Rejsende Lyster

Ahhh… Wien. Hjemsted for alle de ting vi kender og elsker mest. Snitzlen, valsen, Mozart og chokolade i diverse former..
Claudia fandt mig vandrende rundt på Wien Süedbahnhof, et ganske ucharmerende betonbyggeri som heldigvis ikke er kendetegnende for Wien. Jeg blev indlogeret i hendes lejlighed, fik noget morgenmad og inden hun smuttede på arbejde blev jeg udstyret med et kort og lidt informationer om hvor jeg burde begive mig hen i Wien.
Claudia og Danica (Dani) kender jeg fra min måned i BsAs hvor de lejede det andet værelse hos Andrea. I to uger mødtes vi næsten hver aften til tango og rødvin og nu skulle de altså prøve at overbevise mig om Wiens utallige goder.
Resten af fredagen gik med lidt sporadiske forsøg på shopping på den store butiksgade, Maria Hilfestrasse, og derefter en gåtur rundt om og igennem Wien. Så var den by set og den er såmænd meget pæn. Masser af store svulstige bygninger spredt med rund hånd udover byen, en flod (Donau), et par store kirker, et nyt bycenter med højhuse og lidt småbjerge i udkanten af byen. Hvad kan man så forlange mere?
Jeg tog deres metro/s-tog hjem til Ottakringer kvarteret hvor Claudia havde sin fine lille lejlighed. Kvarteret er opkaldt efter det bryggeri der ligger tæt på hendes lejlighed (eller også er det omvendt), og det er et af de fattigste kvarterer i Wien.. eller boheme kvarteret, som Claudia prøvede at sælge det. Ahh ja… få et par fattige kunstnere til at flytte ind i din bydel og så er det pludselig boheme i stedet for ghetto… men det ligner stadigvæk noget dårligt vedligeholdt skidt.
Claudia kom hjem lidt efter mig og vi fik lavet en virkelig ussel pastaret. Hun var småsyg og skulle derfor ikke drikke (ret meget) og så kunne hun jo samtidig køre os rundt i hendes lille Golf. Vi hentede Dani og tog så på Palmehuset, en lækker cafe/restaurant med DJ og loungestemning. God stil. Sluttede aftenen af på et noget mere snusket diskotek. Mindre god stil.
Lørdag prøvede vi at finde et sted at spise brunch, men det kunne simpelthen ikke lade sig gøre. Vi endte med at tage ind til byen og spise ”pallachinken” eller noget i den stil på en restaurant der serverede ægte wiensk mad. Det er efterhånden ved at gå op for mig at østrigerne spiser en del søde varer som hovedret. De har masser af ”traditionelle” retter som ville ryge ind under dessert i Danmark. Helt klart et område for Danisco.
Claudia skulle til farmands fødselsdag, så Danica og jeg overtog hendes lejlighed og gik i krig med rødvin og Kaiser Schmann; en pandekageagtig ret hvortil jeg lavede æblemos. I tilberedelsen af denne glimrende spise, som jeg havde smagt i Buenos Aires, er det dog bydende nødvendigt at man ikke tager fejl af salt og sukker… verdammt.. Så det var lige til skraldespanden og så endte vi med at bestille sushi.
Vi mødtes med Claudia på en natklub i museumskvarteret men gik relativt tidligt hjem for at komme på ski dagen efter.
Det blev til gengæld en meget speciel oplevelse. Efter at have skaffet et snowboard til Dani kørte vi 1½ time op til skisportsstedet… i regnvejr. Og regnvejret fortsatte hele vejen op på pisten. Efter 30 minutter var vi fuldstændig gennemblødte men vi fortsatte stædigt hele eftermiddagen indtil de lukkede.. som nogen af de eneste. Sneen var egentlig ikke helt umulig men det var mere sjældent end skønt og det krævede i hvert fald noget Jägerte at køre i det føre.
