A Travellerspoint blog

En kold og våd Istanbul

Hvad man gør med 20 timer ved Bosperusstrædet?

rain 6 °C

Min plan om en januar på sejlskib i Caribien mislykkedes desværre men midt i al elendigheden og det danske vintervejr fik min gamle ven (fra Aabenraa) Søren og jeg aftalt at tage et eller andet sted hen i slutningen af januar. Over et par flasker rødvin blev der surfet flybilletter, men priserne til Ghana og Sierra Leone var en anelse pebrede. Til gengæld kunne Mumbai (Bombay) nås forbavsende billigt. Billetter blev købt og så skete der ikke så meget mere før jeg pakkede taske d. 16/1 og fløj afsted om eftermiddagen.
En af grundende til de prisvenlige billetter var sikkert at vi havde 20 timers ventetid i Istanbul. Glimrende.. så havde vi lige tid til at kigge på moskeer og fez inden vi nåede varmen. Med håndbagage tog vi en taxa til den gamle bydel hvor turistindustrien har været så fornuftige at placere de store og kendte moskeer tæt på billige hostels. Det var lørdag aften og de rejsende holdt fest på hostellet. Fest er måske en mild overdrivelse. 6 personer drak øl og spillede kort. Efter et par øl og og mere kortspil tog vi i byen med et par argentinske fyre og en slovensk pige. Vi fik aldrig spurgt om deres navne, men døbte dem i stedet Argentina1 og 2 og Slovenia. Meget lettere at huske.
Mit indtryk af Tyrkiet har altid været varme, men Istanbul i januar lader ikke Danmark meget efter. Temperatur på 6 grader og støvregn det meste af tiden. Heldigvis var der varme på diskoteket.. og høj musik. Så vi gik hurtigt videre til en mere lokal bæverding med livemusik, masser af fællessang og flinke folk der gerne ville skåle med os og lære os at danse... og i takt med vandpibe- og ølindtag øgedes vores modtagsomhed.
Søndag blev der travet rundt i en meget våd og trist version af Istanbul. Store seværdigheder som Den Blå Moske og Ayasofia blev set og foreviget. Fjollet hat blev købt. Kebab blev spist. Cola blev drukket... med stor tilfredshed. Og broen til Asien blev krydset. På broen stod de tyrkiske familiefædre skulder ved skulder med hver deres fiskestang og hev, hvad der lignede, små bitte sild og af vandet. Umiddelbart virkede det ikke som noget der var værd at fiske og da slet ikke de rejer de satte på krogen. Men der var bid næsten hver gang og de virkede glade til trods for kulden.
Om eftermiddagen tog vi atter i lufthavnen, satte os til rette i sædet og faldt i søvn inden vi var lettet. Afsted mod varmen.

Posted by lyster 19.01.2010 22:59 Archived in Turkey Tagged backpacking Comments (1)

