A Travellerspoint blog

Guadalajara

Storby, kunst og wrestling

sunny 25 °C

Ahh, lykken er at finde en internetcafe hvor tastaturet ikke har været nedsænket i kaffe og cola og hvor computeren er købt i dette årtusind. Man lærer at sætte pris på de små ting.

Jeg var nået til Guadalajara, Mexicos næststørste by med 5mio indbyggere. Efter en udemærket nats søvn til trods for hårdtpumpende discorytmer kom jeg til sidst ud og kigge lidt på storbyen. Hele centrum er fyldt med pladser, gågader og alle de skulpturer, springvand, kirker og butikker der hører sig til. En nydelig by, omend den ligesom så mange andre storbyer lider under for meget trafik.
Den første dag blev brugt på at inspicere stedet og da jeg om eftermiddagen kom tilbage til hotellet gik jeg helt kold. Måske lidt lynsygdom der dog var overstået til næste morgen. Jeg havde efter en del søgen fundet turistkontoret og undersøgt hvad der skete i byen men det overraskede selv personalet på kontoret hvor lidt der skete. De foreslog en tur til Tlaquepaque (ja, det udtales lige så fjollet som det skrives) og en rundtur på et tequila destilleri og det lød da som en udemærket ide.
Efter lidt indledende taxakørsel har jeg nu kastet mig over lokaltrafikken. For første gang i mit rejseliv ikke fordi det er billigere, men fordi det giver ekstra oplevelser. Og så giver det naturligvis et adrenalinkick at tordne afsted igennem trafikken i en lokalbus, hvor chaufføren ganske tydeligt kører med forvisningen om at han har 7 tons bus bag sig. Eller hvor meget en mexicansk bus af bølgepap og plastik nu kan veje. En bus af halvdårlig kvalitet og et vejnet der får nørrebrogade til at ligne en nyanlagt landingsbane er ikke den bedste kombination.
Altså tog jeg lokalbussen til Tlaquepaque og sparede dermed de 100 pesos det ville koste at blive hentet på hotellet og fik i tilgift en halv times gåtur igennem de absolut ikke turistede områder af Tlaquepaque da jeg stod af bussen 5min for sent. Så kan jeg lære at spørge i ordentlig tid.
Tequilaturen var ganske udemærket og blev heldigvis indledt med en djævelsk god marguerita og afsluttet med smagsprøver af deres forskellige produkter. Min guide var en flink fyr der var uddannet tequila smager og gik op i denne drik med liv og sjæl. Han stod netop for at udgive en bog om tequila og var meget spændt på hvor godt den ville blive modtaget. Grebet af øjeblikket endte jeg med at købe den bedste flaske de havde for 130 kroner men har bitterligt fortrudt at jeg nu skal slæbe rundt på ekstra dødvægt. Jeg må igang med at pimpe.
Kiggede også lidt på nydelige Tlaquepaque der er blevet et centrum for Artesania, lokal mexicansk kunstproduktion. Hvis man er til farvede dækservietter og små træfigurer ville man være i himlen.
Turen tilbage til Guadalajara gik bedre og efter en hurtig omklædning på hotellet og fralæggelse af alle værdigenstande var jeg klar til wrestling i Arena Coliseo, 5min. gang fra hotellet. Wrestling er kæmpestort i Mexico og de påstår at det stammer herfra før det blev et hit oppe nordpå. Konceptet minder en del om dens nordamerikanske fætter, med den forskel at det er mexicanere der hopper rundt i ringen og de fleste er iført tætsiddende latexmasker så det ligner et aggresivt møde i SM klubben. Og så kan det være lidt svært at tage en bryder på 1½ meter seriøst. De første par kampe var mellem ekstremt korte folk men efterhånden blev de større og farligere. Det var dog ikke noget der indvirkede på publikums opmærksomhed.
Det vigtigste element til mexicansk wrestling er muligheden for at sende svinske tilråb efter andre tilskuere, wrestlere, kvinder, kærester og hvem der ellers gider tage notits. Specielt de "fattige" der kun havde købt billet til tribunerne var yndede ofre og de svarede selvfølgelig igen med tilsvarende stor opfindsomhed. I enkelte tilfælde blev der klappet hvis en tilsvining var virkelig original, men for det meste var det ordene 'puta' og 'chinga' i sammenhæng med familiemedlemmer, oftest 'madre' (mor). Det fortsatte hele vejen igennem showet og til tider var der ingen der ænsede de hårdtarbejdende wrestlere. Interessant stykke kultur.
Næste dag var jeg på Instituto cultural de Cabañas, et tidligere børnehjem (meget stort børnehjem) der nu er museum og huser forskellige kunstskoler. Meget flotte væg- og loftsmalerier af Orozco samt forskellige interessante udstillinger, men det bedste var næsten at gå rundt i det store kompleks med dets mange små gårde fyldt med kunst og ... fred... fred fra trafik, sælgere, mennesker og anden larm. Virkelig dejligt. Klart et besøg værd en anden gang.
Således med to kulturelle oplevelser i hver sin ende af spektret kunne jeg med ro tage videre. Først med lokalbus til buscentralen (og endnu en ekstra lille gåtur da jeg missede mit stop) og dernæst 4½ time til Guanajuato i en af de lækre busser der klarer de lange distancer. Når Volvo nu kan sælge dem til mexicanerne, hvorfor skal vi så stadig sidde under forhold som ville få burhøns til at protestere (hvis de kunne, hvad de heldigvis ikke kan).

Den mexicanske mad er dejlig omend meget ensformig. Taco, burrito, enchiladas er meget ens retter hvor eneste forskel er pandekagens størrelse og om de har rullet den sammen for dig eller ej. Herfra er der ganske få varianter hvormed man kan bruge det samme kød og proppe det i forskellige andre former for brød. De største ingredienser er frijoles (bønnesnask) og lime, der serveres til alt; morgen, middag og aften. Hvis man skulle være allergisk overfor det kan man godt droppe Mexico.
Den fedmeepidemi der hærger så kraftigt i USA har så sandelig også fået tag i mexicanerne. Der er lidt forvirring hvorvidt det er USA eller Mexico der har de mest overvægtige indbyggere, men fede.. det er de. Rigtig fede. Og så er de jo ikke så høje så der skal ikke så meget til. Den slags kommer ikke af sig selv og jeg er også forundret over hvor mange snacks man kan få. I Guadalajara måtte jeg nogen gange lede efter et rigtigt spisested, mens konditorier, slikbutikker og ikke mindst isboder ligger på hvert gadehjørne. Og de bruges flittigt. På gaden vader de små buttede folk altid rundt med en eller anden snack i hånden. Mange steder inkluderer en sodavand i prisen og det gør det jo ikke lettere at holde den slanke linje.

Er nu nået til Playa del Carmen ved den caribiske kyst og har været på mit første dyk idag. Vejret var ikke så godt, men så er det heldigt at vandet er 27 grader.

Posted by lyster 10:11 Archived in Mexico Tagged backpacking

Email this entryFacebookStumbleUponRedditDel.icio.usIloho

Table of contents

Be the first to comment on this entry.

This blog requires you to be a logged in member of Travellerspoint to place comments.

Enter your Travellerspoint login details below

( What's this? )

If you aren't a member of Travellerspoint yet, you can join for free.

Join Travellerspoint