Mandag havde Claudia sat sig for at vise vor smuk Wien var og det er jo også lettere når solen skinner og temperaturen ligger på den rigtige side af 20 grader. Så turen gik op i bakkerne vest for byen hvorfra man kunne gå tur i skønne parker og spise frokost med udsigt over Wien. Eftermiddagen blev brugt i selskab med Dani efter at hun var færdig med sit arbejde på hospitalet. Jeg havde hele tiden haft et ønske om at være en smule kulturel når jeg nu var i kulturens højborg og vi havde kigget på forskellige musikarrangementer, men intet havde passet hvad angik tidspunkter og priser. Da vi alligevel kom forbi statsoperaen kiggede vi ind for at se om de havde billige billetter og endte med at stå i kø 30 minutter for to billetter til 25 kroner stykket til aftenens forestilling. Super, men så var det ståpladser til balletten Svanesøen. Mmmhh.. ballet. Det er så tredje gang jeg ser sådan en fætter og anden gang det var Svanesøen. Jeg tror aldrig rigtig jeg kommer til at sætte pris på svansede mænd i tights og kvinder der danser på tåspidserne.
Claudia havde inviteret et par veninder til min fødselsdagsfest da vi endelig nåede tilbage til lejligheden og så er det jo altid sjovt at blive fejret. Der blev serveret lidt sprudelwasser og chokolade, men staklerne skulle alle tidligt op og studere eller arbejde.
Tirsdag var det så endelig blevet tid til at vende næsen mod Danmark. Heldigvis på business class.. :-)

Så gik der 10 dage. Det tog ikke nær så længe som jeg havde regnet med… ca. 10 dage hvis jeg tænker efter.
Og hvad kan man så bruge 10 dage på i midten af de italienske dolomitter på en selvstændig forskningsinstitution der slet ikke må have mig på besøg? Tjahh, onsdag havde de ikke tid til at se mig, torsdag sad vi og prøvede at finde ud af hvad det egentlig var vi skulle lave og fredag var vi på ski om eftermiddagen… så den første uge gik hurtigt. Desværre tog jeg på ski med nogle af de lokale og jeg skulle naturligvis følge med dem så allerede første tur ned af bjerget stod min i forvejen pressede akillessene helt af. Den føles nu som om den hænger i en tynd tråd.
I weekenden var jeg overladt ganske til mig selv. Hagen havde sin søster på besøg og selvom han havde ganske ambivalente følelser overfor hende og hendes lokomotivførende mand, så var hans tid trods alt afsat til dem og deres børn. Så jeg var ganske alene. Kein problem.
Fredag aften tog jeg på restauranten Tre Garofani der klart kan anbefales hvis ens vej skulle falde forbi Trento. Måske en anelse prætentiøs men når man er alene i byen er det kun lækkert at tjenerne kommer rendende hvert minut for at servere nye retter eller hælde mere vin op. Efter et godt restaurant besøg prøvede jeg at finde ”in”-stedet i Trento hvilket er noget lettere sagt end gjort. Hver gang jeg spurgte folk hvor man skulle gå hen i Trento grinede folk indforstået. Der er tilsyneladende intet sted i Trento der har åbent længere end til kl. 2 og selvom der er en del unge i byen så foregår festerne mest i private hjem eller obskure steder der er hemmelige for ordensmagten. Byen bliver styret af gamle folk der vil have ro klokken 12.
Det lykkedes at finde et sted der spillede salsa musik og møde noget af lokalbefolkningen. Nu skal man huske på at det er Italien hvilket er det land i Europa efter Rumænien der er dårligst til fremmedsprog. Til trods for at jeg kan gøre mig forståelig på engelsk, tysk, spansk og til nøds dansk, hjælper det intet overfor en forhærdet mafioso. De nægter at tale andet end italiensk. Som modtræk taler jeg mit gebrokne spansk til dem og det hjælper naturligvis intet.. Der er faktisk længere mellem spansk og italiensk end jeg troede, men i mine sprogsvage ører lyder det hele ens og så føler jeg at jeg har gjort mit i forsøget på at forstå hinanden.