San Miguel de Allende

Mere by i bjergene

sunny 25 °C

Vel ankommet til San Miguel de Allende tjekkede jeg ind på Hostel Alcatraz der var rigtig hyggeligt og svært at komme fra og på den måde levede ganske fint op til sit navn. Havde både kvalme og hovedpine om eftermiddagen og var i tvivl om hvorvidt det skulle tilskrives de meget lokale tacos jeg havde spist om morgenen eller den enorme mængde kopi M&Ms jeg havde indtaget under busturen. Bortset fra det har der ikke været de store problemer med maden... og maven.
Om lørdagen vandrede jeg lidt rundt i byen, kiggede på de nydelige huse, kirker, pladser og nød den for det meste rene bjergluft. Aftenen kom og sammen med to mexicanere der boede på hostellet gik jeg ud i natten. Eduardo, ingeniør i nabostaten der var på weekendtur for at score og Javier, selvudlært smykkefremstiller der rejste rundt i Mexico og solgte sine varer. Startede på en lokal bar og røg videre på den irske bar (er der et sted i verden der ikke har en irsk bar?) hvor jeg faldt i snak med Juan Carlos fra Mexico city, nu bosat i San Miguel, grafisk designer, model i fritiden, vil gerne være skuespiller i New York og naturligvis bøsse. Det siger jo sig selv.
Fik også snakket med et par søde piger i starten af trediverne og vi tog allesammen på byens diskotek hvor indgangen kostede den fyrstelige sum af 100 pesos (45kroner). Det burde jo nok kunne holde pøbelen væk.
Der har været flere kommentarer omkring manglen på skamfulde historier fra de varme lande i denne blog og det er virkelig ikke fordi jeg udøver selvcensur men der er bare ikke rigtig noget at berette om. I modsætning til hvad mange har forestillet sig så har min tur igennem Mexico ikke været eet langt togt fra seng til seng fyldt med brændvarme señoritas... desværre. Det skal jeg da være den første til at beklage.. :-) Men der skal naturligvis være lidt til krykhusarerne så tilbage til diskoteket lørdag aften.
I vanlig langsom stil overvejede jeg hvad jeg skulle gøre ved den ene af pigerne som jeg nu havde snakket en del med. Hun virkede interesseret i mig, men jeg er godt nok ikke nogen scoretrold så jeg hyggesnakkede naturligvis videre... Hun begyndte at danse lidt rundt og gjorde mig opmærksom på at jeg burde følge trop. Tilsidst greb hun mig i skridtet for at få mig med på dansegulvet og dette forstærkede yderligere min fornemmelse af at hun var interesseret i mere end blot historier fra det kolde Danmark. Da hun samtidig nævnte noget om cojones syntes jeg grænsen var nået og jeg ville i hvert fald ikke stå tilbage for nogen mexicansk kvinde så jeg kyssede hende fast og bestemt. Det gjorde vi så et stykke tid indtil en vred herre kom hen og med et par vrede gloser overfor hende bekendtgjorde at han gik hjem. Det viste sig at være hendes mand der åbenbart også var med i byen og havde siddet i en sofa ved siden af. Den tyggede hun lidt på men endte med at løbe efter manden... ak ja, så har man også prøvet at blive udnyttet som jalousigenerator. Ganske fornøjeligt og harmløst så længe den forulempede ikke beslutter sig for at få afløb for sine frustrationer på mig.

San Miguel de Allende ligger som sagt i bjergene og har et klart lys der har gjort den yderst populær blandt malere fra USA og europa op igennem de sidste 40 år. Det har skabt et stort udenlandsk community som i de senere år er blevet forstærket af pengestærke pensionister fra USA der benytter byen som base om vinteren. Med et ry som kunstby tiltrækker den også en masse selvudnævnte kunstnere så kvaliteten varierer meget i de mange små gallerier der ligger overalt i byen. Dem fik jeg så kigget lidt på om søndagen. En udemærket beskæftigelse når man har tømmermænd.
Tog på en lokal bar om aftenen med nogle af dem fra hostellet og endte med at betale størstedelen af regningen på 60 kroner for 9 øl. Javier, smykkemageren, insisterede på at give mig nogle øreringe som betaling så nu mangler jeg nogen at forære lidt tingeltangel til. Forslag modtages gerne.

Tidligt tidligt næste morgen gik turen så til Mexico City, videre mod nabobyen Toluca hvor jeg om eftermiddagen tog et fly til Cancun og herfra tog en bus til Playa del Carmen. Men det er en helt anden historie.

Ak ja... det går langsomt med at få skrevet på bloggen. Jeg er nu nået til en lille strand ved stillehavskysten hvor jeg regner med at holde jul inden turen går tilbage til DK. Næste gang skal jeg have købt mig en lille rejsebærbar så jeg har noget at lave på de lange busture. Der er trådløst internet på rigtig mange cafeer og restauranter og så ville man også slippe for frustrationerne med ødelagte tastaturer og langsomme computere.

Posted by lyster 22.12.2008 17:29 Archived in Mexico Tagged backpacking Comments (0)

