Isla del Sol

Jeg er af Brian Birke blevet bedt om at beskrive forskellen på de højt besungne argentinske kvinder og kvinderne i La Paz og må jo med skam erkende at mit kendskab til begge steders feminine sider er langt fra ønskeligt. Kvinderne i La Paz ligner dog noget mere deres søstre i BsAs end i resten af Bolivia. Nu har jeg jo ikke set så pokkers meget af Bolivia, men langt størsteparten af landets befolkning består af renblodede indianere eller mikset blod. Og meget kan man sige om indianerene men de ligger altså et stykke fra den vestlige verdens skønhedsidealer og såmænd også et stykke fra skønhedsidealerne i sydamerika. Det kan synes lidt underligt, men man er tilsyneladende smukkere jo hvidere man er (noget os med lactosehud altid har vidst) hvis man skal dømme efter reklamer, tv-personer osv.
Godt så.
Efter lidt mere roden rundt i La Paz tog jeg en eftermiddagsbus til Copacabana ved Lake Titicaca der ikke er helt så eksotisk som navnet giver udtryk for. Kom for sent til at nyde den smukke solnedgang og brugte aftenen på at kigge lidt på byen. Turistet.
Stod tidligt op, fik afleveret den store rygsæk og gik så nordpå. 17km smuk tur i bakkerne langs kysten inden jeg nåede Yampupata. Herfra kunne man chartre sig en båd til Isla del Sol, hvilket var præcis hvad jeg havde tænkt mig at gøre. Imod al logik kostede det 70kroner at blive sejlet over med motor, hvorimod en robåd kunne lejes for 15kroner. Efter at have sikret mig at det ikke var undertegnede der selv skulle svinge årerne blev der givet hånd og så gik turen ellers langsomt mod øen.
Vel fremme travede jeg mod den nordlige del af øen alt imens jeg besteg alle de toppe jeg kunne komme i nærheden af. Det er nu ikke fordi der er de helt store bjerge, men alting virker højere og hårdere når man er i 3800m højde. Det højeste punkt var 4061m over havet, så det var ikke de store tinder, Isla del Sol kunne byde på. Men flot var det.
Nød en smuk solnedgang fra toppen af øen og blev overrasket over hvor hurtigt det bliver mørkt. Havde regnet med at kunne nå ned til Cha´llapama hvor jeg ville overnatte inden mørket satte ind, men det blev en hæsblæsende løbetur ned ad skråninger i det tiltagende tusmørke og det sidste stykke måtte jeg kravle igennem folks haver i næsten totalt mørke... god timing.
Den eneste anden person på hostellet var en kvindelig amerikaner der var professionel fløjtespiller og nu brugte sin ferie på at rejse rundt til gamle ruiner og spille fløjte... meget sjovt. På landet i Bolivia lever man med solen så når det først er mørkt går man i seng. Det lykkedes mig dog at få åbnet den lille bys eneste restaurant igen, men for den fyrstelige sum af 12 kroner for en 2-retters menu var det vel heller ikke for meget forlangt.
Syntes selv jeg stod tidligt op kl. 6, men alle andre var tilsyneladende stået op ved solopgang kl. 5.30. Spiste lidt kiks og vandrede så hastigt sydpå mod hovedbyen Yumani hvorfra færgen gik kl. 10.30. Det tog under 2 timer så der var god tid til lidt rigtig morgenmad inden færgen forlod Isla del Sol. Tilbage i Copacabana var der lige tid til at bestige bjerget der tårner sig over byen før jeg tog bussen mod Cusco.
Efter endnu en lang bustur på 11 timer nåede jeg endelig frem til Cusco. Jeg havde John fra Estados Unidos til at holde mig med selskab og han er klart en af de mest fornuftige amerikanere jeg har mødt længe. Hans kæreste var allerede i Cusco så jeg checkede ind på samme hostel. Billigt og skod dårligt.
Nu har jeg ikke set så forfærdelig mange hostels i sydamerika, men det her var da helt klart ringe. En af de vigtigste ting når man rejser er de varme bade og der er ikke noget værre end at vente 5 minutter på halvlunkent vand der pludselig bliver afløst af iskold vanddamp mens det lyder som om vandrørene er ved at eksplodere. Så bliver man bitter og småirriteret når man står der med sæbe over det hele, ja man gør så.
Jeg ved ikke hvorfor, men lokale peruvianere lader ikke til at vide hvad deres gæster ønsker... eller osgå er de bare ligeglade. Selvfølgelig er der dyre hoteller der har al tænkelig luksus for mange dollars, men kigger man på hostels så er det klart mest populære hostel, Loki, ejet og drevet af en englænder eller irer.
Det er placeret et godt stykke væk fra det populære centrum, men til gengæld har de taget sig tid til at gøre noget ved de små ting. Rummene er malet, der er sat lidt fliser op i badeværelserne, der er en hyggelig restaurant med tilhørende bar og gratis internet. For det tager de så 40kroner pr. nat for en køjeseng i et 10-mands rum.
Til sammenligning betaler jeg 28 kroner for mit eget værelse med to senge og mit hostel ligger 50m fra centrum. Hvorfor er mit hostel så halvtomt, mens Loki er konstant booket op. Detaljerne.
En peruvianer tager en gammel bygning, hænger et par pærer op i rummene, får skrabet nogle gamle udslidte senge med usle madrasser af varierende kvalitet sammen og lejer det ud så billigt at folk vil bo der. Ingen maling, ingen vedligeholdelse. Der er ikke brugt penge på noget og det er tydeligt at der kun tænkes en måned frem.
Nu kunne man så komme med det argument at vesterlændingen sikkert har mange flere penge at gøre godt med, men det tror jeg egentlig ikke er tilfældet for så dyrt er det altså ikke at få malet et rum, gøre et badeværelse bare en lille smule indbydende og sørge for at der er ordentligt varmt vand. Men det kræver naturligvis at man investerer bare en lille smule og dermed planlægger mere end 6 måneder frem.
Hvor dyrt er det at købe en lampeskærm til 4 kroner og hænge over pæren? Det kan ikke være det der ødelægger budgettet, men langt de fleste steder: restauranter, hostels, butikker, hænger der blot en bar pære og lyser.
Nåh, ikke mere pjat om peruvianernes manglende forretningssans, for det er ikke kun her, men i de fleste ulande det gør sig gældende. Man tænker kun en uge frem.