Nåh, det lykkedes at føre en spartansk samtale med Don Alejandro de la Vega og hans kumpaner og vi fandt sammen i fælles samhørighed om unavngivne shots bestående af vodka (mener jeg), kahlua og 80% stroh rom lagt forsigtigt på toppen. Så kunne man tænde ild til sjoveren, lægge en hånd over, brænde ilten væk og tæske drinken i bordet inden man drak den. Spændende.. ak ja, skik følge og lever fly…
Mit hotel lukkede for natten kl. 1, så jeg sørgede naturligvis for at tage en taxi hjem til rette tid blot for at finde det hele lukket og slukket. Det var en lettere presset Lyster der stod på toppen af et bjerg kl .1 om natten og tæskede løs på døren til hotellet. Jeg begyndte at gå på jagt i omegnen for at finde nogen med en telefon så jeg kunne ringe til hotellet da en flink fyr kom kørende forbi. Med hans mobil og hans italienske lykkedes det at få mig ind på hotellet.
Efter i den grad at være blevet svigtet af hotellet natten inden var jeg overbevist om at jeg måtte af sted i weekenden så jeg tog en bus til Cavalese 1½ time væk. Desværre var min timing ualmindelig dårlig så jeg endte med at vente to timer på bussen og da jeg endelig nåede frem tog det næsten en time at finde et hotel. Jeg nåede dog at komme et par timer i sneen men desværre var min fod fuldstændig smadret fra dagen før så jeg måtte stoppe tidligt og tage i sauna og boblebad på hotellet. Cavalese var om muligt endnu mere fest forladt end Trento. Der er kun et sted man kan gå i byen og der er altså ikke mange mennesker når man kigger forbi en lørdag kl. 22.30. Det kan godt være at er mere gang i den senere, men det syntes jeg simpelthen ikke jeg kunne klare at vente på.
Søndag prøvede jeg at tage det roligt og tog igen kun ud i sneen om eftermiddagen og det gik lidt bedre, om end min akillessene stadig er forbavsende utilfreds med at blive proppet i et par snowboard støvler. Det hverken fatter eller accepterer jeg. Hvis nogen kender en snedig måde at udskifte sin akillessene med noget mere moderne i f.eks. titanium så er jeg meget interesseret.
Var på bar til sent med Hagen søndag aften i Trento og han er såmænd en hyggelig fætter, selvom han til tider kan have et lidt sort syn på livet, Italien og alt ind imellem.
Hele denne uge er gået med lange dage på Create-Net og besøg på de bedste restauranter Trento kan tilbyde hvilket ikke siger det helt store. Selve arbejdet er gået præcist så langsomt som man kunne forvente men vi nåede faktisk næsten det mål jeg havde sat for turen så jeg er meget godt tilfreds. Nu kan vi så rode videre med hver vores del af projektet og forhåbentlig mødes om en måned eller to og gøre det hele færdigt. Jeg ville naturligvis gerne til Trento igen, men det er nok desværre bedre at gøre det på universitetet i Danmark og Hagen vil forfærdelig gerne sende deres tekniker Luca til København. Han er en flink ung mand som desværre bærer tydelig præg af at han stadig lever hjemme hos mama ude i en eller anden lille by i bjergene. Hagen mener at han vil have godt af at komme uden for Italien for første gang i sit liv og det kan jeg jo kun bekræfte ham i.
Nu er det så blevet torsdag aften og jeg er på vej til Wien med nattog. Hvis gud og de italienske toge står mig bi skulle jeg gerne nå til Wien i morgen tidlig og møde Claudia und Danica som jeg boede sammen med i BsAs.
Ikke mere Italien for denne gang, men jeg er klart blevet positivt stemt overfor Trento til trods for at det er en af de mest døde byer jeg har været i. Kan vel bedst sammenlignes med Kolding eller andre jyske byer af lignende størrelse. Der sker ikke det store efter kl. 21, men det er til gengæld en utrolig flot by beliggende midt i bjergene… nåhh, så kan den nok ikke sammenlignes med Kolding eller andre byer i Danmark. 20 minutter til nærmeste skisportssted og her i midten af marts skinner solen næsten hver dag og vi nærmer os vel 15-20 grader… som en dansk maj. Jeg må atter engang erkende at jeg er mere afhængig af vejret end jeg troede. Kan næsten mærke hvordan livsglæden breder sig i kroppen når man traver igennem en solbeskinnet by på vej til arbejde.

