A Travellerspoint blog

Mere Trento

Arbejde og snowboard

sunny 19 °C

Så gik der 10 dage. Det tog ikke nær så længe som jeg havde regnet med… ca. 10 dage hvis jeg tænker efter.
Og hvad kan man så bruge 10 dage på i midten af de italienske dolomitter på en selvstændig forskningsinstitution der slet ikke må have mig på besøg? Tjahh, onsdag havde de ikke tid til at se mig, torsdag sad vi og prøvede at finde ud af hvad det egentlig var vi skulle lave og fredag var vi på ski om eftermiddagen… så den første uge gik hurtigt. Desværre tog jeg på ski med nogle af de lokale og jeg skulle naturligvis følge med dem så allerede første tur ned af bjerget stod min i forvejen pressede akillessene helt af. Den føles nu som om den hænger i en tynd tråd.
I weekenden var jeg overladt ganske til mig selv. Hagen havde sin søster på besøg og selvom han havde ganske ambivalente følelser overfor hende og hendes lokomotivførende mand, så var hans tid trods alt afsat til dem og deres børn. Så jeg var ganske alene. Kein problem.
Fredag aften tog jeg på restauranten Tre Garofani der klart kan anbefales hvis ens vej skulle falde forbi Trento. Måske en anelse prætentiøs men når man er alene i byen er det kun lækkert at tjenerne kommer rendende hvert minut for at servere nye retter eller hælde mere vin op. Efter et godt restaurant besøg prøvede jeg at finde ”in”-stedet i Trento hvilket er noget lettere sagt end gjort. Hver gang jeg spurgte folk hvor man skulle gå hen i Trento grinede folk indforstået. Der er tilsyneladende intet sted i Trento der har åbent længere end til kl. 2 og selvom der er en del unge i byen så foregår festerne mest i private hjem eller obskure steder der er hemmelige for ordensmagten. Byen bliver styret af gamle folk der vil have ro klokken 12.
Det lykkedes at finde et sted der spillede salsa musik og møde noget af lokalbefolkningen. Nu skal man huske på at det er Italien hvilket er det land i Europa efter Rumænien der er dårligst til fremmedsprog. Til trods for at jeg kan gøre mig forståelig på engelsk, tysk, spansk og til nøds dansk, hjælper det intet overfor en forhærdet mafioso. De nægter at tale andet end italiensk. Som modtræk taler jeg mit gebrokne spansk til dem og det hjælper naturligvis intet.. Der er faktisk længere mellem spansk og italiensk end jeg troede, men i mine sprogsvage ører lyder det hele ens og så føler jeg at jeg har gjort mit i forsøget på at forstå hinanden.
Nåh, det lykkedes at føre en spartansk samtale med Don Alejandro de la Vega og hans kumpaner og vi fandt sammen i fælles samhørighed om unavngivne shots bestående af vodka (mener jeg), kahlua og 80% stroh rom lagt forsigtigt på toppen. Så kunne man tænde ild til sjoveren, lægge en hånd over, brænde ilten væk og tæske drinken i bordet inden man drak den. Spændende.. ak ja, skik følge og lever fly…
Mit hotel lukkede for natten kl. 1, så jeg sørgede naturligvis for at tage en taxi hjem til rette tid blot for at finde det hele lukket og slukket. Det var en lettere presset Lyster der stod på toppen af et bjerg kl .1 om natten og tæskede løs på døren til hotellet. Jeg begyndte at gå på jagt i omegnen for at finde nogen med en telefon så jeg kunne ringe til hotellet da en flink fyr kom kørende forbi. Med hans mobil og hans italienske lykkedes det at få mig ind på hotellet.
Efter i den grad at være blevet svigtet af hotellet natten inden var jeg overbevist om at jeg måtte af sted i weekenden så jeg tog en bus til Cavalese 1½ time væk. Desværre var min timing ualmindelig dårlig så jeg endte med at vente to timer på bussen og da jeg endelig nåede frem tog det næsten en time at finde et hotel. Jeg nåede dog at komme et par timer i sneen men desværre var min fod fuldstændig smadret fra dagen før så jeg måtte stoppe tidligt og tage i sauna og boblebad på hotellet. Cavalese var om muligt endnu mere fest forladt end Trento. Der er kun et sted man kan gå i byen og der er altså ikke mange mennesker når man kigger forbi en lørdag kl. 22.30. Det kan godt være at er mere gang i den senere, men det syntes jeg simpelthen ikke jeg kunne klare at vente på.
Søndag prøvede jeg at tage det roligt og tog igen kun ud i sneen om eftermiddagen og det gik lidt bedre, om end min akillessene stadig er forbavsende utilfreds med at blive proppet i et par snowboard støvler. Det hverken fatter eller accepterer jeg. Hvis nogen kender en snedig måde at udskifte sin akillessene med noget mere moderne i f.eks. titanium så er jeg meget interesseret.
Var på bar til sent med Hagen søndag aften i Trento og han er såmænd en hyggelig fætter, selvom han til tider kan have et lidt sort syn på livet, Italien og alt ind imellem.
Hele denne uge er gået med lange dage på Create-Net og besøg på de bedste restauranter Trento kan tilbyde hvilket ikke siger det helt store. Selve arbejdet er gået præcist så langsomt som man kunne forvente men vi nåede faktisk næsten det mål jeg havde sat for turen så jeg er meget godt tilfreds. Nu kan vi så rode videre med hver vores del af projektet og forhåbentlig mødes om en måned eller to og gøre det hele færdigt. Jeg ville naturligvis gerne til Trento igen, men det er nok desværre bedre at gøre det på universitetet i Danmark og Hagen vil forfærdelig gerne sende deres tekniker Luca til København. Han er en flink ung mand som desværre bærer tydelig præg af at han stadig lever hjemme hos mama ude i en eller anden lille by i bjergene. Hagen mener at han vil have godt af at komme uden for Italien for første gang i sit liv og det kan jeg jo kun bekræfte ham i.
Nu er det så blevet torsdag aften og jeg er på vej til Wien med nattog. Hvis gud og de italienske toge står mig bi skulle jeg gerne nå til Wien i morgen tidlig og møde Claudia und Danica som jeg boede sammen med i BsAs.
Ikke mere Italien for denne gang, men jeg er klart blevet positivt stemt overfor Trento til trods for at det er en af de mest døde byer jeg har været i. Kan vel bedst sammenlignes med Kolding eller andre jyske byer af lignende størrelse. Der sker ikke det store efter kl. 21, men det er til gengæld en utrolig flot by beliggende midt i bjergene… nåhh, så kan den nok ikke sammenlignes med Kolding eller andre byer i Danmark. 20 minutter til nærmeste skisportssted og her i midten af marts skinner solen næsten hver dag og vi nærmer os vel 15-20 grader… som en dansk maj. Jeg må atter engang erkende at jeg er mere afhængig af vejret end jeg troede. Kan næsten mærke hvordan livsglæden breder sig i kroppen når man traver igennem en solbeskinnet by på vej til arbejde.

Posted by lyster 14:45 Archived in Italy Tagged business_travel

Email this entryFacebookStumbleUpon

Table of contents

Be the first to comment on this entry.

This blog requires you to be a logged in member of Travellerspoint to place comments.

Enter your Travellerspoint login details below

( What's this? )

If you aren't a member of Travellerspoint yet, you can join for free.

Join Travellerspoint