Sep 2005

Mandag, 12/9
I et vanvittigt anfald af overskud stod jeg tidligt op, fik løbesko på og tog en tre kvarters tur rundt i området. Det er jo præcist som man forestiller sig det med små huse rundt langs idylliske veje, smukt krydret med et par store herregårdsvillaer. Og så lige en hidsig scooter eller bil som man kaster sig ud i rabatten for at undgå.
Efter en hurtig dukkert i poolen var der kæmpe morgenmad a la Jymie og så blev der ellers slappet af ved poolen resten af formiddagen. Den store pool der hørte til villaen skulle vise sig at være omdrejningspunkt for det meste af ferien i toscana og der er da heller ikke taget ret mange billeder fra huset uden at den er med.
Om eftermiddagen kørte vi ind og kiggede lidt på Lucca der er en charmerende by hvor den gamle bymur er intakt hele vejen rundt om den gamle bykerne. Simon demonstrerede for første gang sit imponerende kendskab til Italien og ledte os sikkert forbi et hav af gelateri'er (isbiks) indtil han fandt det helt rigtige sted. Som han kyndigt forklarede skal de have så meget is som muligt i de enkelte bokse og isen skal være pyntet med ekstra snask.. noget i den stil. Jeg overlod her som så mange gange siden førertrøjen til de andre. Ingen grund til at blande mig for meget i planlægningen. Vi var i forvejen 9 i vores gruppe og de fleste ville gerne bestemme.
Der blev købt stort (enormt) ind til de næste par dage og så stod den ellers på mere pool og et kæmpe aftensmåltid.

Tirsdag, 13/9
Vores visit i Lucca faldt sammen med en af to årlige processioner igennem byen så det var vores plan for tirsdag. Ceremonien fandt først sted kl. 20 men det viste sig at være ganske svært at nå selvom det eneste vi lavede hele dagen var at ligge ved poolen og drikke kolde øl. Pludselig skulle vi også have noget at spise så vi smuttede på pizza restaurant inden vi tog ind til byen. Der var vi så først kl. 22, og troede egentlig at hele showet var overstået, men med vanlig italiensk sløvhed så vandrede de stadig rundt i gaderne. Nydeligt klædt ud i gamle dragter og med trommer, trompeter, faner og naturligvis med armbrøst og sværd i hånden..
Igennem hele byen var der tændt stearinlys langs murene hvilket må have været et kæmpe job, men det var jo meget kønt at se på.

Mit fine RyanAir fly var naturligvis en time forsinket, hvilket viste sig at passe perfekt. For Camille og Caroline der floej ind fra London var naturligvis ogsaa forsinkede og Simon, Christelle, Ida og Robert der kom for at modtage os i lufthavnen havde brugt en time paa at finde ud til lufthavnen. Saa vi ankom allesammen inden for 10 minutter. Hurra for RyanAir og det italienske vejvaesen.
Efter at have krammet faerdig fik vi lejet en bil og begav os mod Lucca og den villa som de havde lejet. Maaske skulle jeg lige forklare hvem de enkelte personer er:

• Simon og Christelle: soeskendepar som jeg boede hos i Sydney. Simon er kiropraktor og brugt de sidste par aar paa at arbejde og rejse rundt over det meste af jorden. Lillesoester Christelle er ved at tage sin Master degree i Sydney og basalt set gaar det ud paa at hun skal skrive en roman.
  
• Camille: Skoer australier som laeste kiropraktor sammen med Simon og ogsaa boede i huset paa Shepherd St. Har arbejdet som kiropraktor i Dublin et aar og ellers turet rundt i verden.
  
• Jeff og Jymie: Simon og Christelles foraeldre der har vaeret saa flinke at leje hus og invitere os til Italien. Jeg holdt jul og nytaar hos dem i 2001. De har vaeret distributoerer i australien for diverse produkter men har nu solgt firmaet. Arbejder dog stadig i firmaet.
  
• Ida og Robert: Ida boede sammen med familien efter at jeg var flyttet ud og hun havde medbragt sin svenske kaereste.
  
• Caroline: Endnu en australier som har boet sammen med familien i Sydney og arbejdet for diverse hostels forskellige steder i verden, bl.a. 3 aar i Canada. Arbejder for tiden i Cork, Irland og har boet sammen med Camille og Simon de sidste par maaneder. Hun bliver konsekvent kun kaldt Baz hvilket paa irsk betyder kvindelig koensbehaaring... og det goer det jo kun sjovere.
  

Saa er det paa plads.
Efter lidt fjolleri paa de italienske veje lykkedes det tilsidst at finde den store villa der ligger 10 minutters koersel syd for Lucca. Endnu en stor velkomstceremoni af Jeff og Jymmi og saa blev der ellers vekslet historier og planer over oel til ud paa natten. Godnat.

Efter en lettere stressende afslutning i Koebenhavn, hvor jeg tilsidst missede to tog i forsoeget paa at komme til Aabenraa, havde jeg en relativ begivenhedsloes weekend med mor og far. Det meste af tiden gik med at berolige min kaere mor og forklare at sydamerika er et meget sikkert sted at rejse og at jeg desuden ikke ville begive mig mere end 50m vaek fra mit befaestede hotel...
Soendag koerte vi til Lübeck hvorfra jeg skulle flyve til Pisa og kiggede lidt paa denne charmerende, gamle tyskerby. Nydeligt.
Ankom planmaessigt til lufthavnen og fik checket ind, sagt farvel og kunne saa sidde og vente halvanden time paa flyet fra RyanAir. Der havde aabenbart vaeret problemer med landingsstellet tidligere paa dagen og det skulle lige fixes. Tak for det. Ja, man faar jo som regel hvad man betaler for og det er RyanAir et glimrende eksempel paa, for det er jo naesten gratis at flyve med dem. De har, om nogen, faaet pillet romantikken ud af flyvningen. Her bliver man virkelig mindet om at det basalt handler om at fragte folk fra A til B og at de charmerende stewardesser (som med aarene er blevet gamle og rynkede, selv hos SAS), maden, aviser, film og generel komfort blot er unoedvendigt lir paa din taxatur over Europa. Her er der ikke et ekstra fly klar hvis der er problemer og hviletid til piloter er en by i Rusland. Det er blevet afloest af en effektivitet og det tager kun lidt over en halv time fra flyet er landet til det er klar til at lette med et nyt hold passagerer der alle beder til at piloten har faaet nok koffein til at klare endnu en tur.
Naah, ikke mere aevl om billige flyselskaber. Det er jo dem der goer det muligt at rejse i tide og utide. Afsted mod Pisa og varmen, de kolde oel og den ventende australske familie.