Så er det atter lykkedes at undslippe den grumme og tilsyneladende uendelige danske vinter og så må jeg jo hellere skrive lidt i min rejsedagbog. Og denne gang er rejsen faktisk ikke kun fornøjelse. Det har ellers været en hård omgang at komme tilbage til Danmark efter tre fantastiske måneder i Sydamerika. Efter at jul og nytår var overstået blev det hurtigt hverdag og min sædvanlige vinterdepression, koblet med den ligeså sædvanlige slut-på-rejse depression, faldt naturligt sammen med første dag tilbage på arbejdet på uni. Småkage. Så sad jeg ellers der i to uger og kiggede ud i det danske vintermørke og drømte om rødvin og hesteridning. Arbejde blev der i hvert fald ikke lavet meget af.
Nåh, ikke mere snøften og hylen. Det lykkedes også at komme 4 dage til karneval i Køln i slutningen af februar. Mine to tyske venner fra Australien, Gita und Katja, havde inviteret mig til karneval for at overbevise mig om at det var langt bedre end Oktoberfest i Munchen. Kan ikke helt beslutte mig for om det er bedre, men helt sikkert anderledes… og meget sjovt. Da jeg først hørte om konceptet med at stå som sild i en tønde en hel aften i udklædning og drikke kölsche øl mens man skråler med på lokale uforståelige kölsche sange var jeg ikke overbevist om det fantastiske, men efter at have gjort det i fire dage må jeg erkende at de kære tyskere har fat i noget. Selvom det blev en ganske stresset weekend er jeg nu blevet en overbevist karneval fan og kan sagtens se mig selv tage turen igen…
Efter Køln blev der rent faktisk arbejdet hårdt et par uger for at få noget klar så jeg kunne komme ned til vores italienske samarbejdspartner i Trento og det er så her jeg er havnet. Turen gik over Munchen tirsdag aften, hvor jeg kunne overnatte hos Lars og Silja og med vanlig tysk effektivitet havde han skaffet en gang øl så vi ikke bare skulle sidde og snakke hele natten. Næste morgen blev jeg sat på toget og nåede endelig frem til Trento midt inde i de italienske Dolomitter. Min tyske forbindelse i Trento, Hagen Woesner, hentede mig på stationen og fulgte mig yderst galant til mit hotel, nydeligt placeret på toppen af et bjerg, 400m over Trento. Det tager 4 minutter med svævebane at komme ned til byen, men 15 minutter med taxi hvis man vil hjem efter at de lukker svævebanen kl. 22.30.

Hmm.. jeg må jo hellere få skrevet det her færdigt inden jeg når hjem... og jeg fandt sørme et længere stykke halvfærdigt prosa om optakten til en hestetur i det sydlige Argentina. Gad vide om det nogensinde skal publiceres.

Så må det vist også være på tide at få skrevet lidt mere til den noget forsinkede rejsedagbog. Som tiden dog går når man rejser og pludselig er jeg tilbage i Argentina hvor tiden går med fester og andre fjollede ting.
Men tilbage til Peru hvor jeg vist er nået til d. 2. november der blev brugt som optakt til det højt besungne Inca trail trek... Fik betalt de resterende dollar ($US 295 ialt) og om aftenen var der så introduktionsmøde for alle de kommende vandrere. Intet ophidsende, andet end at de gentagne gange fortalte hvor hårdt det ville blive.. troede ikke rigtig på dem. Under spørgerunden forhørte jeg mig om medbragt alkohol til stor morskab for resten af selskabet. Desværre var jeg alligevel den eneste der syntes der var brug for den slags, men min medbragte rom smagte nu eventyrligt godt de kolde aftener i bjergene.