Guanajuato

Bjerg og by

sunny 25 °C

Højt oppe i de mexicanske bjerge er der en kløft. Dem er der mange af men under denne kløft og disse bjerge lå der en ordentlig bunke sølv og det er jo i sig selv grund nok til at bygge en by. Så det gjorde spanierne i 1500-tallet og Guanajuato leverede i flere århundreder 40% af verdens sølv. Det er der kommet en ret spektakulær by ud af hvor veje snor sig ind og ud af bjerget og gaderne er fyldt med katedraler, smukke åbne pladser og store palæer hvor sølvbaronerne kunne nyde livet. Idag er de fleste så blevet til dyre hoteller, men sådan et boede jeg ikke på. Nææh, da jeg træt ankom sent om aftenen lod jeg mig lede hen til det første og billigste og fik hvad jeg betalte for. Da selv det varme vand udeblev efter en kold nat i det smadrede værelse pakkede jeg mine ting og gik hen ad gaden til et lidt bedre sted.
Min dag blev heldigvis mærkbart bedre efter en lækker morgenmad i solskinnet på Plaza San Fernando og bagefter gik jeg. Opad. Jeg kan godt lide at gå opad. Der er noget dragende over højder og min glæde over at nå en top falder ofte sammen med ærgelse over at der ikke er mere ... højde.
Efterhånden som jeg kom højere op i byen blev husende mindre velholdte og de farvestrålende mure blev afløst af afskallede vægge og tilsidst beton, men oppe over det hele tårnede et bjerg. Efter en hurtig proviantering af en liter vand og en grum mexicansk variant af M&Ms lykkedes det at finde en vej der blev til en sti der blev til et spor og til sidst bare en skrænt. De 500m i højden (ja, der var ikke så langt som man måske skulle tro efter den lidt rørstrømske indledning) gik ganske hurtgit og der var en smuk udsigt hvor lillebrors kamera for alvor kom til sin ret. Ja, den søde lillebror har venligst lånt mig sit nye digitale spejlrefleks. I starten var jeg nervøs for at miste eller skade det, men nu bliver det smidst i tasken og kastet rundt... (det er gas, Rune)
Resten af dagen blev brugt på at vandre ned og rundt i byen, købe flybillet til Cancun og se semifinalen i den mexicanske fodboldturnering. De slutter deres liga af med slutspil for de fire bedst placerede klubber.
Mexicanerne er glade for døden... eller i hvert fald fascinerede. De har ikke samme forskrækkede forhold som derhjemme og et af de bedste eksempler er nok mumiemuseet. Klimaet i Guanajuato er ret specielt og konserverer på det nærmeste ligene så de efter bare 5 år er "mumificeret". Her vil det sige at liget er tørret ind med hår og hud og det tøj de blev begravet i og de bedste eksemplarer udstilles på museet hvis familien ikke vil betale for at beholde liget i jorden. Blandt "højdepunkterne" i udstillingen (der ellers er hurtigt overset) er nyfødte iklædt små kjoler, en myrdet mand hvor man kan se stiksåret, en druknet samt en kvinde der er blevet begravet levende og hvor liget derfor ligger i en noget forvredet position. Altsammen god underholdning efter en let morgentaco ved en bod i vejkanten.
Efter at have svælget i død brugte jeg de næste par timer på at vandre rundt i byen, tage et par billeder men følte pludselig trangen til at komme videre og tog derfor den første bus til San Miguel de Allende.

Ak ja, det går ikke altid lige hurtigt med at få opdateret bloggen. Har nu været en uge i Playa del Carmen på østkysten af Yucatan-halvøen og nydt den caribiske strand omend vejret har været overskyet en stor del af tiden. Jeg har så brugt tiden på at dykke og ellers lave så lidt som muligt på mit meget afslappede hostel. Har fået lagt mit ur ned i rygsækken og er kommet tættere på backpack tempo omend jeg stadig har et stykke til nogle af de andre rejsende. Glade folk der ligger på en sofa i en måned og hvor det er en stor dag hvis de kommer udenfor bygningen. Men hvorfor skulle man dog også det når ejeren er så flink at lade hashklumpen ligge fremme til fri afbenyttelse.. (sådan noget benytter jeg naturligvis ikke og jeg vil gerne understrege at denne blog er næsten hashfri)

Posted by lyster 11.12.2008 20:31 Archived in Mexico Tagged backpacking Comments (1)

Guadalajara

Storby, kunst og wrestling

sunny 25 °C

Ahh, lykken er at finde en internetcafe hvor tastaturet ikke har været nedsænket i kaffe og cola og hvor computeren er købt i dette årtusind. Man lærer at sætte pris på de små ting.

