, parkere bilen og saa fik vi taget alle de rigtige turistbilleder... ligesom alle andre. Ikke saa meget at sige til det taarn. Det er et fint lille taarn.. og skaevt er det ogsaa. Saa alt er jo som det skal vaere. Skulle man faa den fjollede idé at gaa en tur op i det, saa kraever det lige dele penge og taalmodighed. Det er vist stadig Italiens dyreste forlystelse og man faar skam foerst lov til at smide pengene naar man har ventet i 100 aar og en dag.
I stedet trillede vi vaek fra turisthelvede (det maa have vaeret en helt special dag for der var soerme fyldt med turister over det hele.. :-) ) og fandt butiksgaden hvor pigerne lystigt kastede sig og en Zara butik... ved ikke hvorfor den nu pludselig skulle have saa meget kaerlighed og penge kastet efter sig.
Aftenen sluttede som saedvanlig af med det store maaltid der denne gang blev en tour de force i madlavning da koeleskabet skulle toemmes. Tror vi naaede op paa 6-7 forskellige retter inden vi var klar til at spise kl. 22.30.

Loerdag d. 17/9
Saaledes forsynet med lige dele kultur og mad var det blevet tid til at rejse hver til sit. Camille skulle til Kroatien, Ida og Robert tog hjem til Sverige, Baz var smuttet til Irland torsdag eftermiddag og Jeff, Jymie, Christelle og Simon skulle til et andet sommerhus i syditalien.
Personligt stod der Oktoberfest i min kalender de naeste dage, men foerst skulle jeg lige overstaa den ulige kamp med det italienske toguvaesen. Camille og jeg tog tidligt afsted loerdag morgen, men praesterede alligevel at fare vild paa vej til lufthavnen i Pisa hvor vi skulle aflevere bilen. En bro var lukket og skiltene der skulle lede udenom var godt nok meget kryptiske... eller ogsaa var vi bare for traette og sloeve til rigtig at kigge efter.
Paa togstationen i Pisa begyndte herlighederne foerst for alvor. Skal man have en togbillet i Pisa til et andet land saa er der kun en luge der kan bruges, og han har masser af tid til at besvare lange forespoergsler fra diverse gamle italienske fruentimmere... saa der stod jeg og slog roedder i 40 minutter. Naaede dog at staa og hyggesludre lidt med en portenos (Buenos Aires beboer) der ligesom jeg morede sig med det italienske skinnehelvede.
Intet godt varer evigt og jeg fik da tilsidst en billet til Munchen hvor jeg skulle skifte i henholdsvis Firenze og Verona. Udemaerket, selvom jeg godt nok lurede lidt paa skiftet i Verona hvor der blot var 15 minutter mellem ankomst og afgang... og ganske rigtigt. Efter at alle de tog jeg var med konsekvent var 20 minutter forsinkede saa var der et tog der gik til tiden. Toget til Tyskland. Fanden tage de tyskere og deres fordoemte effektivitet.
Saa i stedet for at spise aftensmad med Lars og tage til Oktoberfest ankom jeg kl. 23... et trefoldigt leve for Trenitalia. Maa jeres skinner ruste og jeres uniformer give jer udslaet. En skamplet for banelegemerne kun overgaaet af Banedanmark i smuk forening med et tilsyneladende udueligt trafikministerium...

Saa var dagen kommet hvor vi skulle se lidt natur og proeve at komme lidt vaek fra poolen. Jeg var utroligt tidligt oppe og fik mig en lang loebetur i omegnen mens de andre badede og spiste. Utroligt saa aktiv jeg har vaeret, men det sluttede saa ogsaa lige saa hurtigt som det startede.
Cinque Terre (5 byer paa italiensk) er som navnet antyder 5 byer der ligger smukt langs en meget stejl kyststraekning. Man kan vist godt koere til de forskellige byer, men det er noget rod (og dyrt) saa vi tog toget det sidste stykke.
Vores tur begyndte i Vernazza, der laa smukt nede ved vandet med bjergskraaninger lige bagved. En herlig lille havn havde den ogsaa og man kunne bare hoppe i fra klipperne og bade.. saa det gjorde vi. Jeff og Jymie gik ud og fandt noget mad (som de koebte) og efter den store frokost ved vandet gik folk hver til sit. Simon og jeg ville gerne vandre tilbage langs kysten mens de andre svagt gaaende (Christelle fik sin tredje operation i benet for et par maaneder siden) tog toget.
En gaatur langs kysten kan goeres paa to maader. Enten langs med vandet eller oppe paa bjerget og vi tog naturligvis den hoejt beliggende rute. 300m op ad bjerget foer det gik de samme 300m ned til den naeste by. I 30 graders varme kan den slags udfoldelser jo godt tage pusten fra en saa vi skyndte os at faa en oel da vi kom ned. Og saa gik det ellers 500m op og ned paa turen til den naeste by. Efter saadan en halvsvedig tur er der jo ikke noget bedre end at kaste sig i vandet fra klipperne.
Solnedgangen blev nydt sammen med resten af familien fra en lille restaurant inden det gik tilbage til Lucca.