Næste morgen blev jeg hentet kl. 6 hvilket er lidt for tidligt efter min smag, specielt når der ikke er varmt vand på hostellet. Det frembragte et par grimme eder og et par slag til vandinstallationen. Så uden et sidste bad var jeg nu klar til det fantastiske Inca Trail. Og jo, det er da en udemærket tur. Flotte bjerge, masser af ruiner hele vejen og der var da også tider hvor man kom til at svede.. men så fantastisk synes jeg nu ikke det var. Har set flottere bjerge, smukkere ruiner men har aldrig fået bedre mad. Det var så her de 300 dollar kom til deres ret.
Til at betjene vores gruppe på 10 turister var der 12 bærere, en kok og en guide. Når vi nåede frem til frokost eller overnatningsstederne stod der et stort telt parat, te og snacks blev serveret og maden var simpelthen i særklasse. Altid 2 eller 3 retter og jeg har ikke fået så god mad mens jeg har rejst.
Vores guide Omar var flink og gjorde meget ud af at fortælle om de fantastiske inkaer og de onde onde dominikanske spaniere der på grummeste vis udslettede så avanceret en kultur. Da inkaerne ikke havde noget skriftsprog er der ikke meget viden der har overlevet til idag og han gentog utallige gange: "But really we don't know, unfortunately... because of the dominicans" eller "It was covered by nature".
Den første dag blev vi kørt ud i bjergene til vores startsted og derfra gik det så i adstadigt tempo op i bjergene. Ingen store stigninger og vi vandrede i 2500m højde så der var ingen åndenød. Snakkede en del med Nigel, en afslappet irer der virkede en smule malplaceret i sine cowboybukser og sneakers når alle andre havde det store outdoor udstyr i orden.
En af pigerne var rimelig presset og ville betale 30 dollar for at få en porter til at bære nogle af hendes ting. Da jeg syntes jeg manglede lidt udfordringer tilbød jeg at tage nogle af hendes ting mod betaling i øl, så på anden dagen blev min rygsæk vejet til 16kg. Afsted mod første og højeste pas i 4200m højde, og gruppen blev hurtigt spredt ud. Nigel og jeg travede opad sammen og nåede efter et par timer frem til sidste hvilested inden toppen. Herfra gik hver mand for sig selv og det tog 45 minutter at nå toppen. De sidste i vores gruppe var flere timer efter os andre og da vi også skulle give bærerne tid til at klargøre frokost blev det til et længere ophold på toppen af passet. Jeg brugte noget af tiden på at kravle et par hundrede meter op ad bjerget der tårnede sig over passet.
Vores frokoststed blev også vores overnatningsted så resten af dagen gik sin stille gang med at slappe af... som man nu slapper af. Lidt alkohol, og sørme om vores meget flinke guide Omar ikke var faldet over lidt tørrede planteskud fra diverse bjergurter der kunne ryges.
3. dagen endte med at blive den hårdeste da vi nu skulle over to pas og samtidig trave ned ad den såkaldte gringokiller der bestod af 3600 velvoksne trappetrin. På pas nummer to nåede jeg toppen som den første og besluttede mig for at bruge ventetiden på at bestige et bjerg så jeg smed tasken og kravlede op til toppen en god del hundrede meter over passet. Og ned igen.
Nigel og jeg begyndte at diskutere de kolde øl vi skulle have når vi kom frem til lejren om aftenen så den sidste nedstigning foregik i løb og blev vist gjort på under en time... men så smagte de øl også ekstra godt.
Den fjerde dag skulle vi så omsider se Machu Picchu og spændingen var stor. For os og for de 150 andre turister der stod før os i køen for at komme frem til Solporten. Her lovede jeg mig selv aldrig at tage sådan en tur igen for det ødelægger jo en del af den uspolerede stemning når man går i hælene på alle de andre turister og der står 100 snakkende vesterlændinge mellem dig og billedet af Machu Picchu.
