A Travellerspoint blog

Guanajuato

Bjerg og by

sunny 25 °C

Højt oppe i de mexicanske bjerge er der en kløft. Dem er der mange af men under denne kløft og disse bjerge lå der en ordentlig bunke sølv og det er jo i sig selv grund nok til at bygge en by. Så det gjorde spanierne i 1500-tallet og Guanajuato leverede i flere århundreder 40% af verdens sølv. Det er der kommet en ret spektakulær by ud af hvor veje snor sig ind og ud af bjerget og gaderne er fyldt med katedraler, smukke åbne pladser og store palæer hvor sølvbaronerne kunne nyde livet. Idag er de fleste så blevet til dyre hoteller, men sådan et boede jeg ikke på. Nææh, da jeg træt ankom sent om aftenen lod jeg mig lede hen til det første og billigste og fik hvad jeg betalte for. Da selv det varme vand udeblev efter en kold nat i det smadrede værelse pakkede jeg mine ting og gik hen ad gaden til et lidt bedre sted.
Min dag blev heldigvis mærkbart bedre efter en lækker morgenmad i solskinnet på Plaza San Fernando og bagefter gik jeg. Opad. Jeg kan godt lide at gå opad. Der er noget dragende over højder og min glæde over at nå en top falder ofte sammen med ærgelse over at der ikke er mere ... højde.
Efterhånden som jeg kom højere op i byen blev husende mindre velholdte og de farvestrålende mure blev afløst af afskallede vægge og tilsidst beton, men oppe over det hele tårnede et bjerg. Efter en hurtig proviantering af en liter vand og en grum mexicansk variant af M&Ms lykkedes det at finde en vej der blev til en sti der blev til et spor og til sidst bare en skrænt. De 500m i højden (ja, der var ikke så langt som man måske skulle tro efter den lidt rørstrømske indledning) gik ganske hurtgit og der var en smuk udsigt hvor lillebrors kamera for alvor kom til sin ret. Ja, den søde lillebror har venligst lånt mig sit nye digitale spejlrefleks. I starten var jeg nervøs for at miste eller skade det, men nu bliver det smidst i tasken og kastet rundt... (det er gas, Rune)
Resten af dagen blev brugt på at vandre ned og rundt i byen, købe flybillet til Cancun og se semifinalen i den mexicanske fodboldturnering. De slutter deres liga af med slutspil for de fire bedst placerede klubber.
Mexicanerne er glade for døden... eller i hvert fald fascinerede. De har ikke samme forskrækkede forhold som derhjemme og et af de bedste eksempler er nok mumiemuseet. Klimaet i Guanajuato er ret specielt og konserverer på det nærmeste ligene så de efter bare 5 år er "mumificeret". Her vil det sige at liget er tørret ind med hår og hud og det tøj de blev begravet i og de bedste eksemplarer udstilles på museet hvis familien ikke vil betale for at beholde liget i jorden. Blandt "højdepunkterne" i udstillingen (der ellers er hurtigt overset) er nyfødte iklædt små kjoler, en myrdet mand hvor man kan se stiksåret, en druknet samt en kvinde der er blevet begravet levende og hvor liget derfor ligger i en noget forvredet position. Altsammen god underholdning efter en let morgentaco ved en bod i vejkanten.
Efter at have svælget i død brugte jeg de næste par timer på at vandre rundt i byen, tage et par billeder men følte pludselig trangen til at komme videre og tog derfor den første bus til San Miguel de Allende.

Ak ja, det går ikke altid lige hurtigt med at få opdateret bloggen. Har nu været en uge i Playa del Carmen på østkysten af Yucatan-halvøen og nydt den caribiske strand omend vejret har været overskyet en stor del af tiden. Jeg har så brugt tiden på at dykke og ellers lave så lidt som muligt på mit meget afslappede hostel. Har fået lagt mit ur ned i rygsækken og er kommet tættere på backpack tempo omend jeg stadig har et stykke til nogle af de andre rejsende. Glade folk der ligger på en sofa i en måned og hvor det er en stor dag hvis de kommer udenfor bygningen. Men hvorfor skulle man dog også det når ejeren er så flink at lade hashklumpen ligge fremme til fri afbenyttelse.. (sådan noget benytter jeg naturligvis ikke og jeg vil gerne understrege at denne blog er næsten hashfri)

Posted by lyster 20:31 Archived in Mexico Tagged backpacking

Email this entryFacebookStumbleUpon

Table of contents

Comments

Det bringer jo minderne tilbage fra en uge på Tulum strand i relativ kort distance fra Playa del Carmen. Husker en svensker der købte en ordentlig klump marihuana, som partout ville nyde hver en dollar den havde kostet. Han røg det sidste i lufthavnen inden vi tog flyveren mod Amsterdam...

by tejl

This blog requires you to be a logged in member of Travellerspoint to place comments.

Enter your Travellerspoint login details below

( What's this? )

If you aren't a member of Travellerspoint yet, you can join for free.

Join Travellerspoint