Jeg var nået til Guadalajara, Mexicos næststørste by med 5mio indbyggere. Efter en udemærket nats søvn til trods for hårdtpumpende discorytmer kom jeg til sidst ud og kigge lidt på storbyen. Hele centrum er fyldt med pladser, gågader og alle de skulpturer, springvand, kirker og butikker der hører sig til. En nydelig by, omend den ligesom så mange andre storbyer lider under for meget trafik.
Den første dag blev brugt på at inspicere stedet og da jeg om eftermiddagen kom tilbage til hotellet gik jeg helt kold. Måske lidt lynsygdom der dog var overstået til næste morgen. Jeg havde efter en del søgen fundet turistkontoret og undersøgt hvad der skete i byen men det overraskede selv personalet på kontoret hvor lidt der skete. De foreslog en tur til Tlaquepaque (ja, det udtales lige så fjollet som det skrives) og en rundtur på et tequila destilleri og det lød da som en udemærket ide.
Efter lidt indledende taxakørsel har jeg nu kastet mig over lokaltrafikken. For første gang i mit rejseliv ikke fordi det er billigere, men fordi det giver ekstra oplevelser. Og så giver det naturligvis et adrenalinkick at tordne afsted igennem trafikken i en lokalbus, hvor chaufføren ganske tydeligt kører med forvisningen om at han har 7 tons bus bag sig. Eller hvor meget en mexicansk bus af bølgepap og plastik nu kan veje. En bus af halvdårlig kvalitet og et vejnet der får nørrebrogade til at ligne en nyanlagt landingsbane er ikke den bedste kombination.
Altså tog jeg lokalbussen til Tlaquepaque og sparede dermed de 100 pesos det ville koste at blive hentet på hotellet og fik i tilgift en halv times gåtur igennem de absolut ikke turistede områder af Tlaquepaque da jeg stod af bussen 5min for sent. Så kan jeg lære at spørge i ordentlig tid.
Tequilaturen var ganske udemærket og blev heldigvis indledt med en djævelsk god marguerita og afsluttet med smagsprøver af deres forskellige produkter. Min guide var en flink fyr der var uddannet tequila smager og gik op i denne drik med liv og sjæl. Han stod netop for at udgive en bog om tequila og var meget spændt på hvor godt den ville blive modtaget. Grebet af øjeblikket endte jeg med at købe den bedste flaske de havde for 130 kroner men har bitterligt fortrudt at jeg nu skal slæbe rundt på ekstra dødvægt. Jeg må igang med at pimpe.
Kiggede også lidt på nydelige Tlaquepaque der er blevet et centrum for Artesania, lokal mexicansk kunstproduktion. Hvis man er til farvede dækservietter og små træfigurer ville man være i himlen.
Turen tilbage til Guadalajara gik bedre og efter en hurtig omklædning på hotellet og fralæggelse af alle værdigenstande var jeg klar til wrestling i Arena Coliseo, 5min. gang fra hotellet. Wrestling er kæmpestort i Mexico og de påstår at det stammer herfra før det blev et hit oppe nordpå. Konceptet minder en del om dens nordamerikanske fætter, med den forskel at det er mexicanere der hopper rundt i ringen og de fleste er iført tætsiddende latexmasker så det ligner et aggresivt møde i SM klubben. Og så kan det være lidt svært at tage en bryder på 1½ meter seriøst. De første par kampe var mellem ekstremt korte folk men efterhånden blev de større og farligere. Det var dog ikke noget der indvirkede på publikums opmærksomhed.
Det vigtigste element til mexicansk wrestling er muligheden for at sende svinske tilråb efter andre tilskuere, wrestlere, kvinder, kærester og hvem der ellers gider tage notits. Specielt de "fattige" der kun havde købt billet til tribunerne var yndede ofre og de svarede selvfølgelig igen med tilsvarende stor opfindsomhed. I enkelte tilfælde blev der klappet hvis en tilsvining var virkelig original, men for det meste var det ordene 'puta' og 'chinga' i sammenhæng med familiemedlemmer, oftest 'madre' (mor). Det fortsatte hele vejen igennem showet og til tider var der ingen der ænsede de hårdtarbejdende wrestlere. Interessant stykke kultur.
Næste dag var jeg på Instituto cultural de Cabañas, et tidligere børnehjem (meget stort børnehjem) der nu er museum og huser forskellige kunstskoler. Meget flotte væg- og loftsmalerier af Orozco samt forskellige interessante udstillinger, men det bedste var næsten at gå rundt i det store kompleks med dets mange små gårde fyldt med kunst og ... fred... fred fra trafik, sælgere, mennesker og anden larm. Virkelig dejligt. Klart et besøg værd en anden gang.
Således med to kulturelle oplevelser i hver sin ende af spektret kunne jeg med ro tage videre. Først med lokalbus til buscentralen (og endnu en ekstra lille gåtur da jeg missede mit stop) og dernæst 4½ time til Guanajuato i en af de lækre busser der klarer de lange distancer. Når Volvo nu kan sælge dem til mexicanerne, hvorfor skal vi så stadig sidde under forhold som ville få burhøns til at protestere (hvis de kunne, hvad de heldigvis ikke kan).