Nåh, vi nåede omsider frem til ruinerne men så sent at der var proppet med mennesker. Jeg må nok erkende at jeg ikke er det store ruin menneske og havde svært ved at sætte pris på alle de små detaljer som Omar fortalte. Kan godt se at de var dygtige til at skære sten til og stable dem ovenpå hinanden, men burde de ikke have udvundet noget jern, lavet nogle ordentlige våben og forsvaret deres kultur. Og som en lille sidebemærkning til spaniernes ødelæggelse af deres kultur. Inka riget havde blot eksisteret i 100 år og var naturligvis vokset ved erobring og da spanierne meldte deres ankomst var de svækkede af en flerårig borgerkrig mellem to af inkaerne... så smartere var de altså ikke... selvom de var gode til at bygge i sten.
Efter vores guidede tur løb jeg en tur op på toppen af Wayne Picchu, det lille bjerg der ligger bag Machu Picchu. Matt fra sydafrika fortalte at hans mor havde klaret opstigningen på 30min og man kan jo ikke lade sig slå af en ældre dame fra afrika, så jeg stormede afsted og nåede toppen efter 24min... pænt smadret.
Så var der ingen grund til at bruge mere tid på ruiner og jeg tog en bus ned til byen og gik i de varme bade mens det styrtregnede... for første gang på vores tur. Vejret var virkelig med os og vi startede hver morgen med solskin afløst af en smule skyer om eftermiddagen.
Tog tilbage til Cusco og efter endnu et usselt bad på hostellet lidt øl med de andre fra turen inden vi alle gik relativt tidligt i seng.
Og dermed slut.

Jeg er af Brian Birke blevet bedt om at beskrive forskellen på de højt besungne argentinske kvinder og kvinderne i La Paz og må jo med skam erkende at mit kendskab til begge steders feminine sider er langt fra ønskeligt. Kvinderne i La Paz ligner dog noget mere deres søstre i BsAs end i resten af Bolivia. Nu har jeg jo ikke set så pokkers meget af Bolivia, men langt størsteparten af landets befolkning består af renblodede indianere eller mikset blod. Og meget kan man sige om indianerene men de ligger altså et stykke fra den vestlige verdens skønhedsidealer og såmænd også et stykke fra skønhedsidealerne i sydamerika. Det kan synes lidt underligt, men man er tilsyneladende smukkere jo hvidere man er (noget os med lactosehud altid har vidst) hvis man skal dømme efter reklamer, tv-personer osv.
Godt så.
Efter lidt mere roden rundt i La Paz tog jeg en eftermiddagsbus til Copacabana ved Lake Titicaca der ikke er helt så eksotisk som navnet giver udtryk for. Kom for sent til at nyde den smukke solnedgang og brugte aftenen på at kigge lidt på byen. Turistet.
Stod tidligt op, fik afleveret den store rygsæk og gik så nordpå. 17km smuk tur i bakkerne langs kysten inden jeg nåede Yampupata. Herfra kunne man chartre sig en båd til Isla del Sol, hvilket var præcis hvad jeg havde tænkt mig at gøre. Imod al logik kostede det 70kroner at blive sejlet over med motor, hvorimod en robåd kunne lejes for 15kroner. Efter at have sikret mig at det ikke var undertegnede der selv skulle svinge årerne blev der givet hånd og så gik turen ellers langsomt mod øen.
Vel fremme travede jeg mod den nordlige del af øen alt imens jeg besteg alle de toppe jeg kunne komme i nærheden af. Det er nu ikke fordi der er de helt store bjerge, men alting virker højere og hårdere når man er i 3800m højde. Det højeste punkt var 4061m over havet, så det var ikke de store tinder, Isla del Sol kunne byde på. Men flot var det.
Nød en smuk solnedgang fra toppen af øen og blev overrasket over hvor hurtigt det bliver mørkt. Havde regnet med at kunne nå ned til Cha´llapama hvor jeg ville overnatte inden mørket satte ind, men det blev en hæsblæsende løbetur ned ad skråninger i det tiltagende tusmørke og det sidste stykke måtte jeg kravle igennem folks haver i næsten totalt mørke... god timing.
Den eneste anden person på hostellet var en kvindelig amerikaner der var professionel fløjtespiller og nu brugte sin ferie på at rejse rundt til gamle ruiner og spille fløjte... meget sjovt. På landet i Bolivia lever man med solen så når det først er mørkt går man i seng. Det lykkedes mig dog at få åbnet den lille bys eneste restaurant igen, men for den fyrstelige sum af 12 kroner for en 2-retters menu var det vel heller ikke for meget forlangt.
Syntes selv jeg stod tidligt op kl. 6, men alle andre var tilsyneladende stået op ved solopgang kl. 5.30. Spiste lidt kiks og vandrede så hastigt sydpå mod hovedbyen Yumani hvorfra færgen gik kl. 10.30. Det tog under 2 timer så der var god tid til lidt rigtig morgenmad inden færgen forlod Isla del Sol. Tilbage i Copacabana var der lige tid til at bestige bjerget der tårner sig over byen før jeg tog bussen mod Cusco.
Efter endnu en lang bustur på 11 timer nåede jeg endelig frem til Cusco. Jeg havde John fra Estados Unidos til at holde mig med selskab og han er klart en af de mest fornuftige amerikanere jeg har mødt længe. Hans kæreste var allerede i Cusco så jeg checkede ind på samme hostel. Billigt og skod dårligt.
Nu har jeg ikke set så forfærdelig mange hostels i sydamerika, men det her var da helt klart ringe. En af de vigtigste ting når man rejser er de varme bade og der er ikke noget værre end at vente 5 minutter på halvlunkent vand der pludselig bliver afløst af iskold vanddamp mens det lyder som om vandrørene er ved at eksplodere. Så bliver man bitter og småirriteret når man står der med sæbe over det hele, ja man gør så.
Jeg ved ikke hvorfor, men lokale peruvianere lader ikke til at vide hvad deres gæster ønsker... eller osgå er de bare ligeglade. Selvfølgelig er der dyre hoteller der har al tænkelig luksus for mange dollars, men kigger man på hostels så er det klart mest populære hostel, Loki, ejet og drevet af en englænder eller irer.
Det er placeret et godt stykke væk fra det populære centrum, men til gengæld har de taget sig tid til at gøre noget ved de små ting. Rummene er malet, der er sat lidt fliser op i badeværelserne, der er en hyggelig restaurant med tilhørende bar og gratis internet. For det tager de så 40kroner pr. nat for en køjeseng i et 10-mands rum.
Til sammenligning betaler jeg 28 kroner for mit eget værelse med to senge og mit hostel ligger 50m fra centrum. Hvorfor er mit hostel så halvtomt, mens Loki er konstant booket op. Detaljerne.
En peruvianer tager en gammel bygning, hænger et par pærer op i rummene, får skrabet nogle gamle udslidte senge med usle madrasser af varierende kvalitet sammen og lejer det ud så billigt at folk vil bo der. Ingen maling, ingen vedligeholdelse. Der er ikke brugt penge på noget og det er tydeligt at der kun tænkes en måned frem.
Nu kunne man så komme med det argument at vesterlændingen sikkert har mange flere penge at gøre godt med, men det tror jeg egentlig ikke er tilfældet for så dyrt er det altså ikke at få malet et rum, gøre et badeværelse bare en lille smule indbydende og sørge for at der er ordentligt varmt vand. Men det kræver naturligvis at man investerer bare en lille smule og dermed planlægger mere end 6 måneder frem.
Hvor dyrt er det at købe en lampeskærm til 4 kroner og hænge over pæren? Det kan ikke være det der ødelægger budgettet, men langt de fleste steder: restauranter, hostels, butikker, hænger der blot en bar pære og lyser.
Nåh, ikke mere pjat om peruvianernes manglende forretningssans, for det er ikke kun her, men i de fleste ulande det gør sig gældende. Man tænker kun en uge frem.