Den mexicanske mad er dejlig omend meget ensformig. Taco, burrito, enchiladas er meget ens retter hvor eneste forskel er pandekagens størrelse og om de har rullet den sammen for dig eller ej. Herfra er der ganske få varianter hvormed man kan bruge det samme kød og proppe det i forskellige andre former for brød. De største ingredienser er frijoles (bønnesnask) og lime, der serveres til alt; morgen, middag og aften. Hvis man skulle være allergisk overfor det kan man godt droppe Mexico.
Den fedmeepidemi der hærger så kraftigt i USA har så sandelig også fået tag i mexicanerne. Der er lidt forvirring hvorvidt det er USA eller Mexico der har de mest overvægtige indbyggere, men fede.. det er de. Rigtig fede. Og så er de jo ikke så høje så der skal ikke så meget til. Den slags kommer ikke af sig selv og jeg er også forundret over hvor mange snacks man kan få. I Guadalajara måtte jeg nogen gange lede efter et rigtigt spisested, mens konditorier, slikbutikker og ikke mindst isboder ligger på hvert gadehjørne. Og de bruges flittigt. På gaden vader de små buttede folk altid rundt med en eller anden snack i hånden. Mange steder inkluderer en sodavand i prisen og det gør det jo ikke lettere at holde den slanke linje.

Er nu nået til Playa del Carmen ved den caribiske kyst og har været på mit første dyk idag. Vejret var ikke så godt, men så er det heldigt at vandet er 27 grader.

Posted by lyster 08.12.2008 10:11 Archived in Mexico Tagged backpacking Comments (0)

Det mexicanske bryllup - Part tres

Vejbump, mere bryllup, Mazatlan -> Guadalajara

sunny 27 °C

Mexicanerne har kastet sig over vejbump. Når man ser hvordan de kører kan man naturligvis godt forstå det, men som så meget andet i Mexico (og sydamerika for den sags skyld) så virker det som en lappeløsning, et hurtigt fiks og noget der ikke er helt gennemtænkt. For deres bump er ikke nydelige sinuskurver eller sindrige heller der skal få bilisten til at sænke farten. Nej, her har de fået et godt tilbud på gule metal halvkugler, ca. 15 cm høje, og dem placerer de overalt hvor de føler at der er behov for det... og det er åbenbart mange steder. Det svarer lidt til at køre over en kantsten og i stedet for at sænke farten skal man nærmest stoppe op og så køre forsigtigt over i 1. gear. Og håbe at ens ophæng holder.
Tit bliver disse "fartfælder" placeret uden nogen form for advarsel, ofte placeres de før et sving på en landevej og andre gange virker det som om det er den nærliggende vejbod der selv har lagt en stopklods for at generere ekstra handel. Der går nok 10-15 år før de undersøger markedet for vejbump nærmere og opdager at det kan gøres lidt mere intelligent.

Nåh, men brylluppet var endnu ikke helt overstået.
Efter 3 timers søvn fik jeg sagt farvel til drengene der havde 10 timers kørsel tilbage til Hermosillo og gik så hen til efterbrylluppet. Mere mad, mindre whiskey, ingen dans. Men meget hyggeligt og en god mulighed for at snakke med familien Maldonado.
Fik om eftermiddagen et lift af Javier Oroz og hans kone Daniela til Guadalajara og præsterede da også lidt hyggelig samtale den første halvdel af turen, men gik ud som et lys de sidste par timer. De havde ikke plads til mig i deres nydelige (og ekstremt julepyntede lejlighed), men de var heller ikke meget for at lade mig tage en taxa ind til centrum og finde et billigt hotel. Til sidst nappede jeg dog en taxa og blev kørt til et fornuftigt hotel der lå lige ved siden af et bøssediskotek. Til lyden af dunkende festmusik faldt jeg i søvn næsten øjeblikkeligt.

Har netop læst om IT Factory og ærgrer mig naturligvis over at vi ikke i Dormicor fandt på denne glimrende leasingkarussel. Undrer mig samtidig over hvorfor Hr. Bagge valgte USA som sit mål og ikke i stedet dette glimrende land lidt længere sydpå. Er netop nået til San Miguel de Allende; en dejlig by fyldt med amerikanere og andet godtfolk der nyder det dejlige klima i det centrale Mexicos bjerge. Her skal nok også være et par nyrige vesterlændinge med lyssky penge der har brug for et sted at nyde deres otium.

Posted by lyster 06.12.2008 17:42 Archived in Mexico Tagged luxury_travel Comments (0)

(Entries 1 - 5 of 32) Page [1] 2 3 4 5 6 7 »